Jens Andersen har søgt 650 stillinger, når man tæller de ulønnede med. Resultat: Én regulær jobsamtale, og tre samtaler om offentlige løntilskudsjob.
22.12.2015
Nyhed

Kloge Åge fra Jeopardy: Hvad gør fagbevægelsen for de udsatte?

Hvis fagbevægelsen skal sejre “ad helvede til godt” i de kommende år, skal den have fat i det nye arbejdsmarked, hvor løntilskud, gratisarbejde og midlertidige ansættelser er en del af hverdagen. Vi har talt med to forskere og en arbejdsløs magister, som i to år har bevæget sig rundt i gråzonen.

Af Peter Andersen

Jens Andersen har bevist, at han er kvikkere i pæren end de fleste. Han er cand.mag. i tværkulturelle studier med Kina som speciale, men det er nu ikke bare derfor. Næ, her i efteråret vandt han 11 gange i streg i Jeopardy på TV3, og til sidst tog han sig også rimelig suverænt af sejren i finalekampen mod de mest vindende fra de sidste tre år.

Det får man nogle penge for, men ikke et arbejde. Siden Jens Andersen fik sin magistergrad i sommeren 2013, har han været ledig. Og efter to år på dimittendsats står den nu på arbejdsmarkedsydelse, som er kontanthjælp pakket ind i lidt pænere papir. Det meste af gevinsten på en halv million fra Jeopardy er i øvrigt brugt på at fylde det økonomiske hul, han gravede for sig selv i studieårene og tiden derefter.

“Kloge Åge”, som Jens Andersen blev døbt i Se og Hør, har ellers gjort alt det, politikerne gerne vil have. Han har søgt 650 stillinger, når man tæller de ulønnede med. Han har søgt bredt, ikke bare de oplagte magisterjob, men for eksempel også som servicemedarbejder i lufthavnen og kirkemedarbejder i Hyltebjerg Kirke. Han har brugt sin mulighed for seks ugers selvvalgt efteruddannelse på et kursus som projektleder, og en del af den uvelkomne fritid går med at være bog i Menneskebiblioteket og bestyrelsesmedlem i Boldklubben Frem.

Resultat: Én regulær jobsamtale og tre samtaler om offentlige løntilskudsjob, hvor det er arbejdsgiveren, der får tilskuddet – ikke medarbejderen. P.t. har Jens Andersen selv skaffet sig en ulønnet praktikplads – “opbevaring”, som han kalder det.

Har jeg et fag?
Dette kunne være endnu en historie om en akademiker, som er havnet i et limbo og risikerer at blive en del af en tabt generation. Det er det ikke. Historien handler om, hvad fagbevægelsen skal gøre for at favne sådan en som Jens.

"Vi er rigtig mange, som kommer ud i alle mulige typer ulønnede job. Vi gør det for at få noget på cv’et, men vi bliver udnyttet. Der er et stort gråt arbejdsmarked, og jeg tror ikke, at fagforeningerne har vænnet sig til, at arbejdslivet er så segmenteret. At man får mange korte ansættelser, og at man nogle gange skal finde sig i at arbejde gratis”, siger han.

Jens Andersen er medlem af Magistrenes A-kasse, men ikke af fagforeningen. Først og fremmest fordi han ikke har haft råd, men ikke kun.

“Så snart det giver mening, vil jeg melde mig ind i en fagforening. Men jeg har tænkt over, hvad mit fag egentlig er. Jeg opfatter ikke mig selv som én, der har et fag, fordi arbejdsmarkedet er så diffust, og folk skifter job hele tiden. Man skal overveje, om begrebet fag overhovedet har en betydning for dem, der bliver uddannet i dag”, siger han.

Intern social dumping
Da Ove Kaj Pedersen tog sin kandidatgrad i statskundskab i 1978, var arbejdsmarkedet en del mere homogent. Der var godt nok flere arbejdsløse end i dag, men gabet mellem løn og dagpenge var mindre, og man kunne reelt være på dagpenge på ubestemt tid.

I dag er Ove Kaj Pedersen professor og samfundsforsker ved CBS. Det var ham, der satte navn på “konkurrencestaten” i en bog fra 2011, og han mener, at Jens Andersens udsagn rammet spot on i forhold til de udfordringer, fagbevægelsen står midt i. Ifølge professoren har man ikke fanget, at vi er ved at bevæge os fra velfærdsstat til konkurrencestat.

“Fagbevægelsen er i defensiven. Man forholder sig til andres dagsordener med det seneste dagpengeforlig som et godt eksempel. Fagbevægelsen kæmper for at fastholde de goder, velfærdsstaten gav, i stedet for at gå ind i en offensiv kamp om, hvad det er for en konkurrencestat, man gerne vil have”, siger han.

Her er de nyuddannede akademikeres jobmarked et godt eksempel, mener professoren.

“Vi taler om social dumping i forhold til arbejdere fra Østeuropa, men på akademikerområdet foregår det, jeg vil kalde intern social dumping. Masser af især unge arbejder helt eller delvist gratis. Det ser ud, som om fagbevægelsen synes, det er en god måde at komme ind på arbejdsmarkedet på, men det er jo en indslusningsperiode uden garantier. Man kan komme til at gøre det for evigt”.

Ove Kaj Pedersen efterlyser, at fagforeningerne forholder sig mere aktivt til den stadig voksende servicesektor, hvor andelen af medlemmer og overenskomster er relativt lav.

