07.12.2018
Artikel

Hver fjerde magister vil udskyde pensionen

Hver fjerde magister over 50 år forventer at arbejde, til de er 70 eller ældre, viser ny undersøgelse. Mange er for glade for jobbet til at stoppe tidligere.

Af Troels Kølln

Mere end hver fjerde magister over 50 forventer først at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, når de er 70 år eller ældre. Det viser en spørgeundersøgelse, som Magisterbladet har foretaget i samarbejde med Dansk Magisterforening.

Resultatet flugter med den seneste viden på området, siger seniorforsker Mona Larsen, der forsker i ældre på arbejdsmarkedet på Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE.

“Arbejdsmarkedet for ældre er i en enorm forandring i de her år. Ældre bliver længere og længere i deres job”, siger Mona Larsen.

“Det er der flere forklaringer på. Lige nu har vi konjunkturerne med os i økonomien, der har været flere politiske reformer med det sigte, vores helbred bliver bedre, og uddannelsesniveauet stiger. Det er alt sammen med til at hæve tilbagetrækningsalderen”, siger hun.

Ønsket om at udskyde pensionen er alt andet lige størst hos mænd og magistre med en ph.d., viser Magisterbladets og DM’s undersøgelse. Men den mest afgørende faktor er arbejdsglæde. Beskæftigede seniorer, der er glade for deres job, har 16 procentpoint højere sandsynlighed for at blive på arbejdsmarkedet, efter at de er fyldt 67 år, end dem, der ikke er glade for deres job, viser analysen. Det billede genkender Mona Larsen.

“Stort set alle, der arbejder efter folkepensionsalderen, gør det, fordi de har lyst til det. Og det gælder nok i endnu højere grad for magistre, der typisk har en god pensionsopsparing og derfor ikke er økonomisk tvunget til at blive ved med at arbejde”, siger hun.

De gode ordninger
For 6 ud af 10 magistre over 50 år kunne muligheden for nedsat tid få dem til at blive længere på arbejdsmarkedet, svarer de i spørgeundersøgelsen. For 39 procent er det nok med “større fleksibilitet i forhold til arbejdstid”.

“Vi ved, at seniorer ofte ønsker et mere fleksibelt arbejdsliv, fordi de får andre interesser senere i livet – det kan være muligheden for at gå ned i tid eller tilpasse arbejdet anderledes”, siger formand for DM, Camilla Gregersen.

Hun sidder med i en tænketank, der er nedsat af regeringen for at give seniorer et bedre arbejdsliv og få flere til at udskyde pensionen. Tænketanken skal aflægge rapport senest sommeren 2019.

DM arbejder desuden for, at der i overenskomster bliver indført seniorordninger, hvor medarbejderne har mulighed for at gå ned i arbejdstid, men opnå fuld pensionsindbetaling, forklarer Camilla Gregersen. Hun ønsker også at øge muligheden for delpension, hvor seniorer bruger en del af deres egen pensionsopsparing til at opnå en deltidsstilling.

“Vi håber, at ordningerne kan sikre, at seniorer kan arbejde, så længe de har lyst. Det er til gavn for arbejdsmarkedet, arbejdspladsen og seniorerne”, siger Camilla Gregersen.

Det er vigtigt, at den slags ordninger kan tilpasses den enkelte, påpeger seniorforsker Mona Larsen.

“Jo længere op i årene vi kommer, des mere forskellige bliver vi. Nogle vil geare ned, andre geare op. Mens nogle gerne vil på deltid, er det måske vigtigere for andre at være mentor for de yngre kolleger. Der bør være mange modeller, da der er mange slags mennesker”, siger Mona Larsen.