Mere end en million studerende blev berørt og over 575.000 lektioner aflyst, da 40.000 akademikere i 2018 gik i strejke i Storbritannien i protest mod vilkårene på universiteterne.
18.01.2019
Artikel

Løsarbejdere i alle lande, forener eder

På danske universiteter er der lige så mange løst- som fastansatte. Løsarbejderne indskriver sig i en international tendens, hvor “independent professionals” løfter en voksende arbejdsbyrde uden samme rettigheder som fastansatte. I Storbritannien fik akademikerne nok.

Af Marianne Bom

Forskere og undervisere fra 65 britiske universiteter trak sidste vinter i varmt vintertøj og gik på gaden. 40.000 akademikere strejkede 14 dage i protest mod en aftale, som deres fagforening, the University and College Union (UCU), havde indgået om pension. Men vreden handlede om mere end det.

De ellers så pligtopfyldende akademikere gjorde oprør mod dårlig løn og ringe vilkår til løstansatte, der ligesom i Danmark udgør halvdelen af arbejdskraften på universiteterne.Oprøret ramte også deres egen fagforening, som nogle fandt for sat og konform. Men i sidste ende lykkedes det UCU at holde den aktivistiske reformbevægelse #UCUTransformed i folden. Der blev indgået en bedre aftale om pension, og som en særlig bonus opnåede UCU en kærkommen medlemsfremgang.


Foto:Tolga Akmen/Ritzau Scanpix

Den aktive protest viste sig at være noget, højtuddannede kunne lide.

En af de strejkende, Alice Evans fra King’s College London, formulerede det sådan her i The Guardian:

“Det her handler ikke bare om universiteter. Det handler om ulighed i bred forstand og om, at det er bydende nødvendigt at sætte sig til modværge. Mens akademiske konferencer og publikationer på brillant vis analyserer nutidens uligheder, så ved vi alle, at dokumentation i sig selv ikke fører til politiske reformer. For at opnå reformer har vi brug for kollektive aktioner”.

Akademisk alliance med kantinepersonale 
Siden er akademikere på University of London gået i tværfaglig aktion med de mennesker, der gør rent og serverer mad for dem. Disse job er udliciteret til firmaer, hvis forretningsmodel trækker på den globalt voksende “gig economy”, hvor folk ansættes på individuelle 0-timers kontrakter eller til én opgave ad gangen.

Det kan forekomme som ren win-win. Arbejdsgiverne får en topfleksibel arbejdskraft, der altid er på dupperne for at gøre sig fortjent til næste tjans. De løst tilknyttede får følelsen af selv at bestemme over deres tid, og nogle af dem opnår et tilfredsstillende fokus på faglighed – om end på usikre vilkår. Dette dilemma berettede Jon Boiesen om i sidste nummer af Magisterbladet. Han er løstansat underviser på Københavns og Aarhus Universiteter og tjener 11.282 kr. om måneden før skat.

Ligesom Jon Boiesen arbejder 11 procent af arbejdsstyrken i OECD-landene som midlertidigt ansatte. I Danmark er det 12,9 procent, men tallene er ifølge OECD usikre. For hvem skal tælles med? Skal en Uber-chauffør og en Airbnb-vært? Landene regner forskelligt, og der er stor forskel fra branche til branche. Kultur og viden ser ud til at være topscorere.

Universiteter storforbrugere af løstansatte
Juraprofessor Patricia Leighton er en af dem, der fik trang til frihed. Hun forlod sit job på University of ­South Wales.

“Som selvstændig er jeg kun ansvarlig over for mig selv og kunderne: ingen sladder, ingen knive i ryggen på arbejdspladsen, intet bureaukrati. Rendyrket lykke”, beretter hun på sin LinkedIn-profil. 

