DM's formand Camilla Gregersen
05.10.2018
Artikel

Lukker Dansk Magisterforening?

Dansk Magisterforening vil lukke sig selv og genopstå på ny. Det er budskabet i en ny kampagne, der markerer foreningens 100-årsjubilæum. Men er det mere reklamestunt end reel forandring? Magisterbladet har spurgt formand Camilla Gregersen.

Af Troels Kølln

DM skal ifølge en ny kampagne lukke sig selv. Mener du virkelig det?
Altså … nej, vi lukker nok ikke DM for alvor. Men vi har valgt at melde lidt absolut ud, fordi ingen vil lægge mærke til det, hvis vi bare siger, at vi vil udvikle os. Det vil alle jo, og det her er anderledes. Vi vil en helt grundlæggende fornyelse, og så er man nødt til at gøre opmærksom på det i klare vendinger.

Kan man kalde det et markedsføringsstunt?
Man skal se det omvendt. Jeg beder om at få et mandat fra medlemmerne: Er der noget, der skal laves om? Noget, der skal tænkes helt forfra? Det er – helt ærligt og oprigtigt – et åbent spørgsmål til medlemmerne. Jeg håber meget, at vi får god respons fra dem, for med det her forpligter vi os på at arbejde for at føre reelle, markante ændringer igennem.

Hvad kunne du selv tænke dig at ændre?
Vi skal være mere nærværende på arbejdspladserne, end vi er i dag. De lokale fællesskaber skal styrkes, og vi skal skabe flere netværk for medlemmerne, både geografiske og faglige af slagsen.

Vi skal også være mere relevante for de unge. Vi har kigget meget på stress og presset under studierne, men vi skal blive bedre til at hjælpe dem med at finde arbejde, når de dimitterer. Det kan være i form af samarbejde med brancheorganisationer og støtte til at matche kandidater med virksomheder.

Og så skal vi skabe flere partnerskaber med andre organisationer, der er stærke der, hvor vi er svage. Det kunne være brancheorganisationer, interesseorganisationer og vores pensionskasse. Der er mange muligheder for at arbejde sammen med andre til fordel for medlemmerne. Det kunne for eksempel være i form af en kampagne om digital sikkerhed, som mange af vores medlemmer arbejder med. Det handler om at tage de tematikker op, der fylder i medlemmernes arbejdsliv, og turde åbne DM op, så vi ikke bliver en lukket silo for de indviede på Peter Bangs Vej.

Kan du forestille dig, at I ændrer den grundlæggende politiske ­struktur i forbundet?
Jeg kan forestille mig, at man laver noget af det om i hvert fald. Især på privatområdet har vi nok ikke politiske rammer, der passer til alle medlemmer. Der er immervæk stor forskel på, om du er magister i en lille ngo eller i Novo Nordisk, og det afspejler vores politiske struktur ikke lige nu. Vi skal finde en måde at organisere os på, der viser en mere nuanceret forståelse og indsats for de forskellige situationer og brancher, medlemmerne er i – og det gælder særligt de privatansatte.

Kan du forestille dig, at DM skifter navn?
Ved du hvad … der er intet, der er helligt. Og derfor sætter vi også navnet på spil.

Hvad med det klassiske fagforeningsarbejde i forhold til tillidsfolk og overenskomstarbejde – skal DM gøre noget anderledes der?
Hvis vi lykkes med at skabe stærkere lokale fællesskaber på arbejdspladserne, vil det også styrke vores arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter. Deres arbejde afhænger af et aktivt bagland.

Vi er også i gang med kurser for de tillidsvalgte, hvor de lærer at søge indflydelse på budgetterne tidligt i processen. Tit sker det jo, at ledelsen melder besparelser ud, efter at de er besluttet, og så er handlingsrummet ikke særligt stort for TR. Vi skal tidligere ind og have indflydelse.

