04.05.2018
Artikel

Fagbevægelsens store comeback

Af Jakob Elkjær
REDAKTØRENS KOMMENTAR

De seneste måneder har fagbevægelsen fået et comeback uden sidestykke. Fra at være dømt ude har fagforeningerne rejst sig ved at holde sammen. Midlet har været en musketered, som trods svigt i slutspurten har vist sig at være helt ekstremt virkningsfuld.

Lad mig starte med medierne, hvor overenskomstforhandlinger er gået fra at fylde ingenting til at fylde det hele. Det var ikke sket uden musketereden. Vi spoler tiden tilbage:

Da jeg var i journalistpraktik på Berlingske i midten af 1990’erne, blev jeg stoppet ind på et kontor med en arbejdsmarkedsjournalist. En flink, langhåret fyr med hang til rock, fodbold og arbejdskampe. Eneste problem var, at kæften ikke stod stille på ham.

Det var, som om redaktørerne og journalisterne allerede havde hørt alle hans anekdoter om Forligsinstitutionen og fagbosserne Hardy Hansen og Georg Poulsen. Så nu skulle jeg høre dem alle sammen!

Men det lå ligesom i luften på redaktionen, at det der med kollektive overenskomster var gammeldags i de nye individualiserede tider, og artiklerne om overenskomster gled længere om bag i avisen. Få år senere var han simpelthen væk ligesom alle de andre dedikerede arbejdsmarkedsjournalister.

Det blev så galt, at LO i 2009 så sig nødsaget til at poste penge i sit eget medie, Avisen.dk, for dog at få nogen til at skrive en lille bitte smule om overenskomster.

Derfor var det ekstra interessant at se Presselogen på News i foråret 2018. Redaktørerne var målløse! Det der gammeldags stof om kollektive overenskomster, som de havde sparet væk, var det allermest efterspurgte blandt brugerne. Det var det første, de ville opdateres om hver morgen. Ja, det klikkede mere end Raketmadsen.

Hvad skyldes dette pludselige og massive comeback i medierne?

Det kan faktisk siges med et ord: musketered.

Allerede i december 2017 kunne Magisterbladet fortælle, at 67 procent af de offentligt ansatte ville sige nej til en ny overenskomst uden ret til frokostpause. Og tidligt i januar citerede vi førende arbejdsmarkedsforskere for, at der var stor risiko for konflikt. Ikke mindst fordi fagbevægelsen stod sammen, samtidig med at arbejdsgiverne havde været på krigsstien ift. bl.a. fridage og frokostpause. Men der var helt stille i de danske medier, frem til forhandlingerne brød sammen den 23. februar.

Siden har fagbevægelsen dokumenteret, at den kan syv ting, når den står sammen:
  • Skabe resultater. Første delaftales lønramme på 8,1 procent er forbløffende tæt på lønmodtagernes krav om 8,2.
  • Sætte dagsorden.
  • Mobilisere medlemmer i stor stil til aktioner og demonstrationer.
  • Få djøf’ere, sosu’er og sygeplejersker til at kæmpe for samme sag.
  • Dominere de sociale medier.
  • Vinde den folkelige opinion massivt ifølge hver eneste måling.
  • Få diverse politikere til at melde ud med støtte, selv om de burde holde kæft.
Man kan høre folk langt ind i fagbevægelsen argumentere for, at det der med solidaritet er gammeldags. Fagforeninger skal være en slags moderne forsikringsselskab. Et sted, hvor man kan få en god forsikring og karrierevejledning. En strategi, som kan betegnes som selvmord af frygt for døden.

Læren af OK 18 er, at hvis fagbevægelsen står sammen, så kan den sejre ad helvede til godt. Med musketer­eden fandt fagbevægelsen tilbage til sit eget dna. Nemlig at man har basale fælles interesser, og at man ikke skal underbyde hinanden. Det er sådan set det, fagbevægelsen er sat i verden for, som historikeren Lars K. Christensen fra Nationalmuseet siger i dette nummer af Magisterbladet.