Hun er forfatter til rapporten “The rise of Europe’s independent professionals” udgivet af European Forum of Independent Professionals. Den fortæller, at antallet af independent workers i EU er steget med 45 procent på ti år frem til 2013. Holland har oplevet størst vækst på hele 93 procent. Måske ikke så mærkeligt, at det var her,“Flexwerker”-bevægelsen for løsarbejdere opstod. Den har nu bredt sig til Danmark som beskrevet i decembernummeret af Magisterbladet.

Universiteterne er storforbrugere af løstansatte. I Danmark udfører de 49 procent af årsværkene inden for videnskabeligt arbejde, viser en sammentælling for Magisterbladet. Også i USA er halvdelen af de akademiske undervisere løst tilknyttet ifølge American Law Journal, hvortil en tidligere forsker på Virginia Tech, Valery Jones, udtaler:

“Problemet er, at de arbejder uden det samme sikkerhedsnet, som andre undervisere har ... De bliver ikke ordentligt betalt, og de har ikke løn under sygdom og fravær. Nogle mennesker synes, at det giver status og ære at være associeret. Men nej, ikke under de vilkår”, siger hun.

En ny måde at drive fagforening på 
I Storbritannien viste akademikerne sig parate til at kæmpe for mindre ulighed, og på University of London er kampen som nævnt tværfaglig. Her boykotter akademikere lige nu arrangementer på universitetet, så længe de udliciterede rengørings- og kantinefolk, receptionister og gartnere ikke får vilkår som fastansatte.

Nogle af de udliciterede er organiseret i en ny, lille fagforening, Independent Workers Union of ­Great Britain (IWGB). Den er anderledes skruet sammen end den gamle fagbevægelse, som IWGB-medlemmer forlod, fordi den var for langsom i optrækket.

IWGB mobiliserer på Twitter og med aktioner til sambarytmer. Næstformanden møder man som cykelbud på gaden, for det faste budget er lille og kontingentet lavt.

I stedet skaffes penge gennem crowdfunding til de retssager, som foreningen kører for at få anerkendt grupper af independent workers som berettigede til ordentlige forhold efter landets love. IWGB har vundet de første retssager, hvor arbejdsgiverne typisk har hævdet, at de pågældende slet ikke var ansatte og dermed ikke beskyttet af lovene. I USA har Uber-chauffører ligeledes opnået bedre vilkår ved domstolene, dog uden at slippe af med prædikatet individual contractors.

DM: Lovgivning er nødvendigt
At det er love, der skal beskytte de frie fugle på arbejdsmarkedet, er ikke velset overalt i den danske fagbevægelse. Man hæger om den danske model, der regulerer forholdene i overenskomster. Derfor lyder der høje protester, hver gang EU vil lovgive om rettigheder på arbejdsmarkedet. Men det synspunkt kan fagbevægelsen blive nødt til at revurdere, mener formanden for Magisterforeningens arbejdsmarkedsudvalg, Bjarke Friborg.

“Det har hidtil været muligt i de skandinaviske lande at opnå mange goder gennem overenskomster, for her har fuldtidslønarbejde været normen. Men de vilkår er nu ved at blive undergravet, ligesom det sker i verden omkring os. Derfor er vi i de akademiske fagforeninger villige til at se på, om lovgivning kan spille en rolle for at sikre de løstansattes rettigheder”, siger han.

Samtidig sikrer de danske overenskomster jo ikke de mennesker, der arbejder på tværs af grænser. Her er EU-lovgivning på sin plads, og den internationale fagbevægelse er nødt til at erkende, at den på dette punkt er for svag til at klare problemerne, siger Bjarke Friborg.

I Danmark er 67 procent af lønmodtagerne organiseret ifølge OECD. I Storbritannien kun godt 20 procent, i Tyskland 17, i Frankrig 8.

Protesterne finder nye former
Ligesom vandet altid finder en vej, finder også utilfredse independent workers en måde at organisere en protest på, mener Bjarke Friborg. Det så vi i december i Frankrig, da De gule Veste gik i aktion i gaderne og fik gennemtrumfet forbedringer af bl.a. mindstelønnen.

