29.08.2016
Nyhed

2025-forhandlinger: stormløb mod SU´en fortsætter

Forringelser af SU´en vil udelukke mange lyse hoveder, frygter DM´s formand. Her er hvad vi ved, dagen før regeringen skyder efterårets vigtige økonomiforhandlinger i gang.

Af Pernille Siegumfeldt

Flere modeller for, hvordan der kan findes besparelser på SU´en, er blevet luftet forud for, at regeringen offentliggør sit finanslovsforslag og kommer med et oplæg til de økonomiske 2025-forhandlinger tirsdag:

* SU skal på kandidatdelen laves om til et rentefrit lån (Dansk Industri, tænketanken Axcel Future)

*  En del af SU´en bliver lagt om til lån, som eftergives, hvis studiet gennemføres på normeret tid (Danske  Professionshøjskoler)

* SU´en skal begrænses til normeret tid og det sjette SU-år skal fjernes (DF og Dansk Erhverv)

* SU-stipendiet skal differentieres og hjemmeboendes SU skal sløjfes (Tænketanken Kraka)

Udgifter har toppet
Flere partier i blå blok har, med udsigten til besparelser i milliardklassen, været positive over for at ændre på SU-systemet forud for efterårets forhandlinger. 

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs har brugt flere anledninger til at tale om det generøse danske SU-system og blandt andet hæftet sig ved, at danske studerende får langt mere i stipendier, end studerende gør i både Norge og Sverige.

Magisterbladet.dk kunne imidlertid fredag afsløre, at udgifterne til SU allerede er tæt på at toppe på grund af rekordmange studerende, og at Finansministeriets egen forventning er, at de falder allerede i 2017.

Løkkes løftebrud

I Politiken søndag blev Lars Løkke anklaget for løftebrud af oppositionen, hvis regeringen holder fast i at skære i SU´en.

I Juli havde Venstre nemlig ikke på sit pressemøde nogle aktuelle planer om at lave systemet om. I et radiogram samme måned gentog Lars Løkke, ifølge Politiken, at han ”står ved den aftale, vi har indgået om SU."

Til det svarede socialdemokraternes uddannelsesordfører Mette Reissmann i søndagsavisen: ”Det er en uskik at ophæve forlig, bare fordi man nu mener noget andet. Og det er et tegn på, at man ikke er til at stole på".

Social skævvridning
En megafonmåling fra august viser, at der ikke er opbakning i den brede befolkning til at spare på SU´en for at finde penge til andre investeringer. 57 procent er lodret imod og 16 procent er overvejende uenige. Samme tendens viste en meningsmåling fra Danmarks Statistik tidligere på sommeren.

DM har i en rundspørge blandt studerende dokumenteret, at en omlægning af SU´en til rentefrit lån på kandidatdelen ville ramme socialt skævt. Op imod 28 procent af de unge, hvis forældre ikke selv har en længerevarende videregående uddannelser, vil droppe kandidatdelen.

Tåbelige økonomiske incitamenter
DM´s formand Camilla Gregersen har sammen med blandt andre DJØF advaret kraftigt mod forringelser.
Så sent som i dag advarer DM-formanden mod fx at lave en masse sindrige incitamentsstrukturer:

”Det vil udelukke en masse lyse hoveder og skævvride uddannelserne i en usund grad”, siger hun i Berlingske.

Og på Facebook advarer Camilla Gregersen politikerne mod at tro, at man får gode kandidater ved at tvinge dem med tåbelige økonomiske incitamenter til at læse noget, de ikke har lyst til.