Illustration: Llustra
18.08.2017
Artikel

Sådan gjorde politikerne Danmark skævere

De seneste 20 år er den økonomiske ulighed i Danmark steget. Hovedårsagen er en række politiske reformer, siger samfundsforskere, og det fører til, at vi fjerner os fra hinanden. Magisterbladet har udarbejdet en liste med 16 reformer, der har gjort afstanden mellem rig og fattig større.

Af Troels Kølln

År for år er den økonomiske ulighed steget. Forskellen på rig og fattig er vokset uafbrudt siden 1994, og gini-koefficienten, der måler uligheden i befolkningens indkomster, er steget med næsten en tredjedel. 

Det betyder, at Danmark i 2015 er rykket ned som nummer 11 på listen over Europas mest lige lande, viser tal fra Eurostat, EU’s agentur for statistik. I 2002 var Danmark nummer 2 på listen. Vi er blevet overhalet ikke bare af de øvrige nordiske lande, men også lande som Slovenien og Tjekkiet.

Hvordan kan det ske i en velfærdsstat, hvis formål er at sikre lige muligheder for alle?

“Det meste ulighed er politisk bestemt”, lyder det korte svar fra professor Jørgen Goul Andersen, der længe har forsket i blandt andet ulighed ved Aalborg Universitet.

Jørgen Goul Andersen har sammen med bl.a. professor Bent Greve og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd hjulpet Magisterbladet med at identificere de reformer, der har skabt mest ulighed de seneste 20 år. Magisterbladet har udvalgt reformerne ud fra, om de har en effekt på gini-koefficienten, der er et mål for ulighed.

Listen med 16 reformer og politiske aftaler viser, at uligheden er steget dels på grund af skattelettelser, dels på grund af forringelser af offentlige ydelser.

Skattereformerne tog fart med Foghs skattestop i 2001. Siden har politikerne jævnligt valgt at tage lidt mindre fra de højest lønnede, hvorfor der er lidt mindre at give til dem med de laveste indkomster.

“Det er mange bække små. Skattereformerne har hver for sig en lille effekt på uligheden, men når man lægger det sammen, løber det op”, forklarer Jørgen Goul Andersen.

De resterende reformer har skåret i de offentlige ydelser. Og der er nok at tage af: halvering af dagpengene, loft over kontanthjælpen, stramninger af førtidspensionen, færre penge til indvandrere, mindre SU og kortere sygedagpenge. Men den mest ulighedsskabende ændring er måske også den mest skjulte, siger Jørgen Goul Andersen.

“En af de helt store og oversete ulighedsskabere er, at man har indført en langsommere regulering af satserne for sociale ydelser. Den betyder, at for eksempel kontanthjælpen ikke helt følger med lønudviklingen. Mennesker på overførselsindkomst får altså ikke del i den økonomiske fremgang, som folk med arbejde får, og det øger uligheden over tid. Det er en ganske langsom, men sikker udhuling af velfærden”, siger Jørgen Goul Andersen.

Bred opbakning til ulige reformer
Magisterbladets liste viser, at der har været bred politisk opbakning til de ulighedsskabende reformer og aftaler. Venstre og Det Konservative Folkeparti er dog klart øverst på listen. Begge har stemt for samtlige tiltag. Tæt efter kommer støttepartiet Dansk Folkeparti, der har bakket op om 13 ud af de 16 reformer, mens Liberal Alliance trods kortere tid i Folketinget hurtigt er nået op som nummer fire på listen med otte reformer bag sig.



Men både røde og blå regeringer har indført ulighedsskabende reformer i samme tempo. Det er således en Helle Thorning-ledet regering, der har stået bag kontanthjælpsreformen i 2013, lavere regulering af sociale ydelser, SU-forringelser, en markant indskrænkning af førtidspensionen og ikke mindst topskattelettelser.

Det er udtryk for et tydeligt skifte i dansk politik, vurderer Jørgen Goul Andersen.

“I 70’erne fyldte tanken om medborgerskab meget. Det vigtigste var dengang, at ingen faldt ud. Det ideal er måske ikke helt forladt, men det er under pres. Hele social- og arbejdsmarkedspolitikken er i dag rettet mod at skabe de “rigtige” incitamentsstrukturer, som får flere til at deltage på arbejdsmarkedet”, siger han.

Det undrer ham derfor ikke, at for eksempel Dansk Folkeparti har stemt ja til størstedelen af de ulighedsskabende reformer på listen – til trods for at 63 procent af partiets vælgere ønsker det modsatte ifølge Magisterbladets Gallupmåling.

