07.09.2018
Artikel

Bag facaden: Oplevelser giver ejerskab

Antropolog Ada Holst tager demente plejehjemsbeboere med ud til lugte og dyr, som de er vokset op med. Det gør hun som oplevelsesmedarbejder på plejehjemmene i Aarhus Kommune.

Af Simon Jeppesen

“Da jeg søgte arbejde i Aarhus efter at have født min datter, skrev jeg ordet ejerskab i søgefeltet. Og så dukkede jobbet som oplevelsesmedarbejder i Aarhus Kommune frem.

Som antropolog har jeg lavet feltarbejde på Borneo. Jeg studerede, hvordan offentlige systemer påvirker folks ejerskab til deres eget liv. Som oplevelsesmedarbejder skaber jeg oplevelser for de gamle på plejehjemmene for at styrke deres ejerskab i eget liv. Jeg tager udgangspunkt i de ældres minder om naturen ved at få så mange sanser som muligt i spil. Og ved at inddrage andre lokale grupper som børnehaver, skoler og spejdere skaber vi sammen oplevelser som fx bålarrangementer eller bondegårdsbesøg for ældre, der har levet en del af deres liv på landet.

Jeg tager plejehjemsbeboerne med ud og kommer tæt på de dyr, lugte og hverdagsrutiner, som de mindes og er vokset op med. Oplevelserne er med til at skabe selvstændighed ved fx at give en fornyet oplevelse af at vide noget om, hvordan man klipper får. Jeg er med til at skabe livsglæde og selvstændighed. Det har vi alle brug for at føle.“