05.08.2016
Nyhed

Arkæologer vil følge op på egne arbejdsforhold

Der er behov for systematisk at følge udviklingen i arkæologers arbejdsforhold og andelen af projektansatte, mener arkæologer.

Af Lasse Højsgaard

Undersøgelsen af arkæologers ansættelses- og arbejdsforhold er kun begyndelsen. Området kræver opfølgning med nye undersøgelser og løbende fagpolitisk fokus.

Sådan lyder det fra flere deltagere ved seminaret om arkæologers ansættelses- og arbejdsforhold, som Landsklubben for Forskning & Formidling i DM afholdt i marts i Odense.

”Seminaret i sig selv er en rigtig godt ting, men jeg ser det som en indledning til en dialog, og til at man følger op med nye undersøgelser. Det er vigtigt at have nogle tal at tale ud fra, hvilket man ikke har haft før. Det gør det ikke alene. Men det er et godt udgangspunkt”, siger Kent Laursen, der som projektansat arkæolog på Moesgaard Museum tilhører den gruppe, som både rapport og seminar havde særlig fokus på.

Signe Lützau Pedersen, museumsinspektør og tillidsrepræsentant ved Museum Sønderjylland mener, der er brug for tal, man kan sammenligne og vurdere udviklingen ud fra.

”Nu er der lavet denne ene undersøgelse, men det er svært at forholde sig til tallene, når man ikke ved, hvad man skal holde dem op imod. Så det man har brug for fremadrettet er, at der kommer opfølgende undersøgelser. Så vil man kunne bruge den til noget”, siger hun.

Vil have politisk fokus
Men nye spørgeundersøgelser og flere seminarer er ikke nok. Kent Laursen efterlyser, at de fælles erkendelser af omfanget og ulemperne ved projektansættelser i arkæologfaget følges op af en styrket fagpolitisk indsats.

”På det politiske niveau er Organisationen Danske Museer gode til at kommentere på udspil og har et fint virke. Men man kunne godt ønske sig mere fokus på problemet med projektansatte på museerne, det synes jeg, de overser. Jeg mener, man skal helt op på ministerielt plan og forsøge at få Slots- og Kulturstyrelsen til at interesserer sig mere for problemstillingen. Det kunne være ønskværdigt med bedre rammer, selv om det er svært at tro på flere penge i disse nedskæringstider”, siger Kent Laursen, der også peger på TR-dækningen af de danske museer som et vigtigt skridt.

“Vi skal bevare fokus på problemet og få det gjort tydeligt i debatten, at det kan have sociale omkostninger og gøre det svært at stifte bo og familie, når man løbende er projektansat.”

Vibeke Knøchel Christensen, museumsinspektør og TR ved Museum Lolland-Falster, mener det er vigtigt, fortløbende at se på de tidsbegrænsede ansættelser.

”Vi skal bevare fokus på problemet og få det gjort tydeligt i debatten, at det kan have sociale omkostninger og gøre det svært at stifte bo og familie, når man løbende er projektansat. Og så synes jeg måske, man bør arbejde på at sammenligne arkæologfaget med tilsvarende områder – for eksempel byggebranchen – og se på, hvordan de løser problemerne her”, siger hun. 

Skepsis blev vendt
Seminaret i Odense havde til formål at diskutere undersøgelsen om arkæologers ansættelses- og arbejdsforhold og herunder rapportens anbefalinger, der især rettede sig mod de konsekvenser, der følger af tidsbegrænsede ansættelser.

Selv om undersøgelsen var den første af sin art, er det en gammel, næsten traditionsbåren problemstilling, den tager fat i. Mia Toftdal, tillidsrepræsentant ved Københavns Museum, var derfor en smule skeptisk inden seminaret med hensyn til, om seminaret ville bringe diskussionerne videre.

”Alt det med ansættelsesvilkår er en jungle at navigere rundt i, på grund af forholdene med mange korte og bygherrebetale projekter. På Københavns Museum har vi talt meget om at løse udfordringerne ved korttidsansættelser, så jeg var måske lidt skeptisk over for, om vi kunne rykke noget på seminaret”, fortæller hun.

Efter seminaret var hun dog mere positiv.

”Jeg synes faktisk, der var en fin tone og en god dialog på mødet. Der kom erfaringer, man kunne tage med sig, og jeg gik derfra og tænkte: det her skal vi hjem og arbejde videre på”, fortæller Mia Toftdal.

Dette er et uddrag af en artikel fra sektorbladet DM Natur & Kultur. Artiklen kan læses i sin helhed lige her.