17.08.2018
Artikel

Glem katastrofe­filmene, vi har godt styr på epidemierne

Film og tv er fyldt med dystopiske fortællinger om hærgende vira. Men i virkelighedens verden er vi ret beredte, fortæller en dansk biokemiker, der har opfundet et apparat, der kan teste for alle kendte vira i verden på én gang. 

Af Farhiya Khalid

Døde vildfugle i hobetal, syge svin og frygten for, at en virus muterer og udsletter mennesker, har længe været en bekymring. I populærkulturen er disse “zoonoser”, som er sygdomme, der overføres fra dyr til mennesker, et yndet emne.

Vi er evigt fascinerede af postapokalyptiske scenarier, hvor mennesket snarrådigt skal overleve i en sygdomshærget verden. Senest er der den danske Netflix-serie “The Rain”, hvor man følger en mindre gruppe overlevende, efter at en regnbåret virus har udslettet befolkningen i det meste af Skandinavien.

Men hvis man ser op fra skærmens skrækscenarier, er der forskere i den virkelige verden, der til daglig har hænderne langt nede i vira og deres smittefare. Og de er vant til at holde hovedet koldt.

Én test til alle verdens vira
En af dem er Maiken Worsøe Rosenstierne, der er biokemiker og seniorforsker ved afdelingen Virologi og Mikrobiologisk Specialdiagnostik på Statens Serum Institut. Sammen med Anders Fomsgaard, der er professor i virologi, har hun brugt de seneste otte år på at udvikle en chip, der kan teste for alle kendte vira i verden på én gang.

“Vi kalder den pan-virus-array-testen, og der er tale om en lille glasplade, som har tusindvis af dna-fangarme. På den måde kan den opfange alle de kendte vira i verden. Det er vigtigt for overvågningen og hurtig diagnosticering”, siger Maiken Worsøe Rosenstierne.

Chippen skal nu udbredes til andre lande, og Maiken Worsøe Rosenstierne har for nylig præsenteret testen i Spanien i forbindelse med et tværnationalt EU-samarbejde. “Det er et godt redskab til screening og overvågning af fx dødelige virus, for jo hurtigere man kan diagnosticere en virus, jo bedre”, siger hun.

Hvis man fx forestiller sig, at en turist, journalist eller nødhjælpsarbejder, der lige er ankommet fra fx DR Congo, hvor der lige nu er et ebolaudbrud, bliver indlagt med symptomer, skal man kunne diagnosticere sygdommen inden for seks timer. Det skal gå stærkt, fortæller biokemikeren, så man kan undgå isolationsstuer, og at fagfolk skal gå rundt i rumdragter på grund af smittefare.

Tag nu ikke smitten med dig hjem
Selvom man på Statens Serum Institut har dødelige vira som et arbejdsområde, er det egentlig et ret sikkert arbejde, forsikrer Maiken Worsøe Rosenstierne.

“Når vi fx får en prøve kørt herud, der potentielt kunne indeholde en ebolavirus, bliver den taget direkte fra hospitalssengen, hvor virussen bliver inaktiveret. Det gør den, fordi blodet bliver tappet direkte ned i en væske kaldet en “blå buffer”. Så den er ikke smitsom”, fortæller forskeren.

Maiken Worsøe Rosenstierne undersøger altså ikke aktive virus, men alligevel har hun oplevet rynkede bryn, når snakken er faldet på hendes arbejde.

“Jeg har da prøvet at hoste lidt, hvor jeg er blevet mødt med en: “Åh nej, har du nu taget arbejdet med hjem”. Og der har også været historier om, at folk ikke ville nærme sig vores bygninger af frygt for smitte, fordi vi har et skilt, hvorpå der står: “Biologisk materiale””, fortæller hun.

“Vi er beredte”
Selvom Maiken Worsøe Rosenstierne arbejder inden for et felt, som mange lægmænd netop kun kender gennem fiktion eller gule nyhedsbjælker, er frygten for smitte ikke noget, der fylder negativt i hendes sind.

“Det er et spændende og fascinerende arbejde. Jeg tænker sjældent over farligheden, for vi ved, hvordan det skal håndteres korrekt. Jeg ville nok have det anderledes, hvis jeg fx gik blandt syge ebolapatienter i Vestafrika eller fugleinfluenzaramte i Østasien”, siger hun.

Selvom man kan diagnosticere mange virus i dag, så er der alligevel meget, man ikke kan gardere sig imod, fortæller forskeren, fx den sidste pandemi, nemlig svineinfluenzaen i 2009.

“Den startede i Mexico og spredte sig til USA, hvorefter den kom til Europa omkring et år efter. Det er meget svært at gardere sig imod.  Medicin som Tamiflu skulle forkorte influenzaen og gøre den mindre aggressiv. Men man kan ikke gå rundt og give det forebyggende”, siger Maiken Worsøe Rosenstierne.

“Svineinfluenzaen kunne potentielt have slået befolkningen i store dele af verden ihjel, men viste sig heldigvis ikke at være så farlig”, fortæller hun.

Så er der de forskellige influenzavacciner, men de kan først udvikles, når man ved, hvilken virus man har at gøre med, forklarer forskeren. For man skal vide, hvordan virussen ser ud rent genetisk, så vaccinen er typisk først til rådighed under eller efter et udbrud.

“Men man skal huske, at der kommer nye udbrud hele tiden. Og efterhånden som verden bliver mindre og mindre, og vi rejser mere, så spredes de. Men det er svært at vide, hvordan man skal håndtere en virus, hvis man endnu ikke har set dens effekter”, siger Maiken Worsøe Rosenstierne.

En af de seneste epidemier, der skabte store overskrifter, var zikavirussen, der spredte sig fra Stillehavet til Caribien og Mellem- og Sydamerika. En virus, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) kaldte en “folkesundhedsmæssig krisesituation” i 2016.

“Man kunne se, hvordan zika påvirkede gravide og gav misdannede børn. Og det viste sig, at mænd kunne have virussen i deres sæd og stadig smitte et år efter. Pludselig var der en virus, der kunne ødelægge reproducerbarheden og dermed skade menneskeheden. Det er skræmmende”, siger Maiken Worsøe Rosen­stierne.

“Men fordi vi har set så mange udbrud – især de seneste år – og fordi vi har den teknologi, vi har i dag, så er vi gode til at håndtere virus. Vi er blevet bedre til at isolere og håndtere smittede, så virus ikke spreder sig. Og for hvert udbrud bliver vi bedre til at forholde os til, hvilke skridt der skal tages, og hvilken behandling patienter skal have. Vi er ret velberedte”, siger hun.