02.11.2015
Nyhed

Ny sparerunde: RUC mister 24 medarbejdere

Roskilde Universitet slipper med fem fyringer. Men inden 2019 skal spares for yderligere 100 mio. kr. ”Surrealistisk”, mener tillidsrepræsentant.

Af Thomas Bøttcher

Det kunne være gået meget være. Men med 13 frivillige fratrædelser og seks selvopsigelser slipper Roskilde Universitet i denne omgang med skulle udpege fem medarbejdere til ufrivillig afsked med arbejdspladsen.

Seneste fyringsrunde var i foråret, hvor universitetet måtte fyre syv medarbejdere.

Fællestillidsrepræsentant Kenneth Reinecke kalder situationen ”forfærdelig”. Han peger dog samtidig på, at udgangspunktet i ifølge direktionen var, at 23-25 medarbejdere skulle afskediges.

”Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at afværgeforanstaltningerne endnu engang har afstedkommet, at det ikke blev så slemt, som jeg havde frygtet. Men det er samtidig surrealistisk at kigge på budgettet for de kommende år”, siger Kenneth Reinicke.

Frem mod 2020 skal der nemlig findes besparelser for 110 mio. kr.

”I 2017 taler vi omkring 40 mio. kr. og i 2018 omkring 60 mio. kr. Hvordan fanden gør man det? Man kan godt være skeptisk over, hvad der skal ske, for efterhånden er vi nok begyndt at udtømme muligheden for frivillige aftrædelsesmuligheder”.

Fireårsplan på vej

Ifølge RUC’s direktør Peter Lauritzen skyldes besparelserne blandt andet et overforbrug institutniveau, men også regeringens udspil til en finanslov er indregnet. Besparelserne her tegner sig for 65 mio. kr. i 2019. Og mens de to fyringsrunder i år har været efter grønthøster-modellen, er det besluttet, at pengene fra de kommende besparelser skal findes på anden vis.

”Bestyrelsen har ønsket fireårsplan, så vi kan finde pengene på en mere intelligent måde. For vi kan ikke blive ved med at bruge grønthøsteren, hvis vi også fremover vil have et interessant og levende universitet”, siger han.

Og alt er i spil: Nogle fag risikerer at blive nedlagt, andre sammenlagt, men der er også kig på administration af uddannelser og RUC’s centrale administration.

Peter Lauritzen håber dog fortsat, at sparekravet på 100 mio. kr. kan blive mindre i løbet af de kommende år.

”VI har en intern diskussion, hvor nogle mener, at det ville være bedre at finde alle pengene her og nu, så vi får det overstået.  Men hvor ubehagelig situationen end er, vil det være uansvarligt at tage skære 100 mio. kr. på én gang. Det kan jo være, at der kommer nye politiske forlig inden for de næste par år, som vender situationen. Så vi er nødt til at fortage en gradvis tilpasning, men den skal være målrettet og ikke bare en grønthøster”, siger han.