Når de nære ledere sætter gang i diskussioner om kvalitet i undervisningen og følger det til dørs, er langt de fleste undervisere med. Men hvis man går ud fra, at folk klarer det selv, bliver det meget ad hoc, er Peter Lauritsens erfaring.
29.10.2014
Nyhed

Kvalitet opstår i tekøkkenet

To århusianske lektorer vil give indspark til kvalitetsdiskussionen på universiteterne med et nyt manifest. ”Vi kan frygte, at når kvalitet kommer på dagsordenen, så finder man et rigidt system, så man kan måle kvaliteten og sige, at alt er godt”, siger en af forfatterne.

Af Benedikte Ballund

”Vi ville prøve at gøre det, der nogle gange bliver lidt abstrakt og langt i spyttet, mere fyndigt i form og mere konkret”.

Sådan forklarer Peter Lauritsen, lektor på Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet, en del af baggrunden for, at han sammen med sin kollega Lone Koefoed Hansen har forfattet ”Universitetsunderviserens manifest”. Ikke universitetslærerens. For på universitetet er der ingen lærere, ingen elever, ingen lektier og intet frikvarter, fastslår manifestet.

Begge forfattere er medlemmer af ”Det alternative kvalitetsudvalg”, der blev nedsat sidste år som et alternativ til regeringens kvalitetsudvalg, men selvom manifestet udspringer af arbejdet her, står det for deres egen regning, understreger Peter Lauritsen.

”Man kan sige, at vi havde et personligt behov for at prøve at samle tankerne lidt,” siger han og uddyber:

”Kvalitet kan nemt blive noget, man taler rundt om hele tiden. Det er en rigtig vigtig diskussion, men hvis den skal have en effekt, skal vi have undervisere og studerende med i den. Det er svært for det kvalitetsudvalg, som ministeren har nedsat, svært for politikere og svært for topledelser at få fat i praksis.

Okay med spørgsmål
I manifestet kan man også læse, at undervisere og forskere ikke har krav på fred fra ledelse. Tværtimod, står der.

”Nogle steder er den enkelte underviser i vid udstrækning stadig overladt til sig selv med sit kursus eller fag. Det er en stor belastning for mange, at de står alene med problemerne, har svært ved at motivere de studerende, og måske får dårlige evalueringer, som man ikke synes er berettigede. Omvendt er det meget underligt, at man kan have mange studerende gennem sit auditorium, uden at nogen interesserer sig i dybden for, hvordan det går. Vi peger på, at vi skal have en højere grad af åbenhedskultur. En praksis, hvor man spørger til hinandens undervisning på samme måde som man spørger til hinandens forskning, og hvor der også er en ledelse, som engagerer sig og både støtter og stiller krav i forhold til undervisning. Der har universitetet nogle steder et stykke vej endnu, siger Peter Lauritsen og peger på, at der er behov for at justere ledelsesformen.

”Det skal være okay, at man som leder faktisk stiller konstruktive, kritiske spørgsmål til undervisningen. Man skal se det som en del af sit ledelsesarbejde at have en form for dialogisk ledelse. Men som underviser skal man også acceptere spørgsmålene og være villig til at tage dialogen. Der skal flere til, for at det kan lade sig gøre, og vi kan i hvert fald konstatere, at det ikke alle steder er sådan endnu. Langtfra".

Ledelseskraft i bunden

Når der endnu er langt til målet nogle steder, er der ifølge Peter Lauritsen flere grunde. En er tradition, en anden ledelsesallergi hos nogle undervisere. Og så er der også noget med den måde, man tænker ledelse på universiteterne.

"Jeg tror, at man i en periode har tænkt ledelse som noget, der foregår i toppen, og topledelsen agerer, den er udad farende og tegner universitetet. Det er fint nok, men i virkeligheden skal vi måske have mere ledelseskraft i bunden af organisationen, tæt på praksis. Der sidder folk, som er ledere og arbejder helt vildt, men mangler ressourcer til at kunne udføre dialogisk ledelse", siger han og uddyber:

”Det kan godt være, der står i jobbeskrivelsen, at man skal udøve dialogisk ledelse, men hvis man ikke har tiden til det, kan man ikke. Det er absolut ikke en anklage mod de mennesker, der sidder i de nederste ledelseslag, for alle dem, jeg kender, arbejder virkelig hårdt. Det er et spørgsmål om at have muligheden".

Kvaliteten undslipper
Kvalitetssikringssystemer er heller ikke den endegyldige løsning, mener Peter Lauritsen. Som der står i manifestet overser de, at kvalitetsudvikling finder sted i blandt andet tekøkkener og fredagsbarer. Faktisk kan systemerne have den modsatte effekt af, hvad der var meningen. Konkret har han selv oplevet, at den nylige debat om timetalskrav, gav diskussionen om kvalitet mindre liv. Da det først var sikret, at der var det krævede antal timer, var alt godt.

"Cheferne var glade, de studerende fik, hvad studenterorganisationerne bad om, og underviserne havde relativt nemt ved at indfri det. Vi var ellers langt inde i diskussioner om, hvad vi kunne finde på at lave om, - hvordan kunne vi inddrage studerende mere i forskningen og alt muligt - og det døde lidt ud, fordi vi skulle til at finde ud af, om de studerende faktisk fik et bestemt antal timer om ugen sammen med en underviser. Vi er nervøse for, at kvaliteten undslipper, hvis man oversætter den til noget, der er for simpelt".

Skriv selv
Også incitamentsstrukturer som taxametre og færdiggørelsesbonus kan være dræbere for kvalitetsudviklingen, påpeger Peter Lauritsen og manifestet.

"De lægger op til diskussioner om, hvorfor folk falder fra og hvad man kan gøre ved det. Det er en sund diskussion, men der er ikke rigtig plads til at diskutere, om der er flere, der skal falde fra. Om vi skal sætte kvaliteten op. Samtidig tæller forskningen stadig mest, når man bliver ansat, selvom der er ved at komme en bedre balance. Det nytter heller ikke noget, at vi vægter den gode undervisning så højt, at vi får den gode pædagogik, men uden forskning. Det er ikke meningen med et universitet. Men når vi for eksempel laver en ansøgning til forskningsrådene, skal vi fortælle, hvad vi vil publicere og hvor, men der er ikke noget krav om, at vi fortæller, hvordan vi vil få resultaterne ind i undervisningen. Man kunne også forestille sig, at MSO-professoraterne, som man bruger flere steder, i højere grad blev givet til nogen, der lavede undervisningsudvikling. Der er plads til, at man rundt omkring får hævet opmærksomheden om undervisningen", siger Peter Lauritsen.

Han håber, at andre kan bruge manifestet som udgangspunkt til at diskutere kvalitet og finde ud af, hvad der lokalt giver mening.

”Det ville vi være glade for. Man kan også begynde at skrive sit eget. Så får man hele processen med”.

Man kan læse ”Universitetsunderviserens manifest” her.

Diskussionen i Det alternative kvalitetsudvalg kan følges på Twitter. Hashtagget er #altUdvalg.