27.06.2016
Nyhed

Når medarbejderne også leder arbejdet

Et voksende antal højtuddannede bliver selvstændige, og i flere tilfælde går de sammen i nye kooperativer og anpartsselskaber. I Øst- og Vestdanmark ligger to virksomheder, som ønsker at gøre tingene på deres egen måde.

Af Martin Ejlertsen
I en villa med lagerplads i den nordlige ende af Aarhus ligger en ganske speciel virksomhed. Her har ti ansatte deres daglige gang på Forlaget Klim, som har eksisteret siden 1984.

Klim er medarbejderejet som et anpartsselskab. Det har det været i 32 år. En kernekreds på seks personer har siden starten både ejet og samtidig arbejdet i virksomheden.

Flere af anpartshaverne øjner nu deres pension, men ønsket er, at Klim skal køre videre på egne hænder, fortæller cand. phil. Carsten Vengsgaard, som har været medejer siden opstarten i 1984.

“Den første ejergruppe kom alle fra Modtryk, og Klim startede op på en kombination af aktivistarbejde, folk på understøttelse i deres fritid og senere iværksætterstøtteordninger, indtil vi kunne løfte løn selv. Lønnen var af samme grund altid ligeløn, det er den også i dag uanset anciennitet, ejer eller ansat”, siger Carsten Vengsgaard.

Større ejerskifte på vej hos Klim
Mange af de ting, de foretager sig i dag på Klim, har deres oprindelse i det kollektiv, som Modtryk var, og Klim senere blev.

“De vildeste udgivelses- eller fremstødsforslag bliver stemt ned, og alle på stedet arbejder meget i denne bogbranche under omvæltning”, siger han.

Klim undergår dog i disse år et større ejerskifte. Tre interne ansatte er blevet nye medejere. En af dem er cand.mag. i litteratur og filosofi Camilla Rohde Søndergaard, som købte en anpart i Klim for tre år siden.

“Ansvarsfordelingen i virksomheden er nok blevet tydeligere i dag, end den har været”, siger Camilla Rohde Søndergaard.

Der er skabt mere gennemsigtighed i rollefordelingen
Klim har stadig ingen topchef, og ingen af lederne sidder på et aflukket direktørkontor. Men medejerne har fået et mere tydeligt ansvar for forskellige områder i virksomheden. Camilla Rohde Søndergaard er redaktør og medansvarlig for salgs- og marketinggruppen.

“68'er-kulturen har præget Klim. Noget af det er tilbage, men meget er ændret. Der er kommet en ny generation ind i ejerskabet, som ønsker at tage mere ansvar, i forhold til at virksomheden har ansatte, og hvor der er mere klare referencerammer og ansvarsfordeling. Det har skabt mere gennemsigtighed i rollefordelingen”, siger Camilla Rohde Søndergaard.

Fra ide til beslutning er der med Klims flade, ikke-hierarkiske struktur stadig meget kort vej. Det har vist sig som en stor fordel, når der skal tages hurtige beslutninger.

“Det er fantastisk at være med til at drive og i den grad præge, hvad vi skal lave på Klim. Det har man både som ansat og jo især også som medejer, da vi har ansvar for økonomien. Vi går sent hjem og arbejder meget, for virksomheden er vores”, siger Camilla Rohde Søndergaard.

Ingerfair lever af at rådgive om frivilligt arbejde
Midt i København ligger en lille virksomhed med en anden speciel konstruktion. Der er en virksomhedsejer og fire tilknyttede selvstændige, som hver især er leverandører til fællesskabet.

Virksomheden Ingerfair er den eneste virksomhed i Danmark, som arbejder med og udelukkende lever af at rådgive om frivilligt arbejde. Det sker gennem fx skræddersyede kurser, strategiforløb og praksisorienteret faglitteratur til kommuner og frivillige organisationer.

“Vi startede uden en krone på lommen, så vi skulle finde en konstruktion, hvor vi kunne få nye kolleger uden at brænde os med lønudgifter. Så kravet blev, at vi kunne tage selvstændige ind,som opererer under vores brand, og hvor deres succes og Ingerfairs succes hænger sammen”, siger indehaver Frederik Boll, som startede Ingerfair i 2010 sammen med en tidligere kollega fra Mellemfolkeligt Samvirke.

Hvis man har brug for 10 ugers sommerferie, så gør man det
I Ingerfair skal både store og små opgaver give mening for alle. Virksomheden har i fællesskab udviklet en fast forhandlingsnøgle om fordelingen af den indtjening, den får for en opgave.

Man får mere i lønposen, når man selv henter opgaver hjem til virksomheden. Men det er ikke økonomiske incitamenter, der driver dem hver især, påpeger Frederik Boll. Det er fællesskabet. Der ligger meget identitet forbundet med, at kunderne vil betale for den viden, de hver især kan tilbyde. Og så kan de hver især altid takke nej til opgaver.

“Man har frihed til at sige nej til at løse en opgave. Og hvis man har brug for at tage 10 ugers sommerferie, så gør man det. Det blander jeg mig slet ikke i, som en almindelig arbejdsgiver normalt ville”, siger Frederik Boll.

“Jeg synes, det er sjovt at gå på arbejde hver dag”
Julia Bjerre Hunt er cand.mag i psykologi og kultur- og sprogmødestudier og startede med at være tilknyttet Ingerfair som honorarlønnet. Som daværende dagpengemodtager og i løntilskud i kommunen var det for usikkert for hende at starte egen virksomhed. Men efter en overstået barsel, og vikariatet i kommunen udløb, tog hun chancen og sprang ud som selvstændig i Ingerfair.

“Jeg arbejder meget og har travlt. Men jeg har selv valgt dette, og det gør tolerancen for at arbejde meget, meget større. Jeg har mulighed for at sige ja eller nej til opgaver, og det er vigtigt. Her bærer vi hver især en del af risikoen og får del i gevinsten efter en fordelingsnøgle, og det er meget solidarisk, i og med at vi er både hinandens største konkurrenter og vigtigste partnere”, siger Julia Bjerre Hunt.

For hende er det ikke en del af idealet eller ambitionen at kunne blive fastansat. Men i Ingerfair er man stadig kolleger med et fællesskab, temadage og julefrokoster som i andre virksomheder. Indholdet i arbejdet er for Julia vigtigere end størrelsen på lønposen.

“Jeg kan leve af det, jeg brænder allermest for at arbejde med. Jeg tjener nok ikke meget mere, end jeg ville have gjort som ansat i Netto. Men jeg synes, det er sjovt at gå på arbejde hver dag”, siger Julia Bjerre Hunt.