“Jeg engagerer mig i miljø, menneskeret­tigheder, studenterpolitik og alt muligt andet. Synes, det hele er spændende og vigtigt. Derfor er det også svært at sige nej”. Medine Duvarci, studerende
21.05.2015
Nyhed

Jeg begyndte at fryse

Det var i et tog på vej fra seminar i Frit Forum til årsmøde i Amnesty, at Medine Duvarcis krop stod af. Hovedet begyndte først at fatte alvoren hos lægen to dage senere.

Af Pernille Siegumfeldt
April måned sidste år var travl for RUC-studerende Medine Duvarci. Men ikke mere end sædvanligt.

Som international repræsentant for Frit Forum deltog hun i et møde, hvor 20 danske og libanesiske ungdomspartier skulle finde sammen og arbejde på tværs af partier og kulturer. Amnesty, som hun har været engageret i længe, havde årsmøde i Nyborg, og Medine Duvarci var desuden involveret i planlægningen af et møde om stress i DM’s studentersektion, hvor hun på tredje år sad i bestyrelsen.

Alt sammen lystbetonede opgaver, som den unge RUC’er med glæde havde påtaget sig ved siden af studiejobbet 15 timer om ugen på “Verdens Bedste Nyheder”, en oplysningskampagne fra Danida, FN og en række NGO’er.

Tilmed havde Medine fået det hele så kløgtigt planlagt, at det lige nøjagtigt passede med, at hun efter den mødespækkede weekend kunne koncentrere sig om semestrets sidste store projektopgave på kandidatdelen af kommunikation.

Men på vej i toget fra seminaret med libaneserne til Amnestys årsmøde fik hun det pludselig dårligt.

“Kroppen reagerer, længe inden hovedet gør det. Jeg var vildt optaget af mit møde med libaneserne og så også frem til alt det spændende, der skulle ske i Nyborg. Men i toget fik jeg voldsomme smerter i ryggen, jeg begyndte at fryse, fik hjertebanken og følte mig helt mørbanket”.

Ingen privilegier er givet
24-årige Medine Duvarci tøver ikke med at kalde sig selv for perfektionist. Og ildsjæl.

“Jeg engagerer mig i miljø, menneskerettigheder, studenterpolitik og alt muligt andet. Synes, det hele er spændende og vigtigt. Derfor er det også svært at sige nej til noget eller lade være med at stille sig i front. Jeg kan rigtig godt lide at gå forrest”.

Medine Duvarci har altid gjort sig umage. Hun tror selv, det hænger sammen med, at hun er barn af kurdisk-tyrkiske indvandrere og den ældste i en søskendeflok på fem.

“Jeg er på ingen måde blevet pacet af mine forældre, men på grund af min familiebaggrund har jeg en særlig bevidsthed om, at hverken uddannelse, politisk frihed eller andre privilegier er givet. Man skal hænge i og yde til gengæld”, siger hun.

Da Medine går til læge om mandagen med sin smertende ryg, ser lægen med det samme, at det er noget helt andet, der er galt.

“Hjertet er fint, og jeg har ingen fibersprængning, som jeg troede. Min læge spørger, hvordan jeg sover. Da jeg fortæller, at det i et halvt års tid er blevet til fire-fem timer hver nat, og hun slår ud med armene, begynder tårerne bare at trille”.

Et wake-up call
Hun er som en sodavandsflaske, der er blevet rystet for længe, og hvor proppen er gået af.

En hel uge – det er lang tid i hendes verden – bliver Medine under dynen og sin mors bekymrede blik.

“Det var selvransagelsens øjeblik og, heldigvis for mig, i tide. Jeg blev stoppet, inden jeg knækkede fuldstændigt. Hvis ikke min læge havde bremset mig, var jeg fortsat i samme tempo”.

Medine Duvarci blev klar over, at hun måtte tjekke ud. Både af DM’s studenterarbejde, næstformandsposten i Frit Forum og det frivillige arbejde i Amnesty. Hun besluttede også at droppe ud af gruppeprojektopgaven på RUC, selvom det betyder, at hun i sidste ende bliver et semester forsinket.

“Jeg troede, at jeg kunne klare mere end de fleste. Men det her var et heftigt wake-up call. Jeg meldte mig ud af alle aktiviteter i maj måned, gudskelov med universitetets fulde accept, og brugte sommeren på at hvile ud. Siden den togtur er jeg blevet langt mere påvirkelig. Derfor har jeg nu droppet at få notifikationer, hver gang der sker noget på Facebook, LinkedIn og Twitter. Jeg læser min mail få gange i løbet af en dag, hvor jeg før svarede med det samme. Jeg har sorteret meget fra – jeg havde fx virkelig glædet mig til at være med til Folkemødet på Bornholm – nu har jeg kun mit studiejob, og fra september skal jeg koncentrere mig om mit speciale”.

Det har taget lang tid for Medine Duvarci at forstå, hvad der skete. Først da hun var nogenlunde frisk, fortalte hun sine allernærmeste, hvor skidt hun havde haft det. Reaktionerne var overraskende.

“Vi er jo mange. Alene i min nære omgangskreds har otte ud af 10 måttet slå bremsen mere eller mindre i. Måske er vi en særlig type, fordi vi er ambitiøse og drevet af et stort engagement. Vi kan lide det, vi laver, og derfor bliver vi måske både selv-benægtende og benægtende over for hinanden, hvis det hele bliver for meget”.