“Mange magistre har en tendens til at individualisere tingene. Derfor bliver problemerne ofte noget, som skyldes én selv, og som man som medarbejder føler, man bør håndtere selv”, siger Julia Bjerre Hunt.
04.05.2018
Artikel

Aktivisme er andet end guitar og islandske sweatre

Unge magistre vil gerne kæmpe for bedre arbejdsforhold, men de mangler redskaberne. Det forsøger en ny bog om hverdagsaktivisme at råde bod på. Magisterbladet var med på workshop.

Af Signe Bjerre

Det må godt være sjovt. Jeg tænker, det vil gøre det lettere at motivere folk til at være aktivistiske, hvis tonen er lidt mere humoristisk”.

En ung pige vifter med sin kuglepen og kigger ivrigt på de andre rundt om bordet.

Vi befinder os på en workshop, hvor 16 deltagere er mødt op for at dele deres erfaringer med hverdagsaktivistiske handlinger og samle dem i en håndbog.

Alle deltagere har fået udleveret et udkast til håndbogen og er blevet placeret i grupper for at kaste et sidste blik på teksten, inden den skal i trykken.


Deltagere på DMs workshop om hverdagsaktivisme er i gang med at diskutere, hvordan man som vidensarbejder kan være aktivistisk i hverdagen. Foto: Jacob Nielsen.


Aktivisme kræver nytænkning
Kvinden ved bordet hedder Josefine Højberg Bitsch. Hun er 31 år og er netop blevet færdiguddannet som cand.mag. i performancedesign.

“Vi unge vil gerne være med til at skabe forandringer. Men hvis man skal have os med, tror jeg, at det er vigtigt, at man tænker aktivisme og fællesskab ind i en ny tid og præsenterer det med humor. Det nytter ikke, hvis man associerer det med islandske sweatre og guitar”, siger Josefine Højberg Bitsch.

I en anden gruppe sidder Lotte Bælum, der til daglig arbejder som presserådgiver i Sundhedsstyrelsen. Hun er 49 år og har været medlem af Dansk Magisterforening i mange år, men det er første gang, at hun deltager i et af Dansk Magisterforenings arrangementer:

“Jeg tror, vi er mange, der er ved at vågne op af vores tornerosesøvn. Jeg har personligt været meget passiv, men overenskomstforhandlingerne denne gang har gjort det klart for mig, hvor vigtigt det er, at vi står sammen, hvis vi skal gøre os håb om at ændre noget”, siger Lotte Bælum.

Unge famler i blinde
Bogen er et forsøg på at tilbyde nogle nye værktøjer, som medlemmer føler, de kan bruge. Og det er nødvendigt, hvis fagbevægelsen skal blive ved med at være relevant for de nye generationer, mener Julia Bjerre Hunt, der er formand for bestyrelsen i DM Privat og selvstændige og én af initiativtagerne til bogen.

“Mange af os unge har aldrig været i konflikt eller oplevet nogle af de store arbejdskampe. Vi har ikke nogen værktøjskasse og ved ikke, hvad vi skal gribe til, hvis vi ønsker at protestere over arbejdsforholdene”, siger hun.

Hun tror på, at hverdagsaktivisme er vejen frem. Både i forhold til samfundet, arbejdspladsen og den enkelte og i særdeleshed i forhold til fremtidens arbejdsmarked og de kommende generationer.

“Hverdagsaktivisme kan fx være at sætte et billede op på sit skrivebord af en kollega, der er sygemeldt med stress, for at gøre opmærksom på, at hun mangler. Eller at alle medarbejdere beslutter at gå med sørgebind i en dag i forbindelse med en større fyringsrunde”, fortæller Julia Bjerre Hunt.

På den måde kan man med små, enkle handlinger gøre opmærksom på et problem og være med til at skabe forandring.

Brug for andre værktøjer
Julia Bjerre Hunt peger på, at fagbevægelsens klassiske værktøjer som slagsange og entydige paroler ikke appellerer til vidensarbejdere.

“Vi har ikke den der “os mod ­ledelsen” arbejderkultur, og vi bryder os ikke om, hvis tingene bliver fremstillet for sort og hvidt. Den der traditionelle kampretorik fungerer bare ikke så godt for de fleste magistre. Derfor er der brug for nogle andre værktøjer”.

Hun håber, at håndbogen om hverdagsaktivisme vil sætte en dialog i gang ude på arbejdspladserne, og at den vil inspirere til, hvordan man kan handle i fællesskab i stedet for at acceptere magtesløsheden.

“Mange magistre har en tendens til at individualisere tingene. Derfor bliver problemerne ofte noget, som skyldes én selv, og som man som medarbejder føler, man bør håndtere selv. At man fx er for dårlig til at sige fra eller ikke er robust nok”, siger Julia Bjerre Hunt.

“Men det kunne jo også skyldes arbejdspladsens kultur, så det derfor er noget, som vedrører alle. Og så kan bogen forhåbentlig hjælpe med at give kollektive svar på kollektive problemer i stedet for at håndtere tingene individuelt”.