18.08.2016
Nyhed

DM-studerende: Absurd at skære mere i nyuddannedes dagpenge

Gry Inger Reiter, formand for DM Studerende, kalder Liberal Alliance og Konservatives forslag om at skære i dimittendsatsen som ”ude af trit med virkeligheden”. Ifølge hende er det fejlagtigt at tro, at det som nyuddannet er lukrativt at gå fra SU til dagpenge.

Af Louise Egholm Burcharth
Hvis det står til Liberal Alliance og De Konservative, skal nye besparelser i dagpengesatsen for nyuddannede være med til at finansiere regeringens 2025-plan.

Ifølge dem er den nuværende sats for lukrativ for de unge og skaber ”skæve incitamenter” for at komme i arbejde, udtaler de i dagens Børsen.

Men ifølge Gry Inger Reiter, formand for DM Studerende, er det at se forkert på tallene. Hun mener ikke, at man kan se overgangen fra SU til dagpenge som en indtægtsfremgang, da mange studerende arbejder mellem 15 og 20 timer om ugen ved siden af studiet, og da der er mange økonomiske goder, som forsvinder, når man er færdiguddannet.

”De studerende kan ikke leve af en indkomst på 6000 kr. om måneden. De fleste har nærmere en indkomst på mellem 12.000 og 15.000 kr. om måneden, når man tæller SU sammen med forskellige andre ting. Der er jo også en masse rabatter på forsikring, transport og kollegieboliger, som man ikke har, når man er færdiguddannet. Så det kan godt være, at det passer i deres regneark, men det gør det altså ikke i virkeligheden”, siger hun.

Kæmpe alders-bias
Gry Inger Reiter kalder det ”vanvittigt”, at politikerne igen er ude efter dimittendsatsen, når det er under et år siden, at Venstre sammen med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti satte den ned til 71,5 procent af den maksimale dagpengesats for nyuddannede uden børn.

Ifølge hende er der generelt en stor alders-skævvridning i den førte politik.
 
”Der er jo en kæmpe alders-bias i det her, når man foreslår at sætte dimittendsatsen endnu længere ned for, at nogle mennesker, som er etablerede på arbejdsmarkedet og har masser af penge mellem hænderne, skal have endnu flere”, siger hun og henviser til, at Liberal Alliance har det som mærkesag at sænke topskatten.

Gry Inger Reiter ser det som ”absurd” at bruge som argument, at topskattelettelser en dag vil gavne de nyuddannede. For ”man har jo allermest brug for fast grund under fødderne, når man skal ud og finde sit første job, og ikke være bange for, hvad man skal leve af, når der ikke er nogen SU længere”, som hun siger.