DM's formand, Ingrid Stage, giver den blot 19-årige Vera Rosenbeck ret i, at vi ikke er i mål med ligestillingen endnu.
19.08.2015
Nyhed

Ligestillings­debat: Vi er ikke i mål endnu

Hverken formanden for Dansk Magisterforening, Ingrid Stage, eller den tidligere formand for Danske Skoleelever, Vera Rosenbeck, er i tvivl om, at vi i Danmark stadig ikke er i mål med ligestillingen. Netop ligestilling er emnet for et debatarrangement på Rysensteen Gymnasium torsdag, hvor Vera Rosenbeck skal være konferencier, og hvor Ingrid Stage deltager.

Af Tobias Dinnesen

I 100-året for kvinders valgret i Danmark er vi som samfund stadig ikke i mål med at skabe en reel ligestilling mellem kønnene.

Netop ligestilling er omdrejningspunktet for et debatarrangement torsdag på Rysensteen Gymnasium med deltagelse af Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Venstres ligestillingsordfører Jane Heitmann.

De vil sidde i et panel sammen med Dansk Magisterforening (DM's) formand, Ingrid Stage, og hendes formandskollega hos Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), Annette Nordstrøm Hansen. Planen er, at diskussionen skal tage udgangspunkt i elevernes spørgsmål.

Som ordstyrere har DM og GL valgt Rasmus Botoft, der er en af skuespillerne i en film, som blandt andet DM har været med til finansiere, samt Vera Rosenbeck, der er elev på Rysensteen Gymnasium og tidligere har været formand for Danske Skoleelever. Og netop Vera Rosenbeck har et meget konkret håb for torsdagens arrangement.

"Jeg håber, at vi med arrangementet og filmen kan sætte fokus på problemerne. Så fløjene kan slappe lidt af, og vi kan mødes på midten og løse nogle af udfordringer, som der er på ligestillingsområdet, uanset om man vil det eller ej", siger hun til magisterbladet.dk.

"Vi er ikke i mål"
DM's formand, Ingrid Stage, er meget enig med Vera Rosenbeck i, at der stadig findes en række udfordringer på ligestillingsområdet, som DM vil blive ved med at forfølge og bekæmpe. Hun forklarer, at for hende er fejringen af 100-året for kvinders valgret ikke bare en en symbolsk markering.

"Det er et vigtigt symbol på et århundrede, der har været et kvantespring for ligestillingen mellem mænd og kvinder", siger hun og uddyber:

"Men vi er ikke i mål. Når det for eksempel gælder lige løn for lige arbejde eller fædres ret til at tid med deres små børn, er der stadig meget at kæmpe for. Derfor kæmper vi i DM videre for ligestilling. Sammen med GL vil vi med det her debatarrangementet give ligestillingsstafetten videre til den nye generation af unge, som skal være med til at definere, hvilken vej vi skal gå."

Vil ungdommen gribe stafetten?
Vera Rosenbeck er for sin del træt af, at ligestillingsdiskussionen ofte kommer til at handle om alt andet end ligestilling. Det ender i hendes optik tit i en form for krig mellem nogle mere højtråbende fløje.

"Det her problem rækker ud over fløje og politiske ståsteder, det handler om konkrete forhold på arbejdsmarkedet", siger Vera Rosenbeck og forklarer, hvorfor hun er optimistisk inden arrangementet:

"Det her arrangementet er interessant, fordi det retter sig mod unge mennesker. Hvor man kan stille dem spørgsmålet: "Har du lyst til at være en del af et arbejdsmarked, hvor man bliver diskrimineret på fx køn?" Det gør også, at jeg håber, vi kan få en lidt bedre diskussion."

Kvoter og bestyrelser

For Vera Rosenbeck bevæger diskussionen sig ofte på et forkert niveau. Hun synes eksempelvis ikke, det giver mening at diskutere kvindekvoter.

"Det er helt legitimt at sige, at kvindekvoter kan være en løsning. Den diskussion kan vi sagtens tage. Jeg er bare uenig, fordi jeg mener ikke, vi skal gå på kompromis med ét princip for at løse et andet problem. Jeg håber, vi kan komme ud over at tale om direktionsgangen. For med mindre vi skal lægge kvoter på det hele, hvad er løsningen så?", spørger hun.

Debatarrangementet tager udgangspunkt i den film, du kan se her neden for. Det foregår på Rysensteen Gymnasium torsdag den 20. august fra kl. 10-11.30.