17.08.2018
Artikel

Deloitte-boss: Det går skuffende langsomt med ligestilling

Administrerende direktør og partner i Deloitte Anders Dons siger, at han vil ændre kønssammensætningen i virksomhedens ledelse.

Af Martin Ejlertsen

Andelen af kvinder i private virksomheder er kun på 15 procent. Hvorfor?
Jeg er også nordisk leder i Deloitte, og kigger vi på udviklingen i Sverige og Norge, har de været betydeligt bedre til at få flere kvinder i bestyrelser og generelt til at få flere kvinder i ledelse. Jeg er slet ikke i tvivl om, at større diversitet skaber grundlag for bedre beslutninger. Dybest set handler det om rammerne, og Danmark har som land ikke bygget de rigtige rammer. Det bliver vi nødt til at gøre noget ved.

Hvorfor satte I ligestilling på dagsordenen i Deloitte?
Jeg stillede mig selv og min organisation spørgsmålet: Hvordan kan det være, at vi har en så stærk fødekæde af højtuddannede kvinder fra universiteterne – og over 40 procent kvinder på det samlede medarbejderniveau – og så alligevel ender med kun otte procent kvinder på partnerniveau? Det giver ingen mening. 

Hvordan forsøger I så at ændre udviklingen i Deloitte?
I 2016 startede vi med at gennemføre en masse interview i vores organisation for at finde ud af, hvordan udviklingen kan dykke fra 33 procent kvinder på seniorniveau til kun otte procent på partnerniveau. Vi fandt ud af, at vi ikke har de rigtige rammer i karriereudviklingen for vores unge mennesker. Derfor satte vi gang i initiativer som ”female in leadership”. Vi har fx også ”work agility”, så man kan tage timeout i uger eller måneder, hvis man har brug for at lave noget andet. Og flere initiativer er på vej. Det sker ikke på 6-12 måneder.

Loven om måltal er mere krævende for offentlige virksomheder, end den er for de private. Kan det have en betydning for, at de offentlige virksomheder har opnået mere ligestilling?
Man kan ikke se en ændring i tallene for private virksomheder endnu, og det er dybest set skuffende. Men det er gået op for mange, at når over halvdelen af kandidaterne fra universiteterne er kvinder, så kan det ikke hænge sammen. Derfor håber jeg, at nye initiativer vil skabe en acceleration. Sker det ikke, bliver vi nødt til at gøre noget andet, for som land har vi et råstof, vi i dag ikke udnytter ordentligt.