08.09.2017
Artikel

Ensomme studer­ende stresser mere

Studerende, der føler sig ensomme på studierne, er markant mere stressede. Eksperter råder universiteter til at understøtte gode fællesskaber.

Af Farhiya Khalid

Ensomme studerende er mere stressede. Mens tre fjerdedele af de ensomme studerende på universiteterne er stressede, gælder det kun halvdelen af de ikke ensomme studerende.

Det viser en ny rundspørge, som 1.092 studentermedlemmer i Dansk Magisterforening fra både bachelor- og kandidatuddannelserne har svaret på.

Omtrent 14 procent af de studerende føler sig altid eller ofte ensomme på studiet. Blandt dem oplever 74 procent, at de ofte føler sig stressede. Til sammenligning er det 48 procent af samtlige studerende, som ofte føler sig stressede.

Stressforsker og professor ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital Bobby Zachariae er ikke overrasket over forbindelsen mellem stress og ensomhed. Han fortæller, at forskning gennem snart 40-50 år har vist, at en af de vigtigste stødpuder mod stress er et godt netværk.

“Studier viser, at ensomhed er forbundet med højere sygelighed og dødelighed. Mennesker er sociale væsner, så ensomhed skal tages alvorligt”, siger han til Magisterbladet.

Søg støtte
Bobby Zachariae forklarer, at det er nemmere at fortolke og overskue omgivelsernes krav, hvis man har mulighed for at få støtte.

“Social støtte gør det nemmere for den enkelte at håndtere og mestre stress i hverdagen. Muligheden for at kommunikere til andre, hvordan man har det, giver et bedre perspektiv på det hele, og det øger oplevelsen af kontrol”, siger han.

Anita Eskildsen, der er stressforsker ved Arbejdsmedicinsk klinik i Herning, anbefaler studerende at søge hjælp hos familie, venner og ikke mindst professionelle, når man ikke kan løse stressen på egen hånd.

Anita Eskildsen fremhæver vigtigheden af forebyggelse og understreger, at de studerende skal forsøge at ignorere politikernes “skræmmekampagner”.

“Politikerne beskriver ofte fremtiden som et sted forbundet med stor risiko. Studerende skal helst have høje karakterer, relevant studiejob, hurtigt gennem studiet og et godt netværk, hvis de skal finde arbejde. Ellers bliver vi overhalet af de asiatiske lande. Den retorik skaber utryghed”, siger hun.

CV-ræs
Anita Eskildsen råder også de studerende til ikke at have for stort et fokus på cv’et, for det kan blive på bekostning af sociale fællesskaber, motion og fritidsinteresser, som er beskyttende faktorer mod stress.

Professor Bobby Zachariae peger på, at forskning viser, at trivsel og studiepræstationer hænger sammen. Uddannelsesinstitutionerne bør derfor have øget fokus på, hvordan man bedst hjælper de studerende med at skabe fællesskaber.

“Det er ikke bare, for at de studerende skal have det godt, men også fordi det hjælper dem med at blive bedre og klare studiepresset bedre”, siger Bobby Zachariae.

På Københavns Universitet er stress et problem på tværs af institutionen, fortæller vicedirektør for uddannelse Anni Søborg. Det viste en undervisningsmiljøvurdering foretaget på universitetet i 2016.

“Undersøgelsen viste, at vi havde en udfordring med stress, men også med ensomhed, dog i mindre grad. Så nu er alle fakulteter pålagt at udforme en handleplan”, siger Anni Søborg.

Anni Søborg udtaler, at institutionen gerne vil påtage sig ansvarsrollen for at arrangere nogle længere, mere inkluderende studiestartsforløb, men hun påpeger også, at KU har en række tilbud, som studerende kan benytte sig af.

“Jeg vil altid råde de studerende til at være aktive. Der er mange tilbud i studenterforeningerne, hvor man fx kan dyrke yoga og meditation. KU har også en idrætsforening, og vi ved, at fysisk aktivitet forebygger stress, så det håber vi, de studerende vil gøre brug af”, siger Anni Søborg.

Forkvinde for DM Studerende Lea Friedberg beretter dog om studerende, der henvender sig for at søge midler til arrangementer, som deres universitet har skåret fra – fx rusture og fester.

“Vi ved, at universiteterne er pressede af milliardnedskæringer, men uanset bevæggrunde risikerer nedprioriteringen af de sociale tilbud at blive et dårligt valg, når manglen på sociale relationer på studiet skaber trivselsproblemer”, siger Lea Friedberg.