Tegning: Adam O.
Tegning: Adam O.
04.05.2018
Artikel

Eksperter: Fagbevægelsen har vist, at den har muskler

Fagbevægelsen har demonstreret, at den kan mobilisere på tværs af faggrupper, sætte dagsordenen på sociale medier og vinde den folkelige opinion. Selv om musketereden ikke holdt hele vejen igennem forligsinstitutionen, har den alligevel anet vejen for lidt af et comeback for fagbevægelsen, mener flere forskere.

Af Farhiya Khalid

Det er næsten ligegyldigt, hvad der kommer ud af overenskomstforhandlingerne, så vil fagbevægelsen stadig stå stærkere end før”.

Sådan lyder det fra politisk økonom Rune Møller Stahl ved Magisterbladets deadline, mens der stadig forhandles i forligsinstitutionen. Rune Møller Stahl er ph.d.-stipendiat på statskundskab ved Københavns Universitet, og han ser en revitalisering af den danske fagbevægelse i den nuværende forhandlingsproces – blandt andet pga. mobiliseringen på tværs af faggrupper.

“Vi har fx set en faggruppe som djøf’erne, der ikke har været aktive før, bærende badges med ordene: “Pas på mig, jeg er ny i konflikten”. Vi har også set, at mange har været parate til at gå på gaden eller stille sig hele natten foran forligsinstitutionen. Det har været en styrkemarkering – og det er, uanset om der kommer en konflikt eller ej”, siger Rune Møller Stahl.

I skrivende stund blæser spørgsmålet om konflikt stadig i vinden. Musketereden og løftet om at være “én for alle, og alle for én” har dog fået nogle ridser i lakken. Flere LO-forbund, FOA, 3F, HK og Socialpædagogerne, skrev nemlig under på en aftale på det regionale område den 25. april, mens FTF og Akademikerne afslog.

Rune Møller Stahl fremhæver dog den brede mobilisering under forhandlingerne som en værdi i sig selv. Også niveauet af koordination og sammenhold ser han som en indikator på en genoplivning af bevægelsen i en forhandlingsrunde, “der fuldstændigt adskiller sig fra forhandlingerne på det offentlige område i 2008 og 2013”.

“Tillidsfolk, men også folk, der ikke har været aktive før, har vist, at de er parate, hvis de føler, at deres interesser bliver truet. På den måde tror jeg, at fagbevægelsen har opbygget noget kapital, som den kan trække på i en årrække, men også næste gang der er forhandlinger. Fagbevægelsen har vist, at den har muskler, og at den er parat til at flekse dem”, siger Rune Møller Stahl.

Musketereden er fagbevægelsens grundidé
Den politiske økonom bakkes op af historiker og seniorforsker ved Nationalmuseet Lars K. Christensen. Historikeren fortæller, at han ikke har set et tilsvarende initiativ eller sammenhold som det, der er kommet til udtryk i forbindelse med OK 18. Her peger han også på musketereden som unik for den nuværende situation – på trods af dens nylige svækkelse.

“Musketereden har været helt unik, og jeg synes bestemt, den har haft stor værdi på trods af den nuværende situation. Det er klart, at den har fået en ridse nu, men hvor stor en ridse der er tale om – det er svært for mig at vurdere lige nu”, siger Lars K. Christensen.

“Ud fra en generel betragtning er musketereden en politisk udmelding om, at man står sammen. Men der er også noget helt konkret forhandlingstaktisk ved at binde sig så tæt sammen på tværs af de forskellige områder. Jeg mindes ikke at have set så håndfaste og konkrete udmeldinger på det offentlige område før”, tilføjer historikeren, der primært har forsket i den danske arbejderbevægelse i mellem- og efterkrigstiden.

Musketereden har indtil sit sammenbrud fungeret som et politisk håndslag på, at man ikke ville efterlade nogen parter ved perronen i hhv. de kommunale, regionale og statslige forhandlinger. Også kaldet “solidaritetspagten” har den været beskrevet som “en lektie” fra overenskomstforhandlingerne i 2013, der endte med en lærerlockout med et politisk indgreb til følge.

Lars K. Christensen mener derfor, at essensen af musketereden er symbolsk for den danske fagbevægelses grundtanke. For udtryk som “skulder ved skulder”, og at man står fast på tværs af faggrupper, er netop en del af det, fagbevægelsen er gjort af.

