I april sang fagbevægelsen flere morgener løs på Dronning Louises Bro i København. Budskabet: “Ingen kan alt. Alle kan noget. Sammen kan vi det hele”.
04.05.2018
Artikel

Kampen for fællesskabet

Fra Esbjerg og Haderslev til Aarhus og København. I alle landsdele arbejdede magistrene for at skabe det stærkest mulige fællesskab under overenskomstforhandlingerne i 2018.

Af Troels Kølln

Tågen havde kastet sig over Esbjergs marker og vandløb, da lockoutvarslerne kom om formiddagen den 7. marts. 120.000 statsansatte ville blive nægtet arbejde, lød meldingen fra kvinden i front for arbejdsgiverne, Sophie Løhde, og senere på dagen fulgte KL og Danske Regioner trop.

Nervekrigen til Danmarkshistoriens potentielt største arbejdskonflikt nærmede sig, og i et lille hjørnekontor på Esbjergs rådhus, lige oven over ostebilen, der solgte “Hyggeost” og “Greve Fedt” på torvet, vakte det absolut ingen overraskelse.

“At man lockouter så hurtigt og voldsomt, viser bare, at staten og KL giver den maks. gas og ikke har tænkt sig at give forhandlingen en ordentlig chance”, sagde Thomas Løkkebø, miljømedarbejder og TR-suppleant, til Magisterbladet.

Han roterede på kontorstolen, hænderne bag nakken. På væggen bag ham hang en kalender med billeder af Putin, der holdt fisk i bar overkrop. Et plasticjuletræ hang lidt med grenene på toppen af en reol, to rammer sodavand gemt væk på hylderne.

“Det er lidt unfair at forhandle med nogen, der har monopol. Hvis de vælger at udnytte det, så er de overmægtige,” sagde Løkkebø, “og de har jo besluttet sig for at knække os på forhånd. Det er ligesom med lærerne. De står klar med lovindgrebet, det tror jeg”.

Men noget var anderledes denne gang. I modsætning til 2013, hvor kun folkeskolelærerne blev lockoutet, stod alle fagforbund sammen på tværs. Én for alle, alle for én.

“Denne gang skal de ikke have lov til at lammetæske en enkelt gruppe, mens alle andre bare lander den ene meget beskedne aftale efter den anden”, som adjunkt Lars Jepsen fra Københavns Professionshøjskole forklarede, da han var mødt frem til et af de mange konfliktmøder, DM arrangerede under forhandlingerne.

Musketereden var simpel. Ingen indgår en aftale, medmindre alle fagforbund har været i reelle forhandlinger. “Ingen organisation vil blive efterladt på perronen i de kommende forhandlinger”, lød en pressemeddelelse fra Forhandlingsfællesskabet.

“Vi er bare så trætte af det”
For de magistre, som Magisterbladet mødte rundtom i landet, var der to primære ønsker til indholdet af en ny overenskomst. Lønstigninger som i det private og sikring af den betalte frokostpause.

“Der har været fyringer, fyringer, fyringer. Der er skåret så meget, man tror, det er løgn … Vil de nu også byde os det at tage frokostpausen? Hvad bilder man sig ind”, sagde den aarhusianske tillidsrepræsentant Joan Uhrenholt og smækkede to fingre hårdt mod bordpladen, så håret gyngede.

I Statens It i Ballerup, hvor skrivebordene står placeret i pæne, lige rækker, var tillidsmand Torben Seir Olsen bekymret for, om hans kolleger ville traske over til de private virksomheder på den anden side af vejen, hvis ikke lønningerne fik et nøk opad.

“Folk er ikke rabiate eller griske eller urealistiske. Men de vil have en ordentlig lønudvikling, der ligner den i det private”, sagde han.

Men når alt kom til alt, så handlede forhandlingerne ikke så meget om enkeltsagerne, men om at stå sammen i den offentlige sektor, mente holbækmanden Bo Christensen. Som magistrenes TR mødtes han jævnligt med tillidsfolk fra samtlige andre fagforeninger i kommunen i det, de kaldte Konfliktrådet.

“Jo, der er selvfølgelig musketer­eden med de tre kardinalpunkter, man kæmper om, men i virkeligheden ligger det jo oven på et tykt lag af, at nok er nok med alle de besparelser og forringelser, vi har oplevet. Vi er bare så trætte af det, ikke”.

“Shit … hvad nu?”
En aften i marts trådte godt 40 magistre fra professionsuddannelserne i Kolding, Haderslev og Aabenraa ind i et svedtungt lokale. Det virkede helt hyggeligt. Gamle kolleger mødte hinanden, snakkede om musik og delte anekdoter, grinte efter en lang arbejdsdag. Men under overfladen lå en morbid grundstemning. Alle samtaler, hvor hyggeligt de end startede, endte uundgåeligt med konfliktsnak.

Det helt store spørgsmål blandt de fremmødte: Hvordan går en akademiker i konflikt?

“Nu er jeg 51, og det er første gang, jeg skal strejke. Men jeg ved, at da min kone, som er pædagog, gik i strejke, fløj de rundt i hele landet med busser og var på barrikaderne. Jeg spekulerer: Hvad gør vi?” sagde Dorthe Iversen, der arbejder som projektkonsulent på UC Syd.

