07.09.2018
Artikel

Månedens gang på #SoMe

Magisterbladet har været på internettet og bringer her højdepunkter fra augusts små og store retoriske kampe på de sociale medier.

Af Lasse Højsgaard

Ynglingsstavning
Bryggeriet Royal Unibrew er kommet til at give en omvendt retstavningslektion til den danske befolkning. I en stor reklamekampagne for sodavanden Faxe Kondi – sådan en med store plakater i alle danske byer – er mange danskeres yndlingssodavand blevet til “ynglingssodavand”. Royal Unibrew forsøgte at redde ansigt ved at kalde deres stavefejl for en “autocorrectbrøler” og på FB udskrive en konkurrence om de sjoveste autocorrectfejl. Den spøg var mange med på, men en del bemærkede også, at Royal Unibrew burde erkende deres sjusk og ikke lade som om, det skyldtes en maskine.

Bøllerne kom fra Skodsborg
Dansk Sprognævn har den gode skik at holde deres FB-side varm med små, finurlige sprog­anekdoter. I august kunne man blandt andet læse historien bag det gode danske ord “bølle”. I 1880’erne huserede der en bande ved Bøllemosen ved Skodsborg nord for København. Den kaldte sig “Bøllesjakket”, og selv om bøllerne med tiden forsvandt fra mosen, spredte ordet sig ud i det danske sprog som betegnelse for en rå og voldelig person.

Uni for danskere!
At flygtninge skal rejse hjem, er et vigtigt tema i dansk politik. Men for udenlandske studerende gælder det omvendte. Alt for mange udenlandske studerende rejser hjem, mener regeringen, som derfor vil skære i optaget til engelsksprogede universitetsuddannelser. “Sagde @troelslundp ikke forleden at vi havde brug for flere internationale studerende? Nu får vi kvote på kloge hoveder? Meningsløst”, kommenterede Sofie Carsten Nielsen (R) på Twitter med henvisning til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. Også KU’s rektor, Henrik Wegener, rystede på sit virtuelle hoved: “Vi risikerer at svække fagmiljøer med indsigt i teknologi til erhvervslivet. Det bliver sværere at tilbyde internationale uddannelser og klare os i konkurrencen med andre eliteuniversiteter #dkpol #dkbiz #dkforsk”.

Socialistisk helvede
Man taler om splittelse og skævhed i Danmark, men en ting, der stadig kan få os til at stå sammen, er, når vi angribes udefra. Det gjorde en vært på den amerikanske tv-station Fox, da hun fortalte seerne om alle de ulykker, som velfærd og socialisme har kaldt ned over vores lille kongerige. I den slipstrøm formåede Dan Jørgensen (S) at lave lidt af en SoMe-­basker med en lettere satirisk video, der faktatjekkede Fox’ beskrivelse af Danmark, og som har fået mere end 15 millioner visninger. Også den Nobelprisvindende økonom Paul Krugman følte trang til at bidrage med lidt empiri: “Hej, jeg er lige kommet hjem fra Danmark. Et veritabelt helvede af behagelige ferielejligheder, fine biler, hyggelige restauranter samt fodgænger- og cykelvenlige byer. Det socialistiske mareridt for fuld udblæsning”, tweetede Krugman (redaktionens oversættelse).

Minde om Kemps kamp 
Filosoffen Peter Kemp døde i august. Det affødte naturligvis en mængde nekrologer og hædrende omtaler. En af de mindre polerede af slagsen kom fra Kemps DPU-kollega Thomas Aastrup Rømer, der på FB mindede om den udtynding af filosofien på DPU, der skete under rektor Lars Qvortrup. “Danmarks største pædagogiske tænker” Peter Kemp, skal begraves i Gentofte Kirke i morgen, mens Qvortrups “storhedsvanvid” – eller “anti-filosofi”, som Kemp også kaldte det – gør pædagogisk karriere i universitetets rester. Jeg synes, det er en skandale, må jeg indrømme”, skrev Rømer.