Vi vil også gerne gøre magistrene til gode meningsdannere. Vi er begyndt at afholde kurser i indflydelse og retorik, hvor medlemmerne lærer at omsætte deres viden på en måde, der spiller ind i den politiske verden – og på den måde kan forandre noget.

Udgangspunktet for kampagnen er altså, at der er behov for en grundlæggende forandring af DM. Hvorfor er det nødvendigt?
Arbejdsmarkedet forandrer sig, og derfor skal vi turde gøre det samme. Det er helt nødvendigt for os, at vi kommer tættere på medlemmerne og bliver mere relevante. DM markerer sig flot inden for emner som forskningsfrihed og uddannelseskvalitet, og det skal vi ikke sætte over styr. Men dem, der arbejder på helt andre områder – medico­industrien, it-branchen, konsulentvirksomheder – dem skal vi kunne fange lige så godt.

Hvad er det på arbejdsmarkedet, der har ændret sig?
Flere og flere magistre bliver ansat i det private, og flere og flere bliver ansat på anderledes vilkår, end vi har været vant til.

Så hvad er DM’s største udfordring i dag?
Det er at skabe et fællesskab også for de medlemmer, hvor er der få DM’ere på arbejdspladsen. Og at være relevante indenfor de mange brancher og områder, hvor medlemmerne arbejder. Særligt scienter har for nogle år siden haft svært ved at se sig selv i DM, og det skal ændres. Vi skal lave forandringer, men uden at kyle alt det velfungerende ud. Vi har for eksempel stadig brug for stærke repræsentanter på arbejdspladserne, og det skal der stadig være ressourcer til at understøtte, selv om vi opfinder noget nyt.

Da du tiltrådte som formand, kaldte du prekariatet for DM’s største udfordring. Er det stadig et problem?
Det kan stadig være svært for dem, som er i den situation, og udfordringerne med usikre ansættelser på arbejdsmarkedet er der stadig. Men vi er som fagforening blevet bedre rustet siden da, bedre beredt. Vi har holdt en kongres om emnet, sørget for et omfattende forskningsprojekt, forbedret vores vejledning, gjort vores tillidsfolk opmærksomme på det og taget det op i medierne.

Men der virker stadig til at være noget utilfredshed blandt nogle af de løstansatte medlemmer. Det er ikke lang tid siden, en gruppe løstansatte forskere og undervisere startede deres egen faglige klub på KU, fordi de følte sig svigtet af fagbevægelsen.

Men de har så valgt at gøre det i DM-regi nu, efter at vi gik i dialog med dem. Så det er faktisk et godt eksempel på, at når vi får den kritik, så tager vi det til os. Jeg ser det som en kæmpe styrke, at man kan have forskellige former for medlemmer og synspunkter i samme forening – også selv om det kan medføre noget kritik indimellem.

Det er egentlig også det, vi bruger 100-årskampagnen til. Vi vil se kritisk på os selv. Det ville være let at lave en kampagne om 100 års faglige sejre, men jeg synes, det er at tage medlemmerne mere alvorligt, når vi siger: 100 gode år – og hvad så nu? Og hvordan vil I inddrage ­medlemmerne?

Først og fremmest gennem de demokratisk valgte bestyrelser, vi har. Men i løbet af foråret laver vi også noget direkte medlemsinvolvering, hvor vi blandt andet kommer ud i de mindre byer, der ligger lidt langt fra DM’s kontorer. Vi vil gerne snakke med dem, der ikke normalt kommer så meget i kontakt med os.

Alt er stadig åbent, virker det til. Kan du garantere medlemmerne, at det her ikke ender med at blive en gratis omgang med pæne hensigtserklæringer uden konkret handling?
Jeg ville ønske, at jeg kunne love noget håndfast, men det kan jeg ikke. For det her kommer helt an på, hvad medlemmerne vil, og hvilket politisk mandat vi får fra hovedbestyrelsen og kongressen. Så jeg ved ikke, hvad det ender med, men det er jo også hele idéen. Vi skal eksperimentere med det ukendte, hvis vi vil gennemføre de forandringer, der er brug for.