Selvfølgelig er vold ikke en løsning, og faktisk ville det være bedst, hvis løsarbejderne forenede kræfter med de fastansatte i fagforeningerne. Alle har jo fælles interesse i at holde værdien af deres arbejde oppe. Men for at dét lykkes, er der ifølge Bjarke Friborg nogle barrierer, der skal overvindes.

På den ene side må fagforeningerne gøre deres stilling op i dette dilemma: Hvis de er med til at skaffe bedre vilkår til de “løse”, så risikerer de, at flere “faste” følger trop ud i det, som mange opfatter som et moderne proletariat – nu kaldet prekariatet.

På den anden side føler mange independent workers sig ikke hjemme i fagbevægelsens kultur, hvor tingene løses bag lukkede døre af professionelle forhandlere – fortrinsvis med fokus på de fastansattes interesser. I virkeligheden passer de bedre ind i den kultur, fagbevægelsen udspringer af, siger Bjarke Friborg:

“Fagbevægelsen startede jo med at være mennesker, der bare hjalp hinanden på arbejdet i en tid, hvor der ikke var ansat nogen jurister eller uddannet tillidsfolk. Man havde kun hinanden, og man havde ikke nogen penge. Hele fagbevægelsen blev grundlagt som en frivillighedsbevægelse med selvhjælpsforening, folkeoplysning og direkte aktion”.

Det mønster gentager independent professionals nu rundtomkring i verden:
  • Freelancers Union i New York tilbyder kontorfællesskab, forsikring, kampagner og politisk lobbyarbejde, der har resulteret i ny lovgivning med forbedringer.
  • Tech Workers Coalition i USA drives af frivillige it-folk i relativt sikre job. De støtter ufaglærte arbejdere i nærmiljøet og arbejder for ordentlige forhold for it-folk.
  • Xing-netværket i Tyskland med 15 millioner medlemmer tilbyder bl.a. individuelt arbejdende akademikere professionel support, fx matchning med samarbejdspartnere og udvikling af forretningsideer.
Sidste udkald for fagbevægelsen

Disse initiativer afspejler en positiv fortælling om mennesker, som specialist i organisering Mikkel Hammer Nonboetror på. Han har arbejdet i fagbevægelsen i mange år. Nu underviser han på Konventum, den tidligere LO-skole. På hans kurser kommer folk fra fagbevægelsen og inspirerer hinanden til at engagere og motivere nuværende og kommende medlemmer gennem nye digitale løsninger, crowdfunding, segmentering og selvstyrende medlemsaktiviteter. En gennemgående rød tråd er en ny forståelse af, hvad det vil sige at være organiseret.

“Min hovedpointe er, at folk har tilbøjelighed til at organisere sig og arbejde for bedre forhold dér, hvor de nu er. Det behøver ikke nødvendigvis at ske gennem medlemskab af en fagforening. Det, der sker med de nye grupper, er, at de organiserer sig selv på kryds og tværs. De taler sammen på alle mulige måder og med folk i mange forskellige segmenter”, siger han.

Den forståelse skal brede sig i fagbevægelsen, hvis den skal stå stærkt, mener han. Det er akkurat dét, den lille, voksende britiske fagforening IWGB har forstået med sin sambaaktivistiske linje. Og UCU lærte lektien, da dens medlemmer gik på gaden.

Men internationalt er fagbevægelsen truet af samme skæbne, som overgik videoudlejningsfirmaet Blockbuster, der prøvede at fastholde kunderne med de gamle videobånd, da internettet bredte sig. Blockbuster blev gjort overflødig af streamingtjenester som Netflix, påpeger Mikkel Hammer Nonboe:

“Fagbevægelsen skal overveje, om den som gamle Blockbuster vil gå i stå og blive overflødig. Eller om det er tid at udvikle sig til et tidssvarende Netflix”.