09.03.2018
Artikel

Respekt og anerkendelse, tak

Af Jakob Elkjær
REDAKTØRENS KOMMENTAR

Der er ikke mange offentligt ansatte, der glæder sig ved udsigten til en storkonflikt. Langt de fleste er glade for deres arbejde og stolte af de vigtige samfundsfunktioner, de udfører.

Lærerne vil undervise deres elever. Miljømedarbejderne vil forvalte korrekt og passe på naturen. Skattefolkene vil opkræve skat til fællesskabet. Universitetsansatte vil levere dygtige kandidater til arbejdspladserne. Sygeplejerskerne vil hjælpe de syge osv.

Når flertallet af offentligt ansatte alligevel er mere kampberedte, end vi har set i mange år, så er det ikke min fornemmelse, at det handler om bestemte beløb i kroner og øre. Jeg tror mere, at man tørster efter den respekt og anerkendelse, som ordentlige løn- og arbejdsforhold er udtryk for.

For offentligt ansatte oplever ikke altid, at de bliver mødt med respekt:

New Public Management (NPM) er stadig udbredt – og NPM bygger i bund og grund på en tese om, at offentligt ansatte laver så lidt som muligt for så meget løn som muligt. Low performers, der sover over bordet og skal kontrolleres, måles og vejes.

Mange offentligt ansatte skal hvert år levere to procent i besparelser. Det går ud over kvaliteten og arbejdsglæden. Og det kan være svært at se fornuften i at spare på kernedriften, så regeringen kan dele penge ud til skattelettelser og billigere biler.

Når offentlige arbejdsgivere inddrager fridage til jul, nytår og grundlovsdag uden forhandling, så fremstår det som ensidig magtudøvelse i et forhold, som ellers byggede på gensidige aftaler.

Der er ikke skyggen af tvivl om, at privatansatte generelt tjener mere end offentligt ansatte. Jo større gab, des mindre respekt og anerkendelse.

Når så innovationsminister Sophie Løhde (V) som optakt til OK 18 udtaler, at lønudviklingen i det offentlige løber fra udviklingen i den private sektor, så fremstår det som en provokation. Det fik i hvert tilfælde en masse til at dele deres lønsedler på Facebook.

Og når Moderniseringsstyrelsen, som ministeren står i spidsen for, har det som erklæret målsætning at finde offentlige besparelser via overenskomstforhandlingerne, så er de offentligt ansatte selvfølgelig på vagt.

Kampen om frokostpausen skal ses i det lys. De offentligt ansatte føler sig pressede og har brug for deres pusterum. Og de ved, at hvis de offentlige arbejdsgivere får held til at fjerne den betalte pause, så svarer det til 7 procent mere arbejdstid. Og så kan man med NPM-logik spare 7 procent af personalet.

Det er derfor, 67 pct. af de offentligt ansatte vil sige nej, hvis ikke frokostpausen bliver anerkendt i overenskomsten. Kun 13 pct. vil sige ja ifølge en Gallup-undersøgelse, som Magisterbladet offentliggjorde i december.

Det er ikke mærkeligt, at regeringen gerne vil passe på skatteborgernes penge. Det hensyn skal en regering tage, men før regeringen vælger at gribe ind i en eventuel konflikt, bør den tage disse fire forhold med i overvejelserne:

  • Endnu et indgreb vil aflive den danske model, som bygger på, at vi sammen indgår gensidige aftaler, som tjener fællesskabet.
  • Et flertal af danskerne vil hellere have velfærd end skattelettelser.
  • Et flertal af danskerne støtter den betalte frokostpause.
  • Der skal senest afholdes valg i juni 2019.