Tegning: Adam O.
07.12.2018
Artikel

Du er, hvad du spiser

Mad spiller en stor og vigtig rolle for vores identitet og vores sociale fællesskaber, og julemaden og julefrokosten er ­eksempler på, at mad og ­ritualer binder os sammen.

Af Anna Dalsgaard

Kan man overleve at holde jul hos en flæskestegsfamilie, hvis man selv kommer fra en andestegsfamilie?

Det er et dilemma, som typisk opstår i nye parforhold, mener Anne Katrine de Hemmer Gudme, som er lektor ved Det Teologiske Fakultets afdeling for bibelsk eksegese ved Købehavns Universitet.

“Når man skal fusionere julen, indgår man ofte kompromiser. Man lægger hellere til end vælger fra, og det bliver til alt for meget mad, men det hører med til julen”, siger Anne Katrine de Hemmer Gudme, som for nylig har udgivet bogen “Himmelsk føde og forbuden frugt”, som handler om maden i biblen.

Hun har især forsket i Det Gamle Testamente og har været optaget af offer- og kultritualer, som nu har bevæget sig over i sociale ritualer.

“I den bibelske samtid ofrede man for at skabe gode og varige relationer med det guddommelige, og offergaverne var typisk fødevarer såsom geder, duer, får, køer og mel”, fortæller hun.

“Man håbede, at offergaverne ville gavne relationen og skabe noget gensidigt og positivt, og det går jo igen i mange sociale relationer mellem mennesker i dag”, siger hun og mener, at hvis vi definerer gaver bredt som gæstfrihed, måltider og gavegivning, er gaverne med til at skabe og understøtte relationer.

Julefrokosten – en urgammel, karnevalsagtig tradition
Med baggrund i sin store interesse for klassiske rituelle studier synes hun, det er ret imponerende, at den danske julefrokost har overlevet som en urgammel ritualtype, hvor det pæne og ordentlige samfund har en ventil til lige at lufte lidt ud for så at vende tilbage til normalen igen.

“I en moderne dansk kultur er julefrokosten et af de bedste eksempler på et karnevalsagtigt ritual. For julefrokoster er karakteriseret ved overflod. Det ender altid med latterligt meget mad, alt for meget druk, og det er tit ret løssluppent”, siger hun.

“Og det er enormt interessant, at vi som et aspekt af vores julemads­tradition har bevaret en af de urgamle ritualformer, hvor det hele bliver sådan lidt løssluppent, og vi forbinder nogle meget eksplicitte seksuelle konnotationer med julefrokoster, både i omtale og i praksis, så vi så at sige fotokopierer vores bare røv. Det er ret fantastisk, at det har overlevet”, siger hun.

Mad er en social markør
Til julefrokosten er det langtfra sikkert, at du har et så tæt forhold til nogle af dem, du spiser og fester med, at du ville invitere dem hjem til middag.

Men lige præcis hvem vi spiser med, og hvad og hvor vi spiser, fortæller om vores forhold til hinanden. For mad understreger de sociale hierarkier, og vi kan faktisk rangordne venner og familie i et relationslandskab, hvor vi placerer folk efter, hvordan vi mødes med dem. Det fortæller, hvad vi vil med hinanden, og hvor tætte vi er.

“Derfor er det ret interessant at basere relationslandskabet på mad og drikke”, siger Anne Katrine de Hemmer Gudme og fortæller, at ideen er inspireret af den britiske antropolog Mary Douglas, som beskrev, hvilke mekanismer der var på spil i forhold til mad og måltider i britiske arbejderklassefamilier og uppermiddelclassfamilier.

“Det er utroligt godt set, at de typer af måltider, vi har med andre, indikerer, hvor de er i forhold til os på et socialt barometer”, siger hun.

“Prøv at tænke på, hvem du inviterer hjem til middag. Hvem får lov til at komme helt ind i dit hjem og sidde ved dit middagsbord og spise mad, du selv har lavet? Og hvem er det, der godt nok får lov til at komme hjem til dig, men kun til en kop kaffe, og hvem mødes du snarere med ude i byen på en café eller en restaurant?”

Mad proppet med signaler
Hun mener, det er overvejelser, vi jævnligt gør os, når vi møder nye mennesker. Og det er langtfra uskyldigt.

“Der er lagret megen betydning i vores signaler omkring mad: Hvilken menu vi skal vælge, hvor god og dyr vinen skal være osv.”, siger hun og nævner, at når vi inviterer nye bekendtskaber til middag første gang, gør vi os typisk en masse overvejelser, for vi vil gerne gøre det så godt som muligt.

“De nye bekendte skal føle sig værdsat, men samtidig vil vi ikke virke intimiderende eller patroniserende, så vi hiver ikke hummeren frem, første gang de kommer, og køber ikke den allerdyreste vin i Irma, men måske den næstdyreste”.

For måltidet som gave er karakteriseret ved en meget fin og sårbar balance mellem giver og modtager.

“Som modtager skal man helst anerkende, at man værdsætter måltidet. Man må ikke lade, som om man tager det for givet. På den anden side må man heller ikke virke alt for benovet, for det skaber en usikkerhed omkring værtens rolle”, siger hun.

Mad er en del af vores selvprojekt
Anne Katrine de Hemmer Gudme afslører, at hun har en lille kogebogsfetich, som nok også kommer lidt til udtryk i bogen. Hun viser mig sine tematisk inddelte bogreoler, hvor der er en madhylde med titler som “Eating culture”, “Eating The Bible” og “The Food and Feasts of Jesus”. Nogle indeholder opskrifter, mens andre mere bærer præg af akademiske værker.

“Madstudier er jo blevet kæmpestort”, siger hun og fortæller, at hun hører til dem, som samler på kogebøger og har masser af dem derhjemme. Men selv om hun er glad for at lave mad, er det ikke det samme, som at hun bruger alle sine kogebøger.

“Mad handler rigtig meget om identitet, og man kan sige, at kogebogsgenren sælger drømme”, siger hun.

“Det er den mad, vi godt kunne tænke os at lave, hvis vi gad. Så mad handler også om positionering, selvbilleder og selvforbedring, og på den måde taler det utroligt godt ind i vores tid. For om noget er vi interesserede i at drive os selv som projekter”, siger hun.

“Hvis man reflekterer over det, så fylder mad rigtig meget, og det er på ingen måde uskyldigt, neutralt eller ligegyldigt. Det interessante er, at hvis man så læser en tekst som Det Gamle Testamente, som rundt regnet er skrevet for 2.500 år siden, så fylder det også rigtig meget”, siger hun.