“Det er et arbejdsmarked, hvor lønmodtagerne ikke nødvendigvis er sikret opsparing til pension, ret til videreuddannelse og dækning ved sygdom. Hvad vil man gøre ved uligheden mellem dem, der har en permanent tilknytning til arbejdsmarkedet, og dem, der ikke har? Jeg har ikke løsningerne, men hvis fagbevægelsen ikke formår at komme i offensiven og for eksempel finder ud af, hvordan den vil overenskomstsdække servicesektoren, vil det medvirke til, at den danske model langsomt går i opløsning”.

Tilskudsjob uden perspektiv
Jens Andersen har en ven, som var i løntilskudsjob i en kommune. Han redigerede et personaleblad, og da tilskudsperioden på et halvt år var gået, blev han forlænget med endnu et halvt år efter reglerne. Derefter var det ud af klappen, og en ny blev ansat.

“Reglerne for løntilskudsjob er jo, at man ikke må tage arbejde fra andre. Kommunens argument var, at stillingen ellers ikke ville være besat, men det er svært at forestille sig, når de har haft et personaleblad i mange år”, siger han.

Selv har Jens Andersen lavet sin egen lille protest: Han har sagt nej til tre tilskudsjob, fordi der ikke var noget perspektiv i dem.

“Det må man sikkert ikke, men hvis jeg skal arbejde for dagpengene, skal der være noget på den anden side. Jeg blev tilbudt et løntilskudsjob som “office manager”, og hende, der havde stillingen, ville gerne fortsætte, men nu var hendes tid gået. Så tænkte jeg: Hvis hun vil blive, og de gerne vil beholde hende, er der jo ikke stor sandsynlighed for, at jeg får noget ud af at være der. Og så sagde jeg nej”.

Fokus på atypisk arbejde
Det bliver et succeskriterium for fagbevægelsen, om den formår at favne nyuddannede som Jens og alle andre, der har det, man på lovsprog kalder “atypisk arbejde”. Det vurderer Søren Kaj Andersen, som er arbejdsmarkedsforsker og leder af FAOS på Københavns Universitet.

“Der er en ny tendens på blandt andet akademikernes arbejdsmarked i retning af job på anderledes vilkår, hvor vejen ind er ansættelser, der er tidsbegrænsede. Vi kan se tendenser, som bør rejse nogle advarselsflag i de faglige organisationer”.

Søren Kaj Andersen mener så til gengæld, at der generelt er ganske stor fokus på det atypiske arbejde i fagforeningerne. Og han er langt – meget langt – fra at underskrive fagbevægelsens og den danske models dødsdom.

“En gruppe på kanten af arbejdsmarkedet er vikarer. Engang ville fagbevægelsen ikke røre ved dem, fordi hovedmålet var den klassiske, tidsubegrænsede ansættelse, men man sadlede om og fik vikarerne ind i overenskomsterne. I landene omkring os er der særlige overenskomster for vikarer, overenskomster, som ofte er dårligere end dem for de traditionelle grupper. Herhjemme er vikarerne omfattet af de samme bestemmelser, og det er da en sejr for fagbevægelsen”.

I det hele taget klarer den kollektive danske aftalemodel sig bemærkelsesværdigt godt, hvis man sammenligner med de fleste andre lande i Europa. Det skyldes ikke mindst, at det herhjemme er lykkedes at holde arbejdsgiverne fast på, at en overenskomst er bedre end ingen overenskomst.

“Det er da rigtigt, at den danske fagbevægelse samlet set taber medlemmer, og givetvis har man ikke samme politiske indflydelse som førhen. Men dækningsgraden af de kollektive overenskomster er sådan set intakt”, siger Søren Kaj Andersen.

Ikke en stor sejr
Arbejdsmarkedsforskeren tror ikke, den lavere dimittendsats vil få den store effekt på lysten til at melde sig i fagforening. Den nåede ikke at få betydning for Jens Andersen, for hans dage på dagpenge er slut i denne omgang.

”Da jeg gik i gang med studiet, vidste jeg, at jeg havde et sikkerhedsnet i form af dagpenge, når jeg var færdig. I mellemtiden er dagpengeperioden halveret til to år, og nu sættes dimittendsatsen ned. Havde det været sådan dengang, er det sandsynligt, at jeg slet ikke var begyndt at studere".

Jens Andersen har svært ved at se, hvad han skal bruge en fagforening til i sin nuværende situation.

”Jeg synes ikke rigtigt, at fagbevægelsen kæmper imod noget, hvor er fingeraftrykket på dagpengeaftalen? Man fik forhandlet otte karensdage ned til tre, men det er stadig tre flere end før. Det er altså ikke en stor sejr".

DM’s formand Camilla Gregersen svarer, at DM i høj grad kæmper for dem med atypiske stillinger.

”DM har det sidste halve år skabt en alliance på tværs af ni fagforeninger, hvor vi sammen har presset politikerne for at lave nytænkende dagpengelovgivning, der kan skabe et ordentligt sikkerhedsnet for dem, der ikke er fastansatte på fuld tid. Langt de fleste af vores medlemmer har jo ordinært arbejde, men vores styrke forpligter os til at gøre en indsats for dem, der ikke har fået foden indenfor endnu”, siger Camilla Gregersen.  

Camilla Gregersen understreger, at hun er meget kritisk overfor misbrug af løntilskud.

”Dels kan det stikke den enkelte blår i øjnene. Dels kan det fungere som en løntrykker-ordning. Indslusningsordningerne til arbejdsmarkedet er en balancegang, så vi ikke kommer til at undergrave de ordinære jobs. Jeg vil da anbefale Jens Andersen til at bakke op om vores indsats for ordnede vilkår, og det kan han kun gøre ved at melde sig ind i DM”.