Erik W. Born tager et hvil ved en bedøvet hanbjørn. Bjørnen bløder lidt fra øret, fordi der er sat et lille plastikmærke med et nummer i øret, så den kan genkendes.
18.08.2017
Artikel

Den hvide bjørn – et politiseret ikon

Den mest komplette undersøgelse nogensinde af isbjørne i Grønland viser, at der er flere bjørne end forventet. Men alt er ikke godt. Klimaforandringer medvirker til, at bjørnene er blevet tyndere og får færre unger.

Af Anna Dalsgaard

Isbjørneskindet er der ikke. Det ville næsten være for patetisk, synes Erik W. Born. Isbjørneeksperten, som har fulgt den ikoniske hvide bjørn gennem 40 år. Men Erik W. Borns hjem bærer tydelige spor af den store faglige interesse for arktiske pattedyr, især isbjørnen og hvalrossen, som han har skrevet et utal af videnskabelige artikler, faglige rapporter og bøger om. 

Her er de fineste miniaturefigurer af hundeslæder, hvalrosser og isbjørne. Og på toilettet kan man betragte et par imponerende penisknogler og nogle kranier fra en hvalros.

Erik W. Born er cand.scient. og dr.phil. i biologi og formand for den videnskabelige canadisk-grønlandske regeringskomité for isbjørne. I den sammenhæng har han sammen med norske, canadiske og amerikanske ­forskere og i samarbejde med lokalbefolkningen og jægere i Grønland og Canada været ude at lede efter isbjørne i tre år fra 2011 til 2014. Fra helikopter har de undersøgt de to isbjørne­bestande i Baffin Bugt og i Kane ­Bassin mellem Canada og Grønland for at tælle bjørne som led i en om­fattende undersøgelse.

De har enten skudt en lille pil ind i bjørnenes bagdel og fået et lille stykke dna med ud for på den måde at “optælle”, hvor mange dyr der er i de to bestande. De har også bedøvet et vist antal bjørne og sat satellitsendere på dem for at følge deres færden og finde ud af, hvordan de reagerer på havisens tilbagegang.

Tvivl om bestandenes beskaffenhed
Siden begyndelsen af 1990’erne er hav­isen gået markant tilbage i både Baffin Bugt og Kane Bassin. Efter den forrige bjørnetælling i 1990’erne mente man, at bestandene var i tilbagegang, og opfattelsen var, at den canadiske og grønlandske fangst fra de fælles bestande var for høj. I 2006 indførte Grønland kvoter for sin bjørnefangst, mens fangsten i Canada har været kvoteret siden 1967.

I lyset af, at havisen – isbjørnenes ­vigtigste levested – var gået markant tilbage siden 1990’erne, og at bestands­tallene fra 1990’erne efterhånden var forældede, opstod der tvivl om Baffin Bugt og Kane Bassin-bestandenes velbefindende.

“Modelberegninger viste, at bestandene var i tilbagegang. Isbjørnejægerne i Canada og Grønland så derimod flere bjørne i deres jagtområder og mente derfor, at der var kommet flere bjørne”, siger Erik W. Born, som er konsulent ved Grønlands Naturinstitut.

Der var således stor tvivl om bjørnenes reelle situation, og derfor spurgte den fælles regeringskommission for Canada og Grønland, “The Canada Greenland Joint Commission on Polar Bears”, sin videnskabelige komité til råds om, hvordan man kan sikre en bæredygtig forvaltning af isbjørnebestandene. Kommissionen ville vide, hvilket niveau bjørnefangsten skal ligge på for at være bæredygtig, og hvordan ændringerne i bjørnenes levesteder påvirker bjørnene.

“Vi svarede, at de tidligere bestandstal var forældede, og at der måtte nye undersøgelser til, for at spørgsmålene kunne besvares”, siger Erik W. Born, som er formand for komitéen

Tyndere bjørne med færre unger
Resultatet af de nye optællinger er, at bestanden i Baffin Bugt nu tæller ­cirka 2.800 bjørne mod ca. 2.100 i 1997, mens Kane Bassin-bestanden er på ­cirka 360 bjørne mod tidligere cirka 200.

