13.12.2016
Nyhed

CBS: Praksisudvalg undersøger omstridt rapport

Det ser ud til, at forsker bevidst har omgået god forskningsskik, siger næstformand i Akademisk Råd på CBS. Klage er nu på vej til universitetets praksisudvalg.

Af Thomas Bøttcher

På et møde i mandags i Akademisk Råd på CBS var der fuld enighed blandt medarbejdere og ledelsen om at overdrage omstridt landbrugsrapport til universitetets såkaldte praksisudvalg. Det oplyser rådets næstformand, professor Kjeld Laursen.

I sin begrundelse fremhæver Akademisk råd blandt andet, at der ”muligvis” er foretaget en biased selektion af data og resultater og at ”bidragsydere, der har biddraget substantielt” til rapportens tilblivelse, muligvis er udeladt fra forfatterlisten.

Formelt vil Akademisk Råd indgive en klage til CBS’ praksisudvalg, som ledelsen er medunderskriver på. Ifølge Kjeld Lausen vil klagen være baseret på den udgave af landbrugsrapporten, der blev præsenteret 2. august på CBS, samarbejdsaftalen mellem CBS og Bæredygtigt Landbrug, samt de mails, som DR Nyheder har gravet frem i sagen.

Særligt mailene har været medvirkende til beslutningen om at igangsætte en undersøgelse øjeblikkeligt, frem for at afvente den endelige offentliggørelse, hvilket ellers indtil i fredags var CBS’ officielle holdning. Mailene viser nemlig, at forskeren bag rapporten, Troels Troelsen, tilsyneladende bevidst har søgt at omgå god forskningspraksis.  

”Hvor man før kunne have en ide om, at det, der er foregået, ikke er foregået efter bogen, så ser det nu ud som om, at der har været en intention om at handle i strid med god forskningsskik. Det fremgår af mailene”, siger Kjeld Laursen.

Han bakker fuldt om, at ledelsen hidtil har været tilbageholden med at gribe ind i sagen.

”Vi er meget enige med ledelsen i, at hensynet til forskningsfriheden vejer tungt. Jeg er godt klar over, at nogle forskere fra Københavns Universitet har sagt, at ledelsen skulle trække rapporten tilbage, men det har vi ikke ønsket i Akademisk Råd. For hvis ledelsen kan trække en ufærdig rapport tilbage, kan man også forestille sig en situation, hvor ledelsen trækker en rapport tilbage, blot fordi det kan være bekvemt, fx på grund af kritik fra en opdragsgiver”, forklarer næstformanden.

Kjeld Laursen mener til gengæld, at CBS bør overveje, hvem universitetet fremover laver samarbejdsaftaler om forskning med.

”Den her sag er enestående og i de næsten ti år jeg har siddet i Akademisk Råd, har jeg ikke set noget lignende. Men forskningspolitisk bør sagen alligevel give anledning til, at vi på CBS er endnu mere kritiske overfor, hvilke kontrakter vi accepterer. Og det tror jeg heller ikke, at ledelsen vil være uenig i”.