04.11.2016
Artikel

Oline og SU-sparerne

Magisterbladet og kommunikationsstuderende Oline Larsen tog på rundtur i magtens korridorer for at høre og forstå argumenterne for at tage penge fra de studerende.

Af Lasse Højsgaard

Generationstyveri. Gældsfælde. Social skævvridning. Kritikken mod regeringens forslag om lavere SU har haglet ned fra de studerende og en lang række sympatisører, herunder også Magisterbladet. Men har vi reelt ikke forstået de gode hensigter, der ligger bag spareforslagene?

Den mistanke kan vi naturligvis ikke have siddende på os. Derfor tog Magisterbladet og studerende Oline Larsen på tur blandt de stemmer, der taler for lavere SU: arbejdsgivere, økonomer og politikere. Ikke for at debattere og give dem tørt på, men for at forstå argumenterne.

Mere til uddannelser kræver mindre SU
I den gamle børsbygning i København har det alle dage været pengene, der talte. Under Christian Firtal var der handelsboder, fra midten af 1800-tallet blev der handlet aktier, og i dag er Børsen hovedsæde for Dansk Erhverv – de danske virksomheders samlede stemme.

Og den mener, at SU’en bør være lavere. Før sommerferien foreslog Dansk Erhverv, at SU’en begrænses til 3 år og erstattes af rentefrie lån på kandidatdelen.

Det er ikke, fordi uddannelseschef Mette Fjord Sørensen synes, at Oline har for mange penge, forklarer hun, da hun tager imod. Det er, fordi staten bruger flere penge på SU end på uddannelserne i sig selv.

“Vores tanker om SU’en blev aktuelle, da regeringen indførte omprioriteringsbidraget på uddannelsesinstitutionerne. Det får balancen til at tippe, så vi nu bruger flere penge på at forsørge studerende end på indhold og kvalitet i uddannelserne. Derfor foreslår vi at spare på SU’en og bruge størstedelen af besparelsen på uddannelse og forskning”, siger Mette Fjord Sørensen.

“Og I mener, at SU’en er det mest oplagte sted at finde de penge?” spørger Oline.

“Hvis vi bare siger: Hey, lad os bruge flere penge på uddannelserne, bliver vi jo spurgt, hvor de penge skal komme fra. Derfor foreslår vi at file lidt på SU’en”.


Foto: Sara Galbiati

Hoveder, ikke hjerter
Dansk Erhverv kommer jævnligt med ønsker til regeringens politik. SU-besparelser har været et af dem. Et andet er skattelettelser, bl.a. lettelse af topskatten. Det kan man altså godt få råd til. Men de to ting har intet med hinanden at gøre, siger Mette Fjord Sørensen.

“Vi kan godt lide skattelettelser, men vi har aldrig sagt, at SU-besparelserne skal gå til skattelettelser. De skal gå til uddannelse og forskning”.

Og så kommer hun ind på en lille sideeffekt af SU-besparelserne, som Dansk Erhverv heller ikke er ked af – de studerende presses til at være mere målrettede i studievalget.

“Det er et problem, når vores medlemmer for eksempel har brug for it-specialister, men ikke kan få besat de stillinger. Så med SU’en er der også et lille greb til, at nogle unge mennesker tænker, at der godt må være et jobsigte, så det ikke kun er hjertet, men også hovedet, der er med, når de vælger uddannelse”.

Om det er godt at vælge uddannelse efter pengene, er Oline ikke så sikker på. Hun valgte selv at læse kommunikationsuddannelsen på RUC med fokus på sociale medier. Siden er hun blevet i tvivl.

“Jeg sad selv og kiggede på ledighedstal, inden jeg valgte. Men nu kan jeg mærke, at det her rationelle valg ikke var det, jeg havde lyst til. Nu overvejer jeg at læse noget andet, hvilket vil betyde, at jeg bliver forsinket i studiet”, fortæller Oline.

McDonalds er også godt
Om man gennemfører på normeret tid, er faktisk slet ikke så afgørende for arbejdsgiverne, fortæller Mette Fjord Sørensen. Og det er et gennemsnit på 7 eller 9 heller ikke. De kigger langt mere på erhvervserfaring fra studie­relevante job.

