15.03.2019
Artikel

Bag facaden: Børn skal ud på havet

Børn og unge skal helt tæt på havet, hvis de i fremtiden skal tage bedre hånd om naturen og havet. Det mener ph.d. i mikrobiologi Peter Bondo Christensen, som er leder af projektet “Hovedet i havet” på Aarhus Universitet.

Af Louise Egholm Burcharth

“Selvom det oprindeligt var forskning med stort F, der trak, så har der nok altid gemt sig en formidler i maven på mig. Og “Hovedet i havet”-projektet er et fantastisk bindeled mellem universitetet og grundskolen, der giver den nyeste forskning i havmiljø videre til børn og unge på en levende måde. 

De kommer med om bord på forskningsskibet Aurora og opdager fx, hvordan havbunden ser ud, når der ikke er noget ilt, og at tang faktisk kan spises. Det er vigtigt, at de selv får “fingrene i mudderet”. For så husker de på en anden måde.

“Hovedet i havet” er målrettet elever i 6.-10. klasse. Undersøgelser viser, at børn og unge i denne alder ofte finder ud af, hvad de vil senere i livet. Så det er en god målgruppe at nå. Ikke fordi de alle skal være biologer og forskere. Men det er vigtigt at åbne deres øjne for, hvordan vi passer bedre på vores natur og hav. Det gør dem klogere på havmiljøet, som vi ved meget lidt om, selv om det omgiver Danmark”.