“Jeg vil forsøge mit bedste for at bakke op om det, jeg tror bliver vores største hurdle: at være solidariske på tværs. For vi kommer helt sikkert til at blive presset på alle mulige måder. I privaten, i pressen, på vores profession. Vi skal finde måder at stå sammen”, svarede den lokale TR, Anders Simonsen. Efter mødet inviterede han alle fremmødte på en omgang boller i karry på lærerværelset. Sådan ser solidaritet også ud.

En enkelt undskyldte sig, hun skulle hjem at tage vare på familien. Tillidsrepræsentanten smilede.

“Udskyd det! Det her er vigtigere end dine børn”.

“Hvis der kommer konflikt, vil der være nogle sår, der skal heles bagefter”
En uges tids senere – lang tid før magistrene havde nået at indkøbe protestveste og konfliktmerchandise – stod det klart, at de offentligt ansatte allerede førte i kampen om den offentlige opinion. 63 procent svarede i en Gallupundersøgelse foretaget for Magisterbladet, at de efter strejke- og lockoutvarslerne havde “mest sympati” for lønmodtagerne.

Opbakningen viste sig også ved, at antallet af nye medlemmer i Dansk Magisterforening blev fordoblet i første kvartal af 2018 i forhold til året før. Men på de enkelte arbejdspladser begyndte der også at vise sig sprækker i fællesskabet.

“Jeg har da haft flere snakke med folk, som har travlt med at argumentere for, hvorfor de står udenfor”, bemærkede Anders Moestrup midt i marts til et møde med sin TR-kollega Louise Bornemann Søe. 20 procent af AC’erne på Aarhus Universitet er ikke medlem af en forhandlingsberettiget organisation, vurderede han dengang.

Louise lænede hovedet bagover, det lange hår samlet i en gyngende knude.

“Vi tænker jo normalt på hinanden som kolleger i et stærkt fællesskab. Men nu er man pludselig blevet opmærksom på, at der er nogle, som står udenfor. Og det er ubehageligt for alle parter. Hvis der kommer konflikt, vil der være nogle sår, der skal heles bagefter”, sagde hun.

“Det handler om at være mange, det handler om at møde op”
Det var, som om fagbevægelsens ild for alvor blev tændt, da 10.000 tillidsrepræsentanter senere blev stuvet sammen i en messehal i Fredericia, Danmarkshistoriens største stormøde af sin slags.

“Det handler om at være mange, det handler om at møde op”, forklarede Trine Binding, TR i Rødovre Kommune, der blev fragtet dertil i en af DM’s busser.

Udenfor passerede sumpede marker, klumper af sne gled over ruderne som skovsnegle på glas. Hun hev telefonen frem og tog et billede af kollegerne, mens termokander og mælkepulver cirkulerede, og smed med det samme billedet på Facebook.

“Når man nogle gange i TV Avisen ser, at 100 mennesker har protesteret mod et eller andet på Christiansborg … det ser bare forkølet ud. Det er derfor, det er så vigtigt at synliggøre, at vi alle står sammen, og at der er rigtig, rigtig mange af os”, sagde hun.

Da marts fødte april, var der faglige arrangementer overalt i landet. Daglig morgensang ved cykelstierne, fakkeloptog i gaderne, fotostorme på de sociale medier. Til en faglig fredagsbar i Toga Vin og Ølstue opdagede Lea Friedberg, formand for DM Studerende, hvordan konflikten åbnede for ny mobilisering.

“Når du er midt i det – står med de røde faner og kæmper for nogle krav, der er sindssygt vigtige – så mærker du på egen krop, hvad meningen med fællesskabet er … Derfor er OK 18 fagbevægelsens største mulighed for at engagere de unge”, sagde Friedberg.

Slutspillet: Sudden death eller …?
Den 28. marts udsatte forligsmanden de varslede konflikter i 14 dage, og da de var gået, gjorde hun det igen. Mens forhandlerne så stadig mere udmattede ud, når de i forligsmandens kløer dag på dag trådte ind til nye forhandlinger, virkede fagbevægelsens menige medlemmer mere og mere energiske.

To lige rækker af røde faner blev rejst og holdt oppe døgnet rundt foran den store træport til forligsinstitutionen, og der blev jævnligt indkaldt til store demonstrationer, der kunne blive så intense, at den tætte menneskemængde bølgede frem og tilbage som i et mosh pit til en ­heavy metal-koncert i en nordnorsk havneby.

Det var en sådan demonstration, 38-årige Mette Andersson mødte op til, da hun 17. april fleksede ud fra sit job som arkivar på Rigsarkivet og stemplede ind til kampråb og fælleshop. I den ene hånd havde Mette Andersson et papskilt med #enløsningforalle skrevet med skarpe streger. For hende ikke bare en støtte til fagbevægelsens forhandlere, men også en løftet pegefinger.

“Jeg er her for at støtte op om vores forhandlere – men også for at minde dem om, at vi er mange – rigtig mange – der står bag musketereden. Som ønsker, at de holder fast og står sammen”, sagde hun.

“Hvis det sammenhold bliver brudt, så er det … ja, så bliver det svært at gå på arbejde”.

En uge senere, natten til en regnfuld 25. april, blev den første aftale indgået i forligsinstitutionen. En aftale, der med Dennis Kristensen i spidsen var indgået udelukkende på vegne af de regionalt ansatte i LO-forbund.