“Det er politik, som er blevet gennemført på tværs af politiske skel. Og Dansk Folkeparti har vist sig at have en evne til både at blæse og have mel i munden. Tag dagpengereformen, som de støttede. Det er de ikke blevet voldsomt straffet for af vælgerne – til trods for at de ikke fik nogle indrømmelser på udlændingeområdet”, siger han.

Det politiske skifte viser sig også i den måde, politikerne og meningsdannere taler på, siger professor Sine Nørholm Just, der forsker i retorik og offentlig meningsdannelse ved Roskilde Universitet.

“I længere tid, har politikerne i stig­ende grad brugt argumenter og eksempler, der giver vind i sejlene til en mere liberalistisk præget ideologi. På tværs af partipolitiske skel lægger man mere vægt på den enkeltes frihed end på den sociale sikkerhed. Det er et større – måske globalt – skifte i den måde, man taler og tænker på”, siger hun.

“Det er godt nok stadig ikke legitimt at argumentere direkte for mere ulighed, men i stedet taler man om noget andet: Idéer som, at det skal kunne betale sig at arbejde, eller at jo bedre de rigeste har det, jo bedre får de fattigste det også. Det handler om at sætte gang i hjulene og skabe dynamik”.

Vi står i en politisk brydningstid, mener Sine Nørholm Just. Enten vender den politiske retorik tilbage til et fokus på lighedstanken, eller også bliver talen om den individuelle frihed forstærket.

“Normalt veksler retorikken mellem at fokusere på enten lighed eller frihed. Så måske er vi nået dertil, at vi i befolkningen har fået nok og vil tilbage til at tale om solidaritet og fællesskab. Eller også har vi nu fået så mange argumenter for, at enhver er sin egen lykkes smed, at vi vil acceptere endnu mere ulighed”, siger Sine Nørholm Just.

Kan uligheden ændre velfærdsstaten?
Fortsætter politikerne ad samme vej som hidtil, kan vi få et noget anderledes samfund, end vi har været vant til, mener professor Bent Greve fra Roskilde Universitet.

“Hvis uligheden fortsætter med at vokse – og det tyder det på, at den vil – så får vi et markant anderledes samfund om nogle årtier. Det bliver ikke det Velfærdsdanmark, vi kender i dag”, siger han.

Ikke alle deler hans pessimisme, skal det siges. Det ser slet ikke så slemt ud, mener for eksempel Nina Smith, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

“Uligheden er måske øget på kort sigt. Men hvis beskæftigelsen stiger, så kan det vende på lang sigt. Og velfærdsstaten og den økonomiske omfordeling i samfundet er stadigvæk så omfattende, at det er marginaler, vi taler om”, siger hun.

Det er netop den danske velfærdsstat, der gør, at man ikke skal være alt for bange for den stigende gini-koefficient, siger hun. For uligheden skal ikke kun måles på de penge, der tikker ind på kontoen.

“Vi har en usædvanligt veludbygget velfærdsstat med gratis sundhedsvæsen, skoler og daginstitutioner. Ingen af delene tæller med i gini-koefficienten, men det er alligevel velfærdsydelser, som alle har adgang til”, siger Nina Smith.

“Ulighed i samfundet handler ikke bare om indkomster, men snarere om hvilke handlemuligheder borgerne har. Og der er det mindst lige så vigtigt, at alle kan sende deres børn i en god børnehave”, siger hun.

En del af den stigende ulighed stammer fra ændringer i den globaliserede markedsøkonomi eller demografien.

For eksempel er der kommet flere pensionister, studerende og indvandrere – alle grupper mere lavere indtægter end befolkningen generelt. Men effekten er ikke overvældende, vurderer professor Jørgen Goul Andersen.

Økonomer har også længe frygtet, at uligheden ville komme i form af globalisering og automatisering af arbejdet, der ville fjerne de lavtlønnede job og dermed ramme de svageste i samfundet. Men det har vist sig ikke at gælde her i landet, hvor lønstigningerne har fordelt sig nogenlunde ligeligt, siger Jørgen Goul Andersen.

Uanset hvor den kommer fra, så er der grund til at være kritisk over for den stigende økonomiske ulighed, siger professor Bent Greve.

“Der ér sket en vækst i uligheden, og den har betydet, at den historisk klare universelle adgang til velfærd, som kendetegner den danske model, ikke længere er så tydelig”, siger han.

