10.02.2016
Nyhed

Overblik: Sådan klarer universiteterne besparelserne

Mens Københavns Universitet og RUC har været nødt til at melde ud om store fyringsrunder, forsøger de fleste andre af landets universiteter at klare sig igennem 2016 uden afskedigelser.

Af Tobias Dinnesen
Københavns Universitet (KU) og Roskilde Universitet (RUC) har i den seneste tid meldt ud, at regeringens besparelser på uddannelsesområdet nu fører til store fyringsrunder på de to universiteter.

KU er i gang med en større fyringsrunde, hvor 209 medarbejdere i disse dage modtager en fyreseddel. De resterende 323 afskedigelser klares med frivillige fratrædelser, har universitetet meldt ud.

På RUC står tingene tilsvarende stramt til. Universitetet meldte tidligere på ugen ud, at i omegnen af 80 medarbejdere vil miste deres job som følge af besparelserne på uddannelsesområdet.

Hvad med de andre universiteter?

Mens både KU og RUC har set sig nødsaget til at skære dybt i medarbejderstaben med det samme, så står det anderledes til på de fleste andre danske universiteter.

Her melder ledelserne, at de vil klare sig igennem 2016 ved at tære på deres egenkapital og først fra næste år tage stilling til, hvordan de vil udmønte besparelserne.

Både Aarhus Universitet (AU), Aalborg Universitet (AAU) og Syddansk Universitet (SDU) melder dog ud, at det fra 2017 ikke kan undgå at have betydning for medarbejderne, at der skal spares så markant.

"Det kommer generelt til at gøre ondt på den danske uddannelsessektor. Jeg har været med i mange år, men jeg kan ikke huske en så stor besparelsesrunde. Jeg tror ikke, at nogen universiteter vil komme gennem besparelsesprocessen uden ændringer hos medarbejderne. Om det kan klares med naturlig afgang er for tidligt at sige", siger Bjarne Graabech Sørensen, prorektor ved SDU, eksempelvis til JydskeVestkysten.

DTU, ITU og CBS går andre veje

Mens de store regionale universiteter forventer at skulle fyre medarbejdere, så lyder meldingen mindre kategorisk fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), IT-Universitetet (ITU) og Copenhagen Business School (CBS).

CBS var for godt et år siden - i starten af 2015 - igennem en større sparerunde. Og selv om ledelsen ser "situationen som alvorlig" med besparelserne på området, så regner universitet ikke med at skulle fyre fastansatte i et større omfang, skriver dr.dk.

Det samme gør sig gældende på DTU og ITU, hvor DTU i stedet vil forsøge at øge optaget af ingeniører og ad den vej øge indtjeningen, mens ITU vil tære på egenkapitalen, som ifølge ledelsen er velpolstret for netop at kunne imødegå "udsving i bevillingerne", skriver DR.