13.05.2016
Nyhed

Jubel på Vestsjælland: Kalundborg får ingeniør­uddannelse

Det er blandt andet behovet for kvalificeret arbejdskraft til fx Novo Nordisk, der nu gør det muligt for University College Sjælland at oprette en ingeniøruddannelse, som professionshøjskolen ellers tidligere har fået afslag på.

Af Tobias Dinnesen
Lokale virksomheder har brug for lokalt talent.

Sådan har det længe lydt fra rektor Camilla Wang fra University College Sjælland (UCSJ), som sidste år foreslog, at der eksempelvis kunne laves pop-op-uddannelser for  ingeniører på Vestsjælland, fordi lokale virksomheder som Novo Nordisk  har brug for at kunne tiltrække akademisk arbejdskraft.

Den spådom er nu, efter lidt vanskeligheder undervejs, gået i opfyldelse, da uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs netop har fået godkendt en diplomingeniøruddannelse i bioteknologi i Kalundborg. I første omgang havde UCSJ ellers fået afslag på at oprette uddannelsen.

"Alene på Novo Nordisk Kalundborg forventer vi i årene frem at ansætte cirka 100 nye ingeniører årligt. Det er afgørende for vores fremtidige vækst, at de bliver i lokalområdet, så vi får en stabil arbejdskraft og fastholder kompetencerne i virksomheden", siger Michael Hallgren, produktionsdirektør hos Novo Nordisk Kalundborg, til TV Øst.

Samarbejde med VIA
UCSJ har haft stor lokal opbakning til at projektet fra både de lokale virksomheder, kommuner og Region Sjælland, men det var i sidste ende et strategisk partnerskab med VIA University College, der dækker det midtjyske område fra Aarhus til Holstebro, som gjorde modellen attraktiv for ministeren.

VIA udbyder nemlig i forvejen en række ingeniøruddannelser og skal derfor bidrage med sin konkrete viden, når den nye uddannelse skal opbygges i Kalundborg.

Planen er, at de første studerende skal starte i 2017, hvor der vil være plads til 40 danske og 40 internationale studerende. Den internationale del af uddannelses foregår på engelsk, oplyser UCSJ i en pressemeddelelse.