“Men vi kunne ikke bare gå ud med hænderne over hovedet og fortælle det som en stor glædelig nyhed, at der var kommet flere isbjørne i Baffin Bugt. For de to undersøgelser kan ikke sammenlignes på grund af unøjagtigheder i 1997-undersøgelserne. Dengang var der væsentlig mere havis, og det ser ud, som om man i 1990’erne ikke talte bjørnene ude på isen med. Desuden fik man ikke afsøgt de dybe fjorde på Baffin Island, hvor især de voksne hunner opholder sig om sommeren, og derfor var 1997-tallet for lavt. Men hvor meget for lavt kan vi desværre ikke præcisere”, siger Erik W. Born og fortæller, at de i den nye undersøgelse endvidere har gjort andre væsentlige observationer end at tælle.

“Vi fik i løbet af de tre år dna-­prøver fra ca. 1.400 isbjørne svarende til omkring 1.100 forskellige individer. Når vi var tæt på isbjørnene for at tage prøverne fra helikopter, noterede vi kropskondition og antal unger. Vi kunne se, at den generelle kondition for bjørnene i Baffin Bugt-bestanden er blevet dårligere. De er blevet tyndere og får færre unger”, siger han.

Mindre havis påvirker bjørnelivet
Det skyldes, at isbjørnenes naturlige levested er ved at smelte under labberne på dem. Når der er mindre is, er isbjørnene nødt til at gå på land og har sværere ved at finde mad.

Ved hjælp af satellitsendere har forskerne kunnet følge bjørnenes færden, og det viser sig, at de nu om stunder på grund af havisens tidligere opbrud og forsvinden tvinges på land, hvor de nu må opholde sig længere tid end i 1990’erne. Bjørnene tvinges til at gå på land næsten en måned tidligere om foråret end i 1990’erne. Havisen lægger sig også senere, og derfor opholder bjørnene sig nu cirka halvanden måned længere på land.

“Jeg har set med mine egne øjne, hvordan havisen forsvinder. Det er skræmmende”, siger Erik W. Born, som har studeret isbjørne i Vest- og Østgrønland, Canada og Svalbard siden 1980.

Det er han blevet hædret for med en “isbjørnenobelpris”, som regeringerne i de fem isbjørnelande USA, Canada, Norge, Grønland og Rusland har stiftet. Han fik den i 2015, første gang den blev uddelt.

Mens bjørnelivet er blevet sværere i Baffin Bugt, er det sandsynligvis blevet lettere i Kane Bassin, hvor den lille bestand holder til. Her er bjørnene i god form. De er velnærede, og det ser ud til, at klimaforandringerne foreløbig er en fordel for dem.

“Isen er anderledes i Kane Bassin end i Baffin Bugt. Der er kraftig polarpakis i Kane Bassin om sommeren, så selv om den også er gået tilbage her, er isen nu i en overgangsfase mere åben, og det giver en større produktivitet i havet, som er lig med mere mad”, siger Erik W. Born.

Politikerne går på tynd is
Der gik mere end et halvt år, fra den videnskabelige komité afleverede undersøgelsesrapporten til regeringskommissionen, til den blev offentliggjort i 2017. Det kan skyldes den store interesse for isbjørnen, og at den er blevet et ikon for den globale opvarmning. Isbjørnejægerne har en interesse i, at kvoterne ikke bliver mindre, og miljøorganisationer har en interesse i at beskytte isbjørnen bedst muligt.

“Kommissionen skulle nok lige finde sine ben, inden den var klar til at gå ud med de nye resultater. Det er kompliceret. Områderne ændrer sig, i takt med at isen trækker sig tilbage, og vi kan ikke foretage nye undersøgelser hvert år. Det er rasende dyrt med helikoptere, brændstof og andre udgifter i flere år ad gangen”, siger Erik W. Born.

Det næste skridt er at beregne, hvordan man bevarer bæredygtige bjørnebestande. Eller hvor mange isbjørne man kan fange bæredygtigt fra de to bestande, i lyset af at havisen forventes fortsat at gå tilbage, så isbjørnenes levested forringes yderligere. Regeringskommissionen har derfor bedt forskerne beregne den samlede fangst under forskellige scenarier.

Videnskabsfolkene afleverede deres rapport i slutningen af juli. Nu er det op til politikerne at beslutte, hvordan de vil forvalte isbjørnebestandene.

“Forvaltningen er ikke en opgave for forskerne, og vi ved jo godt, at forvaltning kan sætte lus i skindpelsen. For isbjørnene er politiserede”, siger Erik W. Born.