Ph.d. og cand.psych. Lars Lundmann har interviewet en række offentlige chefer om udflytning.
17.08.2018
Artikel

Topchefer: Udflytninger er meningsløse

En undersøgelse af de statslige udflytninger af ­arbejdspladser tog en overraskende drejning. Selv top­embedsmænd oplever, at projektet er formålsløst.

Af Thomas Bøttcher

Under regeringens ministre og deres nærmeste medarbejdere, departementscheferne, findes et lag af styrelseschefer, der under skyldig hensyntagen til embedsmandsdyder ­loyalt gennemfører regeringens politik på deres fagområder.

Sådan lyder den officielle udlægning af topembedsmændenes rolle, når politiske beslutninger skal realiseres.

En ny undersøgelse af VLAK-regeringens Bedre balance II viser imidlertid, at loyaliteten også har en psykologisk dimension, hvis betydning er ringe belyst.

For ikke bare må regeringen leve med, at udflytningerne har skabt frustrationer hos størstedelen af de 3.900 medarbejdere, hvis arbejdspladser er ramt.

Også hos de chefer og direktører for de styrelser, råd og nævn, der skal bære flytteprojektet igennem, har udflytningerne i udpræget grad skabt mismod og afmagt.

Det fremgår af en ny rapport udformet af konsulenthuset Lundmann. Rapporten med titlen “Bedre balance? Meningsløshed, kamp, involvering og rekruttering” bygger blandt andet på interview med syv styrelseschefer, der er i gang med en udflytning.

Ifølge interviewene blev lederne ikke inddraget i beslutningsprocessen, og da de udpegede arbejdspladser endelig fik besked i januar, kunne direktørerne ikke få svar på helt basale spørgsmål eller praktiske retningslinjer for de ramte medarbejdere.

Det fortæller ph.d. og cand.psych. Lars Lundmann, der medvirkede til interviewene, to måneder efter at Bedre balance II var offentliggjort.

“Vi blev ret overraskede, for vi havde på forhånd regnet med, at interviewene skulle handle om rekrutteringsstrategier og fastholdelse af medarbejdere. I stedet for mødte vi nogle chefer, der sad med en følelse af meningsløshed”.

Meningsløsheden handlede ikke blot om, at de selv havde udsigt til en forflytning til provinsen. Mere grundlæggende handlede det om selve udflytningens berettigelse.

“De kunne ikke få nogen oppe i systemet – altså departementschefer og ministre – til at tage ansvar for udflytningerne eller afgive svar på såvel strategiske som praktiske spørgsmål. Og derfor kunne de heller ikke formidle nogen mening videre til deres medarbejdere, og det oplever de som enormt frustrerende”, forklarer Lars Lundmann.

Frem for at træde rundt i den dårligt planlagte og kommunikerede proces forsøger rapporten at tegne fremadrettede perspektiver: Hvad sker der, når topchefer ikke inddrages i eller tages med på råd, og hvorfor man i de besluttende led bør gøre sig store bestræbelser for at rette op på dette, hvis nye udflytninger en dag bliver aktuelle.

“En udflytning er en strategisk beslutning, og derfor bør direktørerne per definition være involveret. For de kan selvfølgelig være med til at kvalificere udflytningen fagligt. Og når det som her så ikke er tilfældet, er det nærliggende for dem at trække deres eget engagement, hvilket er meget skadeligt, for de skal jo ligesom stå på kommandobroen og holde gejsten oppe”, fortæller Lars Lundmann.

Hvis ledelsen tværtimod forlader den synkende skude, konkret eller mentalt, ja, hvem skal så skabe ny mening for organisationer, der måske endog står til at miste størstedelen af deres medarbejdere?

I den forstand har man fra politisk hold ignoreret, at udflytningen ikke bare er en fysisk omplacering, der nødvendigvis gør ondt. For organisationerne skal også føres videre eller måske endda bygges op på ny.

“Uanset hvad der skal ske, har det stor betydning, om man kan trække på de ansatte – og chefernes loyalitet om ikke andet i en overgangsfase. Deres faglighed og engagement skaber jo langt bedre betingelser for at tilpasse organisationen og fx rette op på uhensigtsmæssigheder, som normalt er svære at påvirke”, siger Lars Lundmann.