“Men der er også rift om de studie­relevante job. Så nogle må nøjes med at arbejde på McDonalds”, indskyder Oline. Og ikke uden grund. Hendes eget studiearbejde består netop i at lange burgere over disken i en ­McDonalds-restaurant.

“Det gør ikke noget. Du har været en del af et arbejdsfællesskab og vist, at du kan påtage dig et ansvar. Du er allerede meget mere attraktiv for en arbejdsgiver end en, der aldrig har haft et job”, skynder Mette Fjord Sørensen sig at forklare.

Hun er sød og imødekommende over for Olines argumenter mod SU-forringelserne. Men når diskussionen falder på det sjette SU-år, som Dansk Erhverv også vil af med, stiger blodtrykket alligevel en smule.

“Jeg bliver en lille smule provokeret af de ting, I siger. Det er da en kæmpe gave, at du har mulighed for at tage en uddannelse på fællesskabets regning og ovenikøbet blive forsørget. Men vi vil så kun forsørge dig i de år, dit studium er normeret til”.

“Så vi er lidt forkælede?” spørger Oline.

“Mnah … men hold fast, hvor er vi privilegerede”, siger Mette Fjord Sørensen, inden hun lukker Oline ud af den fornemme børsbygning og ud i efterårskulden.

Oline er ikke topkvalitet
C-J ligner ikke en af magtens mænd. Skulderlangt hår og goatee-skæg. Formelt er Carl-Johan Dalgaard det heller ikke – magtfuld. Som professor ved Økonomisk Institut på KU er han blot en forsker som tusindvis af andre, der sidder i et lille kontor og kigger på en computerskærm. Men C-J, som han underskriver sig, er som formand for Det Økonomiske Råd en af dem, man omtaler som “økonomiske vismænd”. Og når de taler, bliver der lyttet.

For to år siden sad han i den kommission, der skulle udtænke, hvordan vi øger produktiviteten i Danmark. Og den pegede på, at der bliver uddannet for mange inden for fag, der ikke er produktive. Derfor skal unge vælge de rigtige uddannelser. Derfor foreslog Produktivitetskommissionen bl.a. at omlægge en del af SU’en til lån – præcis det, regeringen nu ønsker at gøre.

“Som økonom tænker man, at løn og ledighed afspejler virksomhedernes opfattelse af, hvor meget værdiskabelse de uddannede kan bidrage med. Hvis nogle uddannelser har systematisk højere løn og lavere ledighed, vil en økonom anse det som en kvalitetsforskel på uddannelserne. Arbejdsløshed og lav løn er et produktivitetstab for samfundet”, forklarer C-J i et lille glasbur, der udgør et mødelokale på Økonomisk Institut.

Han vrider sig en smule i stolen og tilføjer, at ordet “kvalitet” måske ikke er det mest heldige. Måske fordi han foran sig har Oline, som han altså indirekte siger er af dårligere kvalitet end eksempelvis hans egne økonomistuderende.

“Det er vigtigt at holde begrebet ud i strakt arm. Man kan have en super uddannelse med dedikerede lærere og udfordrende pensum. Men hvis arbejdsgiverne ikke kan lide de kompetencer, man får, vil en økonom betegne det som lavkvalitet”.

Kan det betale sig?
Oline lytter nysgerrigt, mens C-J forklarer sin præmis: For produktivitetens skyld skal unge vælge uddannelser, der giver job med høj løn og lav ledighed. Og lavere SU er et middel til at få dem til det, mener han.

“Forestil dig, at der slet ikke var SU, og at du selv skulle betale hele uddannelsen. Så ville man spørge sig selv: Kan det svare sig for mig at låne en halv million til den her uddannelse? Har man en gratis ydelse, er man ikke på samme måde tilskyndet til at overveje, om man har gode chancer for at bruge uddannelsen”, siger C-J.

Selvom Oline ligger i den ikkeproduktive ende af C-J’s skala, er hun dog ikke et godt eksempel på, at høj SU får unge til at slå de privatøkonomiske antenner fra.

“Jeg har valgt en toning med fokus på sociale medier. Det var en profil, de sagde, der ville være større behov for i fremtiden. Så den har jeg valgt ud fra et pragmatisk perspektiv”, fortæller hun.

Men det fortæller også noget, mener C-J. Nemlig at uddannelsesdimensionering og fremdriftsreform allerede har haft en virkning.

