Lars Qvistgaard er ny Akademikerformand fra 1. januar. Han har været formand for djøf offentlig i otte år.
09.12.2015
Nyhed

Svære forhandlinger venter ny AC-formand

Trepartsforhandlinger kommer til at handle om senere tilbagetrækning, men skal også handle om et godt arbejdsliv inden, mener Lars Qvistgaard. På hans to-do-liste står også et flexicurity-system, der dækker hele arbejdsmarkedet

Af Pernille Siegumfeldt

En af de første vigtige opgaver for Akademikernes nye formand, Lars Qvistgaard, bliver at give sine 336.000 medlemmer en tydelig stemme ved forårets trepartsforhandlinger, hvor han forventer, at en fleksibel tilbagetrækningsalder bliver et varmt emne.

”Det er ikke kun folk med fysisk hårdt arbejde, der bliver ramt af nedslidning og anden arbejdsbelastning. Det gælder i stigende grad også for akademikere. Når vi diskuterer parametrene for den fleksible tilbagetrækning, skal vi have blik for, at der også er rigtig mange akademikere i risiko-zonen”, siger Lars Qvistgaard.

Han er stærkt bekymret over, at regeringen – samtidig med, at vi skal forvente et længere arbejdsliv – skærer drastisk ned på både Arbejdstilsyn og andre forebyggende indsatser.

Ruder Konges Tid
”Det nytter ikke at fokusere på kvantitet. Vi skal i den grad sikre os, at kvaliteten også er i orden, både på arbejdspladserne og i opgaveudførelsen. Hvis vi vil fastholde folk længst muligt, kræver det fx, at vi investerer i uddannelser og i vedligeholdelse af kompetencer. Den hellige grav er jo ikke længere velforvaret, fordi man fik en kandidatgrad i Ruder Konges tid. Der har været en tilbøjelighed til at mene, at akademikere i den grad har fået, hvad de skulle ha´ på uddannelseskontoen”, understreger Lars Qvistgaard.  

Han er 48 år, cand. jur. og har været formand for djøf offentlig de sidste syv år. Når han skifter kasket 1. januar, vil han også prioritere en anden opgave højt.

Et enormt skred
”Det var ikke med Akademikernes gode vilje, at efterårets dagpengeforlig kun kom til at dække tre fjerdedele af arbejdsmarkedet. Det er, som om vi er oppe imod en manglende erkendelse i det politiske system af, hvor mange dygtige og hårdtarbejdende mennesker, der mangler en reel arbejdsløshedsforsikring. Det er et enormt skred, der er sket”, siger Lars Qvistgaard.

Og det er ikke kun forsikring, der er problemet, pointerer han.

Gængs velfærd er forsvundet
”Folk i atypiske job sparer heller ikke det samme op til pension, så vi skubber også et andet problem foran os ved at udelukke en stor gruppe af mennesker fra de gængse velfærdsydelser. En af vores vigtigste opgaver at lave nogle regler, der afspejler de store forandringer, vi oplever på arbejdsmarkedet i der her år”, siger Akademikerformanden.

Lars Qvistgaard skal stå i spidsen for Akademikerne de næste to år. Han afløser Finn R. Larsen fra IDA, som har været formand siden 2014.