03.11.2017
Artikel

Magistrenes pensionskasse investerer i tobaksindustrien

Kræftens Bekæmpelse kritiserer danske pensionskasser for at investere i tobaksindustrien. Direktør for MP Pension forklarer, hvorfor de investerer medlemmernes penge i tobak og lægger op til debat. For hvad med alkohol, gambling og porno?

Af Troels Kølln

FN’s etiske virksomhedsnetværk, Global Compact, udelukker nu tobaksindustrien fra at deltage i netværket – på linje med for eksempel producenter af atombomber og biologiske våben. Alligevel investerer danske pensionskasser medlemmernes opsparing i netop tobak. 

Det møder stærk kritik fra Kræftens Bekæmpelse. Det er vigtigt, “at samfundet forstår, hvor farlig en industri vi har med at gøre. Vi er langt bagefter i Danmark. Både norske, franske og australske pensionskasser lægger afstand til tobaksindustrien”, siger Leif Vestergaard Pedersen fra Kræftens Bekæmpelse til Politiken.

Også MP Pension, der er en medlemsejet pensionskasse for magistre og psykologer, investerer i tobaksindustrien – godt og vel 0,5 procent af medlemmernes penge, en halv milliard kroner.

“Tobaksindustrien giver et fint afkast på niveau med andre stabile industrier. Som udgangspunkt er det jo en god investering, og vi er som pensionskasse til for at give højt afkast”, forklarer direktør Jens Munch Holst.

“Samtidig ved vi alle sammen, at rigtig mange mennesker dør på grund af tobak. Så hvad skal man gøre? Problemet er, at det er svært at investere ud fra moral og etik, fordi det er forskelligt, hvad vi finder rigtigt”, siger Jens Munch Holst.

MP Pension har tre medarbejdere ansat til at arbejde med ansvarlige investeringer, herunder sikre, at pensionskassens investeringer lever op til organisationens egne krav. I pensionskassens retningslinjer står der, at man “tager hensyn til blandt andet miljø, menneskerettigheder, arbejdstagernes forhold, ulovligt børnearbejde, foreningsfrihed og antikorruption. Vi ønsker heller ikke, at vores investeringer bidrager til aktiviteter, der er forbundet med kontroversielle våben som eksempelvis atomvåben og klyngevåben”.

MP Pension har – modsat PensionDanmark, ATP, Nordea og PFA – ikke tilsluttet sig FN’s Global Compact, men følger alligevel dets principper, står det i retningslinjerne.

“Det handler grundlæggende om de investeringer, der bryder med grundlæggende normer i samfundet. Det kan for eksempel være menneskerettigheder eller andet, som er bestemt gennem internationale konventioner og retningslinjer. Derfor indeholder de heller ikke ting som tobak, gambling, porno og den slags. Det er noget, vi tager stilling til ved siden af”, forklarer Jens Munch Holst.

Bestyrelsen kan ændre kursen
Der er i dette efterår valg til bestyrelsen i MP Pension – et valg, der også handler om ansvarlige investeringer. For eksempel har investeringer i fossile brændstoffer været et hedt emne de senere år.

Desuden vil bestyrelsen diskutere tobaksinvesteringer, og MP Pension afholder i starten af 2018 medlemsmøder, hvor samme emne skal diskuteres.

Vil I stoppe med at investere i tobak, hvis medlemmerne er kritiske over for det?
“Det afhænger jo af bestyrelsen, som er valgt af medlemmerne, men selvfølgelig også hvad medlemmerne siger på møderne. Så jo, hvis bestyrelsen vedtager, at nu går vi den vej, så er det selvfølgelig den vej, vi går. Men det kunne jo lige så vel være alkohol eller andet, man ikke vil investere i”, siger Jens Munch Holst.

Hvorfor egentlig ikke bare lade være med at investere i tobak?
“Hvad med alkohol? Hvad med gambling? Hvad med virksomheder, der producerer kemikalier eller plasticposer? Det her er bare ét dilemma ud af en række dilemmaer, som vi skal diskutere hver dag. Sådan er det at være pensionskasse, og det er lige præcis derfor, vi tager dialogen med vores medlemmer”.