Mads Keilberg Johansen peger bl.a. på Alternativet som et konkret sted, hvor man som politisk (styret) organisation bør lede efter inspiration til at få succes på de digitale platforme.
14.12.2016
Nyhed

Ekspert: Lyt med på sociale medier og brug input i beslutninger

Politiske organisationer skal ikke være på alle platforme, påpeger digital ekspert og fremhæver Alternativet som foregangseksempel for, hvordan politiske organisationer bør agere på de sociale medier.

Af Martin Ejlertsen
Nye apps og digitale platforme udvider konstant paletten for, hvor og hvordan politiske organisationer og virksomheder kan komme i kontakt med eksisterende og potentielt nye medlemmer og kunder i butikken.

Men det betyder ikke, at virksomheder skal være til stede overalt på én gang.

“Der ligger en guldgrube af indhold på de sociale medier. Lytter man til brugernes stemmer på de sociale medier og tager input med videre i systemet til beslutningstagerne, så vil brugerskaren opleve, at de bliver hørt og taget seriøst”, siger Mads Keilberg Johansen, som er digital chef hos Holm Kommunikation, der beskæftiger sig med digital PR og kommunikationsrådgivning. 

Han mener, det er blevet sværere at trænge igennem med et budskab, fordi der er så mange platforme og dygtige stemmer til stede i debatten. Men samtidig er vejen til den enkelte beslutningstager blevet mere direkte end nogensinde før.

“På Twitter kan man fx skrive offentligt til en politiker, som sidder i folketingssalen, og få denne til at tage en sag med videre på dine vegne. Denne direkte indflydelse har man ikke tidligere haft mulighed for. Så udviklingen er hverken entydigt god eller dårlig, når det gælder mulighederne for at blive hørt og øve indflydelse”, siger Mads Keilberg Johansen.

DM bruger Twitter til politisk kommunikation og tester for tiden snapchat
For DM’s vedkommende handler den politiske kommunikation især om pressearbejde i medierne, debatindlæg og analyser, som tilbydes medierne for at skabe debat, og så på de digitale platforme Facebook og Twitter.

Her er det tit DM's formand, der udtaler sig, men det kan også sagtens være andre DM-politikere, medlemmer eller ansatte i DM’s sekretariat, forklarer DM’s kommunikationschef Esben Geist.

“Vi har satset meget på Twitter i den politiske kommunikation, fordi det er et godt netværksmedie til at få indflydelse og til at nå massemedierne. Desuden bruger vi Facebook meget, hvor vi også har mange følgere. Det handler om ressourcer, og hvor vi får mest ud af at være til stede”, siger Esben Geist.

Han forklarer, at mails stadig er en meget effektiv kanal, når det gælder kommunikationen med foreningens medlemmer.  

“Mange analyser viser, at mails stadig er en glimrende kanal, så det bruger vi flittigt. DM's hvervesamarbejde begynder desuden at teste Snapchat ifm. en julekalender, så det bliver sjovt at se, hvad man får ud af det”, siger Esben Geist.

DM skal kunne pege på løsninger på privatområdet for at få indflydelse
Nogle dagsordener og debatter er nemmere for DM at sætte sit præg på end andre. Et af de områder, hvor det halter for DM, er privatområdet, forklarer Esben Geist.

“Vi skal bruge noget konkret substans for at lave pressearbejde, og det er en særlig udfordring på privat-området, fordi medlemmerne her er særlig forskelligartede. Mange har ikke engang en overenskomst”, siger Esben Geist.

Men fordi et stigende antal DM-medlemmer finder beskæftigelse på privatområdet, skal DM også i stigende grad fokusere på, hvordan man kan fastholde og hverve og nye medlemmer.

“Det er et område, DM må gøre noget ved, og her er kommunikation kun en lille del af det. Vi kan konstatere, at det ikke er supermange historier, vi pressemæssigt kan løfte ud over rampen på privatområdet lige nu, så vi er nødt til fremadrettet at arbejde med at udbygge vores viden om det private arbejdsmarked”, siger Esben Geist.

At det er svært, skyldes ifølge ham en blanding af mediebilledet, men også selve DM’s organisation. Der skal opdyrkes nyt land, og der skal meget mere fokus på fx arbejdsmiljø. Det kan DM arbejde for at forbedre, uden at der nødvendigvis er overenskomst på den enkelte arbejdsplads.

“DM skal kunne pege på nogle løsninger for at få indflydelse, og der mangler vi noget på hele det private område, og det handler om mere end kun kommunikation”, siger Esben Geist.

Alternativet tør eksperimentere og lærer af sine egne fejl på de digitale platforme
Mads Keilberg Johansen fremhæver det politiske parti Alternativet som en politisk organisation, der griber de digitale muligheder og gentænker måderne at udkomme på.

Alternativet har fx med “Altivisten” lavet sit helt eget medie, som er åbent for alle til at bidrage med skriftlige indlæg, videoer, podcasts, fotos, kunstværker eller en kombination af det hele. Her kan partiet møde sine vælgere og samtidig invitere nye potentielle vælgere til at engagere sig i debatter.

“Det ligger meget dybt i Alternativet og dets medlemmer, at man skal gribe og lege med de nye digitale muligheder. Det kan godt være, man fejler i første omgang, men så har man lært noget, man kan tage med videre, og det er en vigtig læring, som mange organisationer kunne tage ved lære af”, siger Mads Keilberg Johansen.

Ifølge ham handler det for virksomheder og organisationer om at fokusere på at være til stede, hvor det giver mest mening.

“Der er mange virksomheder, der tror, de er gearet til at agere på mange sociale medier samtidigt, men de burde starte med at spørge sig selv om, hvem de vil tale med, og hvad de vil opnå, for der er stor forskel på tværs af de forskellige platforme”, siger Mads Keilberg Johansen.