Hvorfor er uligheden overhovedet et problem, hvis samfundet som helhed bliver rigere?
“Vi ved fra forskellige undersøgelser, at lande med stor ulighed har en stor risiko for mindre social sammenhængskraft, mere kriminalitet, flere overvægtige, mindre lyst til at uddanne sig og en voksende utilfredshed med det politiske system i det hele taget. Og internationalt set har høj økonomisk ulighed reduceret den økonomiske vækst. Så i et samfundsperspektiv er der nogle klare risici forbundet med højere ulighed – selv om vi ikke ved, hvornår filmen for alvor knækker”, siger Bent Greve.  

Her er de 16 politiske reformer, der har  skabt størst ulighed de seneste 20 år
For cirka 20 år siden begyndte den økonomiske ulighed at stige i Danmark – godt hjulpet på vej af politikerne. Magisterbladet har her opgjort de politiske reformer og aftaler, der har øget den økonomiske ulighed mest siden da. Reformerne kan deles op i to typer: skattelettelser til de højeste indkomster markeret med fed og forringelser af offentlige ydelser markeret med kursiv.

1. Skattestop 2001 
Foghs skattestop er ikke en enkeltstående reform, men resulterer i en lang række ændringer, bl.a. at boligers værdistigning ikke beskattes.
Stemte for: V, K

2. Starthjælpen 2002
Indvandrere får starthjælp, der er halvt så stor som kontanthjælp.
Stemte for: V, K, DF

3. Lavere skat på arbejdsindkomst 2003
Indfører beskæftigelsesfradrag og hæver grænsen for mellemskat.
Stemte for: V, K, DF

4. Forårspakken 2004
Lavere skat på arbejde, hvilket øger skellet mellem arbejdsløse og beskæftigede.
Stemte for: V, K, DF

5. Lavere skat på arbejde 2007
Person- og beskæftigelsesfradraget samt grænsen for mellemskat hæves. Maks.-grænse for topskattebetalere.
Stemte for: V, K, DF, Ny Aliance

6. Forårspakke 2.0 2009
Stor skattepakke, der bl.a. fjerner mellemskatten, hæver topskattegrænsen og sænker skatten på aktieindkomst.
Stemte for: V, K, DF

7. Genopretningspakken 2010
Overførselsindkomster fastfryses. Børnechecken skæres.
Stemte for: V, K, DF

8. Dagpengereformen 2010
Dagpengeperioden halveres. Optjeningskravet fordobles.
Stemte for: R, V, K, DF, LA

9. Skattereform 2012 
Regulering af sociale ydelser sænkes. Højere beskæftigelses­fradrag. Topskattegrænsen hæves.
Stemte for: SF, S, R, V, K

10. Førtids-, pensions- og fleksjobreformen 2013
Ingen førtidspension til personer under 40. Ressourceforløb til lavere ydelse indføres.
Stemte for: SF, S, R, V, K, LA

11. Kontanthjælpsreform 2013
Kontanthjælp modregnes partnerens indtægt og formue. For unge uden uddannelse erstattes den af uddannelseshjælp på niveau med SU.
Stemte for: SF, S, R, V, K, DF, LA

12 SU-reform 2013 
Regulering af SU sænkes. Lavere SU til hjemmeboende. Færre muligheder for SU.
Stemte for: SF, S, R, V, K, DF, LA

13. Sygedagpengereformen 2014
Sygedagpengeperioden halveres. I stedet indføres jobafklaringsforløb på niveau med kontanthjælp.
Stemte for: SF, S, R, V, K, DF, LA

14 Integrationsydelse 2015.
Starthjælpen genindføres under et nyt navn: Integrationsydelsen, en særligt lav overførselsindkomst til indvandrere.
Stemte for: V, K, DF, LA

15. Kontanthjælpsloftet 2016
Maks.-grænse for kontanthjælp, boligtillæg og boligsikring. Uden 225 timers arbejde inden for et år skæres kontanthjælpen.
Stemte for: V, K, DF, LA

16 Tryghed om boligbeskatningen 2017 
Ejendomsværdiskatten og grundskylden halveres. Højere beskatning for dyre boliger forsvinder.
Stemte for: S, R, V, K, DF, LA

Rettelse: I den oprindelige version af artiklen forvekslede Magisterbladet kontanthjælpsreformen, som blev vedtaget under en Helle Thorning-ledet regering i 2013, med kontanthjælpsloftet, der blev vedtaget af en Anders Fogh-ledet regering i 2001. Vi beklager fejlen og har rettet i teksten.