“Min familie var stolt, da de overværede mit ph.d.-forsvar og opdagede, hvad jeg egentlig havde haft gang i på min ph.d.-uddannelse”, siger Rasmus Bødker Madsen, som for nylig forsvarede sin ph.d. i numerisk geofysik.
07.09.2018
Artikel

Det bedste er at være et sted, hvor ingen har været før

Man når lige at smage på følelsen af at være den første på et nyt sted, når man laver sit speciale. Hvis man kan lide den udfordring, er det rigtig fedt at forske, siger Rasmus Bødker Madsen, som har lavet sin ph.d. på Niels Bohr Institutet ved ­Københavns Universitet.

Af Anna Dalsgaard

Da Rasmus Bødker Madsen for tre år siden gik i gang med en forskeruddannelse på Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet, var det primært for at teste og udfordre sig selv. 

”Jeg har altid klaret mig godt på universitetet, og jeg ville gerne se, hvor langt det kunne bære”, siger han, og mener, at nogle ph.d.-studerende, ham selv inklusive, ikke gør sig så grundige overvejelser om, hvad en ph.d. indebærer, inden de søger uddannelsen.

”Jeg blev overrasket over, hvad ph.d.-studiet gjorde ved mig. Lige pludselig forsker man, og får løn for det”, siger han.

”Jeg følte et ansvar, jeg ikke følte, da jeg studerede, og det var en stor mundfuld at lære at takle det ansvar”, siger Rasmus Bødker Madsen, som også pludselig oplevede, at folk vægtede det han sagde højere, når han talte om, hvad han lavede.

”Man er jo stadig grøn i sit fag i begyndelsen af sin ph.d., så man skal vægte sine ord og fx undlade at lægge sine egne politiske holdninger ind over”, siger han, og fortæller, at Københavns Universitet har fokus på det og udbyder et kursus i, hvordan man som forsker kan gebærde sig offentligt.

Og selv om han mener, at de fleste nok umiddelbart tænker, at de aldrig kommer til at forstå det, han laver, har han alligevel oplevet, at folk synes det er ret cool at forske.

”Jeg har pendlet en del mellem København og Aarhus, og når jeg i bilen har fortalt, at jeg forsker, har mange været imponerede over det”, fortæller han.

Rasmus Bødker Madsen har lavet et forskningsprojekt, som handler om at sikre, at geofysiske undergrundsmodeller er konsistente, både hvad angår de geofysiske data og geologien. Det har han blandt andet gjort ved at integrere store mængder af geofysiske data med geologisk viden. Men en af de store udfordringer ved denne type af integration er mængden og typen af støj på data, og forskningsprojektet har forsøgt at give en bedre beskrivelse af støjen, så den kan håndteres bedre med forbedrede modeller til følge.

”Det er helt klart sjovt at nå resultater i forskningen. Men jeg synes det er endnu sjovere at præsentere min forskning på konferencer og få den umiddelbare feedback”, siger han.

”Når man står på scenen, får man det at vide med det samme, hvis de øvrige deltagere ikke er tilfredse, eller hvis de synes det er superinteressant”, siger han, og fortæller, at han også er ret vild med at undervise.

”Det er nok det, jeg har været gladest for under hele forløbet. I starten af ph.d.-uddannelsen famlede jeg lidt og skulle lige finde min rolle, og der var undervisningen noget jeg følte mig hjemme i med det samme”, siger han.

”Man er rimelig autodidakt, når man står der og underviser efter et lille ugekursus, så man får lov til at eksperimentere undervejs og laver nogle fejltrin. Men det er virkelig sjovt, og jeg har fået blod på tanden”, siger Rasmus Bødker Madsen.

Selv om han er meget glad for at forske, synes han at arbejdsbelastningen generelt er for stor. Også selv om det nogle gange er selvvalgt.

”Nogle gange er man lidt "høj" på nogle resultater eller en ny idé som bare må prøves af. Og lige pludselig har man siddet tre timer ekstra, selvom man egentlig var sulten og skulle ud at lave aftensmad”, siger Rasmus Bødker Madsen, som mener, at fleksibiliteten kan være lidt af et tveægget sværd.

”Det har været fantastisk at kunne tage toget ud og besøge venner og bekendte og så bare arbejde undervejs eller i weekenden. Eller nå en tandlægetid midt på dagen uden at skulle melde det ind til nogen.

”Jeg valgte dog hurtigt at gøre en rutine ud af at møde ind på arbejde hver dag, da det trods alt er der, jeg arbejder mest effektiv. Og så er jeg nok typen, der har brug for nogle ’8-16-rammer’ for at fungere bedst mentalt. At det så tit blev til mere arbejde, når jeg først kom hjem og i weekenden er en anden snak”, siger han.

Rasmus Bødker Madsen vil gerne blive ved med at forske, og hvis det ikke lykkes at blive fastansat, kan han sagtens forestille sig at gå videre ad undervisningssporet og undervise på videnskabeligt niveau.