04.11.2016
Artikel

40 år som løstansat

69-årige Inge Schjellerup har været æresprofessor i Peru og løstansat i 40 år i Danmark. Det ser ikke kønt ud, siger Nationalmuseet.

Af Lasse Højsgaard

I 2015 fejrede Inge Schjellerup et bemærkelsesværdigt 40-års jubilæum på Nationalmuseet. At være på en arbejdsplads i 40 år er altid særligt, men at være på en arbejdsplads i 40 år uden nogen sinde at have været fastansat, det er alligevel ud over det sædvanlige.

40 års løsansættelse er i hvert fald rekord på Nationalmuseet. Og det er Inge Schjellerup med egne ord “rævestolt af”.

“Jeg var stolt af at have været i stand til at svinge mig fra lian til lian og bevare tilknytningen til Nationalmuseet. Jeg synes jo, det er en fantastisk institution, så der ligger en stor kærlighed der – selv om jeg nogle gange er blevet stedmoderligt behandlet”, siger hun til DM’s sektorblad Natur & Kultur.

Historien har to sider. Den ene handler om en forsker, der i årevis har bidraget til Nationalmuseets produktion, uden at man en eneste gang i 40 år har kunnet – eller villet – finde plads til en fastansættelse. Den anden handler om en forsker, der “på egne ben” har opnået en karriere med mange udmærkelser.

Inka-Inge er æresprofessor i Peru
“Inka-Inge” Schjellerup er antropolog og dr.phil. i arkæologi. Som færdiguddannet var hendes første ansættelse et projekt, der handlede om gammel peruviansk keramik, finansieret af Videnskabernes Selskab. Herefter besluttede hun sig for at vende interessen mod Chachapoyas-kulturen, og så søgte og fik hun selv penge fra Carlsbergfondet til et projekt, hun gennemførte for Nationalmuseet.

Hermed var linjen lagt for Inge Schjellerup, og det skulle siden blive til en lang række projekter. Projektpengene betalte omkostningerne og Schjellerups løn i den budgetterede projektperiode. Ansøgningsprocessen var der dog ingen, der betalte for, og heller ikke altid den afsluttende proces.

“Et af de problemer, jeg ofte er stødt på, er, at man ikke får penge til den videnskabelige bearbejdelse af det materiale, man samler ind. I landbrugsprojektet i Peru blev det direkte sagt til mig af en medarbejder i forskningsrådet, at “det kan du gøre i din arbejdsløshedsperiode”. Da blev jeg meget vred. Det tror jeg også, vedkommende forstod”, fortæller hun.

Med tiden fik hun rutinen med at søge projektmidler hjem, og en chef på Nationalmuseet sagde sågar til hende: “Du er så dygtig, at dig behøver vi ikke at ansætte”.

Men ser man bort fra den manglende fastansættelse, er det ikke, fordi det skorter på anerkendelse. Især i Peru er Inge Schjellerup særdeles anset for sin videnskabelige indsats. Hun er således æresprofessor ved universiteterne Privada Antenor Orrego og Nacional de Trujillo. I 2012 fik hun desuden overrakt en guldmedalje af regionsregeringen i Amazonas i Peru for sin indsats.

Og så har hun desuden opnået den for en dansk videnskabsperson sjældne ære at få hele to planter opkaldt efter sig: “Iochroma Schjellerupii” i 1998 og “Larnax Schjellerupii” i 2003.

Selv om Nationalmuseet har mange ansatte i midlertidige stillinger, er udgangspunktet altid, at man skal fastansætte, når man kan. Også selv om det sker på en bevilling, der udløber på et tidspunkt. Det siger Jes Gjørup, der er vicedirektør med ansvar for drift og administration, til Natur & Kultur.

“Når områdecheferne kommer til os for at få bemyndigelse til at ansætte midlertidigt, appellerer vi altid til, om der ikke kan være mulighed for en fastansættelse. Og hvis det eksempelvis er et 3-årigt projekt, spørger vi også: Kommer der ikke et projekt i halen på det her, der gør, at du kan fastansætte vedkommende?”

Alligevel er en væsentlig del af museets medarbejdere midlertidigt ansatte, og Jes Gjørup er ikke stolt af Inge Schjellerups jubilæum.

“Det ser ikke kønt ud, må jeg sige. Ud fra et personalepolitisk synspunkt er det ikke tilfredsstillende, at nogle er tilknyttet arbejdspladsen i så mange år uden en fastansættelse”, siger han.