07.04.2017
Artikel

ROMU: Flere spørgsmål om direktionen er fraværende i ny APV

I 2014 var 50-60 pct. af medarbejderne på Roskilde Museum – ROMU – kritiske over for direktionen i en APV om det psykiske arbejdsmiljø. I en ny APV er en række af spørgsmålene om direktionen fra 2014 forduftet. Problematisk, siger eksperter.

Af Thomas Bøttcher

En ny APV om det psykiske arbejdsmiljø fra Roskilde Museum (ROMU) får hårde ord med på vejen af arbejdsmiljøeksperter. De undrer sig over, at en stribe spørgsmål, som i en APV i 2014 afdækkede stærkt kritiske holdninger hos medarbejderne til ROMU’s direktion, er forsvundet ud af museets nye APV.

I trivselsmålingen fra 2014 udtrykte eksempelvis 60,5 pct. af de ansatte mistilid til direktionens evne til at understøtte et godt samarbejde på arbejdspladsen. I 10 ud af 12 spørgsmål om ledelsesmæssige kerneopgaver bedømte mellem 50 og 60 pct. af medarbejderne direktionen negativt. Hvor medarbejderne i 2014 skulle svare på de samme 12 spørgsmål om deres afdelingsleder og direktionen, er der i den nye APV 11 spørgsmål om den nærmeste leder og kun fem spørgsmål om direktionen. Fire af de fem spørgsmål har en anden formulering end spørgsmålene i undersøgelsen fra 2014.

Svarene på APV’en fik i 2015 arbejdsmiljøeksperter til at konkludere, at ROMU havde betydelige ledelsesmæssige problemer. At en række spørgsmål om direktionen er udeladt i den nye APV, undrer de samme eksperter.

“Det er meget mærkeligt, at ROMU ikke fastholder de spørgsmål, som specifikt afdækkede problemer i den forrige undersøgelse. Organisationen har jo en stærk interesse i at vide, hvad der siden er sket. Når du er i en situation som ROMU, hvor du har identificeret et tydeligt problem, skal du jo følge op på det frem for at undlade at spørge ind til det”, siger lektor i arbejdssociologi ved Roskilde Universitet Henrik Lund.

Tidligere arbejdsmiljøprofessor og selvstændig konsulent Tage Søndergård Kristensen finder fremgangsmåden utroværdig.

“Enhver ansvarlig organisation eller virksomhed vil selvfølgelig være opsat på at undersøge, om der fortsat er problemer med ledelseskvaliteten. Her virker man tværtimod til at være interesseret i det modsatte. Det virker suspekt”, siger han.

Fortsat ledelsesproblemer
“Man kommer til at sende det signal, at der er ting, man ikke ønsker at få noget at vide om. Men man kan ikke reparere på det dårlige arbejdsmiljø, der afslørede sig sidst, ved at undlade at stille de samme spørgsmål. Det svarer til, at man helbreder en patient ved at lade være med at undersøge vedkommende”.

Ifølge Tage Søndergård Kristensen er der imidlertid også i den nye APV indikationer på, at der fortsat er problemer med ledelsen af ROMU.

“Der er kun én medarbejder, der kan erklære sig helt enig i, at direktionen sikrer tydelige beslutningsgange. Det er jo ikke voldsomt. Og kun to er helt enige i, at direktionen involverer medarbejdere i beslutninger om forandringer. Det er nogle kraftige vink med en vognstang om, at der fortsat er problemer med den øverste ledelse”.

Henrik Lund hæfter sig ved, at medarbejderne ved museet har svaret positivt på spørgsmål om deres eget arbejde og forholdet til kollegerne. Et klart flertal af medarbejderne giver således udtryk for, at de har en rummelig arbejdsplads med gode kolleger samt høj kvalitet og stor selvstændighed i arbejdet, som i øvrigt opleves som meningsfyldt.

Men ligesom Tage Søndergård ­Kristensen peger Henrik Lund på, at scoren er lav, når det gælder direktionen.

“Jeg synes, at den nye undersøgelse ligner den gamle. Der, hvor vi kan sige noget om ledelseskvalitet, tyder det ikke på, at der er nogen forbedringer. Men man spørger på en anden måde, og derfor kan man ikke sige det med rimelig sikkerhed”.

Medarbejderne har kunnet afgive skriftlige kommentarer til undersøgelsen, men disse er ikke blevet fremlagt for personalet. Ifølge Henrik Lund er der flere mulige forklaringer på, hvorfor direktionen scorer lavt i undersøgelsen.

“En mulig fortolkning er, at medarbejderne ikke får nok informationer af ledelsen. At de er usikre og ikke aner, hvad der skal ske. De kan være usikre på deres job og på, hvordan arbejdets indhold forandrer sig. Men det kan også være, at der eksisterer et konfliktfyldt forhold til direktionen. Eller at ledelsen er meget styrende eller kører medarbejderne rundt i alle mulige retninger”.

Museumsdirektør Frank Birkebæk afviste i 2015 over for Magisterbladet, at de negative bedømmelser af ledelsen kunne ses som udtryk for, at museet havde ledelsesmæssige problemer.

Ifølge Tage Søndergård Kristensen kan det være udfordrende for selvejende institutioner som ROMU at slippe af med et dårligt arbejdsmiljø. Det kræver nemlig, at den øverste ledelse – dvs. bestyrelsen – tager ansvar for at skabe forandringer, og det sker sjældent, mener han.

“Det kan være meget vanskeligt for medarbejderne at gøre noget med en dårlig ledelse, særligt i selvejende institutioner, hvor det er uklart, hvem der egentlig har det overordnede ledelsesmæssige ansvar for stedet. Det er godt nok bestyrelsen, men de er så ikke rigtig ansvarlige over for nogen”, siger han.

Da Magisterbladet i 2015 fremlagde eksperternes vurderinger af trivselsmålingerne for ROMU’s bestyrelsesformand og borgmester i Roskilde, Joy Mogensen, ønskede hun ikke at svare på Magisterbladets spørgsmål, men lod via sin presseansvarlige meddele, at hun havde “fuld tillid til ledelsens indsats”.

Ifølge Tage Søndergård Kristensen tyder trivselsundersøgelsen ikke på, at der denne gang vil blive taget seriøse skridt til at forbedre arbejdsmiljøet ved museet.

“Hvis der havde været et godt arbejdsmiljø, havde man for længst adresseret de problemer, der er, frem for at prøve at skjule dem. Så det nye forløb er sådan set en del af problemet. Det er ikke en del af løsningen”.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ROMU’s direktion eller medarbejderrepræsentanter i museets AC-klub og arbejdsmiljøudvalg.

Til gengæld har formanden for ROMU’s bestyrelse og borgmester i Roskilde Joy Mogensen svaret på Magisterbladets henvendelse. Se svaret i artiklen "Bestyrelsesformand: Åben og inddragende proces om APV".

Fra ROMU’s APV 2016
Tallene viser, hvor mange personer der har svaret i hver enkelt kategori.