15.01.2015
Nyhed

Højeste antal nye job i seks år

Antallet af nye jobannoncer på nettet er det højeste, siden krisen tog fart i 2008, og især videnstunge job oplever fremgang. Men opsvinget er langsomt og stadig langt fra toppen i 2007.

Af Martin Ejlertsen

Der er et stigende antal ledige job på det danske arbejdsmarked. I hvert fald når man kigger på udviklingen for antallet af jobannoncer fra før krisen og frem til nu. Det viser de seneste tal på Dansk Jobindex, som udarbejdes i samarbejde mellem jobportalen Jobindex og Danske Bank og inkluderer samtlige jobopslag på nettet.

Fjerde kvartal i 2014 havde med 65.953 annoncer således det højeste antal jobopslag i seks år. Man skal tilbage til tredje kvartal 2008 for at se et højere antal nye jobannoncer på et kvartal.

”Vi skal tilbage til 2008 for at finde lige så gode tal. Vi er ikke tilbage på samme niveau som i 2007. Men krisen er overstået og erstattet af en lavvækst”, siger stifter og direktør i Jobindex, Karre Danielsen.

Vækst i videnstunge job
I 2007 var der omkring 33.000 nye jobannoncer om måneden. Udviklingen styrtdykkede med krisen og bundede i 2009 med omkring 13.000 nye månedlige jobannoncer. Nu ligger tallet på omkring 19.000.  Antallet af nye jobannoncer lagt på nettet på en måned er steget med 1.900 siden juni i 2014.

Fremgangen spores både i det offentlige og private. Og det er især de videnstunge job, som er i vækst. Det gælder eksempelvis en vækst på omkring 30 procent indenfor it-sektoren. Også ingeniører og industriteknikere er eftertragtede.

”Væksten for det akademiske arbejdsmarked ser fin ud. Men det ser bedre ud for cand.scient’erne, end det gør for cand.mag’erne, da det er de tekniske specialister, der for alvor oplever efterspørgsel”, siger Kaare Danielsen.

Mangel på arbejdspladser
Selvom antallet af jobannoncer stiger, er den aktuelle beskæftigelse stadig 150.000 fra niveauet inden krisen. Til gengæld er 25.000 personer, siden krisen toppede, kommet i job. Men der er stadig mangel på arbejdspladser. Man skal dog være forsigtig med at ønske sig samme jobsituation som i 2006-2007. Det påpeger Danske Banks cheføkonom Steen Bocian.

”Situationen her var unormal. På det tidspunkt fik vi en overophedning af dansk økonomi, og det blev en del af krisen efterfølgende. Når vi det punkt igen, får vi sandsynligvis igen en overophedning af både bolig- og arbejdsmarkedet. Det har vi betalt prisen for, så lad os endelig undgå det”, siger Steen Bocian.

At væksten herhjemme ikke sker hurtigere, skyldes ifølge ham dels den høje gæld i mange danske husholdninger og dels et boligmarked, som i flere dele af landet er i krise. Samtidig er den globale vækst stadig meget lav og ledigheden høj – ikke mindst i Europa.

”Det river os med. Selvom vi har fået bedre styr på vores egen økonomi, er det svært for os at få vækst, når vores eksportmarkeder i Europa stadig lider. Det holder os i skak også i de kommende år”, siger Steen Bocian.

Ønskværdig udvikling
En ønskværdig udvikling for antallet af nye jobannoncer vil ifølge cheføkonomen ligge på mellem 25.000-30.000 om måneden. Bliver niveauet højere, skal vi igen bekymre os for, om der reelt er tale om en overophedning af arbejdsmarkedet.

”Selvom der er en del ledige herhjemme, har vi ikke en generel høj ledighed. Derfor er der kortere til en overophedning af dansk økonomi, end vi kunne ønske os, selvom vores økonomi langt fra er i topform”, siger Steen Bocian.