04.07.2016
Nyhed

Luk mailen og undgå stress i ferien

Cecilie Burkal Cohrt, som er karriererådgiver i Dansk Magisterforening, giver her en række gode råd til, hvad du kan gøre for at kunne gå på ferie og med god samvittighed lukke ned for fx din arbejdsmail.

Af Tobias Dinnesen
Det kan være svært for mange helt at lægge arbejdet på hylden, når de tager på ferie.

Men det er vigtigt at spørge sig selv, om forventningerne til, at man er tilgængelig hele tiden kommer fra én selv eller fra arbejdsgiveren, forklarer Cecilie Burkal Cohrt, som er karriererådgiver i Dansk Magisterforening.

”Der kan man eksempelvis lave en forventningsafstemning med sin chef ved at sige helt åbent: ”Nu går jeg på ferie, så jeg tager ikke telefonen eller tjekker mails, før jeg er tilbage”. På den måde ved din arbejdsplads, hvad de kan forvente”, siger hun.


Det kan være svært at lukke helt ned for alting, når man går på ferie. Men hvis du afstemmer forventningerne med din arbejdsplads, får du bedre plads til at nyde din ferie.

Man skal huske at holde fri, når man har ferie
Problemerne opstår nemlig, hvis man hele tiden roder rundt i uafsluttede sager fra sit arbejde, eller hvis man konstant får mails ind på sin telefon.

Derfor bør man som minimum opsætte nogle rammer for sin arbejdsaktivitet i ferien, hvis man af forskellige årsager ikke helt kan lade telefonen eller computeren ligge.

”Men vores anbefaling er, at man holder helt fri i sin ferie, så man ikke bare er online hele tiden og derfor aldrig reelt får holdt ferie”, påpeger Cecilie Burkal Cohrt.

Er du én af dem, der har svært ved at holde helt fri i din ferie? Så har vi her under samlet seks gode råd til, hvad du selv kan gøre, inden du tager på ferie, men også til, hvordan du kan overholde aftalen om fx ikke at tjekke din arbejdsmail i ferien:
  1. Sæt tid af tid til at rydde mailboksen, inden du tager på ferie. Så ved du, at du ikke har overset noget, og det er med til at give den ro, der skal til for at kunne nyde sin ferie.
  2. Lav en to-do-liste over de opgaver, du skal gå i gang med efter ferien. Hvis en kollega eller din chef venter på en opfølgning på en mail eller en opgave, så fortæl dem allerede inden din ferie, hvornår de kan forvente at høre fra dig.
  3. Skab luft de første dage efter din ferie, så du har mulighed for at nå i bund med din mailboks. Forsøg at booke et tidsrum i din egen kalender til at tjekke mails, så andre ikke forsøger at booke dig til et møde der.
  4. Fjern eller deaktiver apps, som pusher mails eller kalenderopdateringer ud til dig på din telefon. Du er ikke forpligtet til at følge med i din ferie.
  5. Hav eventuelt en lille idébog med, som du kan skrive nye idéer ned i, men som først må åbnes og granskes, når du er tilbage på din arbejdsplads. Nogle gange opstår de bedste idéer jo, når man mindst forventer det.
  6. Overhold de aftaler, du har lavet med dig selv. Hvis du fx har lovet dig selv ikke at tjekke din arbejdsmail i ferien, så hold fast. Brug din ferie på at holde ferie.