“Musketereden er en del af grund­ideen ved fagbevægelsen. Nemlig at man har basale fælles interesser, fordi man står over for nogle arbejdsgivere, og at man ikke underbyder hinanden. Det er det, fagbevægelsen er sat i verden for”, siger Lars K. Christensen.

Fagbevægelsens kriser er et grundvilkår
Men kriser i sammenhold og intern splittelse i fagbevægelsen er ikke noget nyt, fortæller historikeren. Fagbevægelsen har altid haft en kamp at skulle kæmpe, for de forskellige interne interesser blandt lønmodtagerne har ikke altid flugtet med hinanden. De forskelle har man også skullet håndtere, for det er et grundvilkår for bevægelsen, fortæller Lars K. Christensen.

“Fagbevægelsens historie er et pendul, der svinger mellem at samle sig, at blive splittet og at samle sig igen. Når vi taler om lønmodtagere eller en arbejderklasse, er det lidt et abstrakt samlebegreb – for det er en stor og divers gruppe, som hele tiden kræver en indsats, hvis man vil skabe sammenhold på tværs. Der synes jeg, man har taget nogle skridt frem under OK 18-forhandlingerne”, siger han.

Lars K. Christensen bliver ofte spurgt om, hvorvidt fagbevægelsen er i krise med udfordringer som globalisering, finanskriser og medlemsflugt. Men fagbevægelsen har altid skullet overvinde kriser, fortæller han. Og den har altid skullet slås for sit hovedformål – nemlig at skabe sammenhold blandt lønarbejderne og deres grundlæggende interesser over for arbejdsgiverne, forklarer Lars K. Christensen.

På trods af at seniorforskeren professionelt arbejder med arbejderbevægelsens historie og også generelt følger overenskomstforhandlingerne med interesse, er han alligevel blevet overrasket over den grad af mobilisering, han har set under forhandlingerne. Lars K. Christensen fremhæver også den offentlige opinion, der i høj grad har været på lønmodtagernes side.

En meningsmåling, som Gallup foretog for Magisterbladet i begyndelsen af marts, viste fx, at hele 63 pct. af befolkningen havde “mest sympati” for lønmodtagerne umiddelbart efter strejke- og lockoutvarslerne.

“Når man ser, hvor mange der møder op til forskellige arrangementer og demonstrationer, hvor mange der står foran forligsinstitutionen, og alt det, der bliver udvekslet på de sociale medier, bliver man overrasket. Og i de forskellige meningsmålinger bakker man langt hen ad vejen op om de offentligt ansatte. Det er meget overraskende. Det har man ikke set længe”, siger Lars K. Christensen.

Stærke kræfter er blevet sluppet løs
Nana Wesley Hansen, arbejdsmarkedsforsker ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet, har også bemærket den brede mobilisering, som hun beskriver som værdifuld for fagbevægelsen.

“Der er foregået en stærk mobilisering på tværs af faggrupper og uddannelsesniveauer, og det er lykkedes at mobilisere både kernetropperne – fx tillidsrepræsentanterne – og den offentlige sympati for de offentligt ansattes sag”, siger hun.

Her fremhæver arbejdsmarkedsforskeren også indgåelsen af musketereden og kontante slagord som “skulder ved skulder”, der har været en af fagbevægelsens paroler under forhandlingerne.

“Dette sammenhold har man ikke set tidligere. Det har i sig selv en værdi, og det er noget, kernetropperne oplever meget positivt”, siger Nana Wesley Hansen.

Arbejdsmarkedsforskeren påpeger dog også, at musketereden også skal indfries på en eller anden måde. For dens værdi er ikke helt uafhængig af slutresultatet i overenskomstforhandlingerne.

“Noget af det, der er blevet spekuleret i, er, hvordan fagbevægelsen vil forholde sig til et mæglingsforslag fra forligsmanden – altså et kompromis. Og vil medlemmerne stemme ja til sådan et, når man nu har mobiliseret så stærkt på, at man netop står fast? Det har vi stadig ikke set afslutningen på”, siger Nana Wesley Hansen.

“Den brede mobilisering er noget nyt og har en værdi – men der er også blevet sluppet nogle stærke kræfter løs med musketereden. Og spørgsmålet er, om man kan styre de kræfter, hvis man vil et kompromis”, afslutter hun.