“Det er tre år siden, vi skrev de ting, og der er løbet meget vand gennem åen. Det skabte en hel del palaver, og før vi fik set os om, var regeringen begyndt at dimensionere uddannelserne. Det var så ikke lige det, vi foreslog”, siger han.

De kan jo i Sverige
C-J gør det flere gange klart, at han er økonom og ikke politiker. Han peger kun objektivt på, hvad der ifølge de økonomiske modeller kan betale sig. Men et sted hopper han dog lidt ud af rollen, nemlig i snakken om SU’ens betydning for social mobilitet. Han anerkender, at der i teorien vil være en social slagside af lavere SU. Men ...

“Nu kommer jeg selv fra et hjem, hvor ingen var akademikere, og jeg kan godt blive lidt pikeret over, at det gør, at jeg ikke skulle have drive for at tage en uddannelse. Hvor kommer den opfattelse egentlig fra?”

“Måske fordi man i uddannelsesfremmede hjem ikke så godt kan forestille sig, hvad der kommer ud af en uddannelse”, foreslår Oline.

“Tja ... Man kan også lave den omvendte – er du født med en sølvske i munden, kunne du være helt ligeglad med uddannelse, for du har ikke brug for det. Det skal så ikke sløre billedet, at mindsker man støtten, medfører det, at færre tager uddannelse. Men om det har så stor effekt, er ikke krystalklart. SU’en er stadig markant højere end i Sverige, og de uddanner sig alligevel”.

Jo, regeringens forslag til SU-besparelser bør føre til højere produktivitet, bekræfter C-J. Men han mener alligevel ikke, at alt er sagt med det.

“Så starter den fordelingspolitiske diskussion. Hvis der virkelig er nogle sociale effekter, må man også overveje det. Der er også ting i den anden vægtskål, og man kan ikke som økonom sige, hvilken afvejning der er den rette. Det er en politisk diskussion”, siger C-J, inden han skal i gården og have en smøg.

Frygten for rabundus
Olines rundtur slutter i magtens absolutte centrum – på Christiansborg. Her kommer Venstres uddannelsesordfører, Jakob Engel-Schmidt, halsende ind på sit kontor efter at have siddet i kø på vej fra et møde. Det har været en travl uge for den unge Venstre-mand, der næsten konstant har været i medierne om SU og boligskatter og en masse andet.

“Venstres politikere kommer jo ofte fra Jylland, og når de så er hjemme, er det os få tilbageværende, der må stå på mål”, forklarer han lidt spøgefuldt og snupper en cola fra mødebordet.

Han begynder ikke at forklare SU-reformen med incitamenter og adfærd. Det, der er hans forkromede målsætning, er, at der skal sættes gang i væksten.

“Danmark er fattigere i dag, end vi var i 2007, målt på produktionen. Det betyder ikke, at samfundet falder sammen, men Danmark vil bare ikke være et sted, hvor vi har råd til at gøre de samme ting som i andre europæiske lande. Og det er træls”, forklarer han.

Men regeringen har udarbejdet en plan, der kan rette skuden op. Den hedder 2025-planen og skal øge landets produktion med 65 milliarder kroner. Det indebærer en lang række tiltag.

“Ved du, hvad man får i SU i Norge og Sverige?” spørger han Oline.

“Nej, ikke de præcise tal”, svarer hun.

“Det er heller ikke vigtigt, men de får langt mindre, og det siger noget om, at man godt kan tage lidt af stipendiet, uden at det ødelægger uddannelsessystemet, som jeg ellers bliver beskyldt for”, siger Engel-Schmidt.

Hvad med den sociale slagside?
“Jeg har set, at man får mindre i SU i Norge, men også at de der får mere hjælp fra forældrene. Så kan det ikke give en social slagside, hvis vi gør systemet mere norsk?” spørger Oline.

Både hun og Jakob Engel-Schmidt ved, at et panel af forskere netop har peget på, at det typisk er unge med mindre veluddannede forældre, der fravælger den lange uddannelse, når de presses på økonomien. Han anerkender argumentet. Han tror bare ikke, at det vil være særlig mange, hvis nogen overhovedet.

“Jeg ville være bekymret, hvis jeg gjorde det umuligt for en masse at tage en uddannelse. Men du får stadig 4.300 kr. udbetalt. Du får mulighed for at låne mere, nu uden at betale rente, og efter uddannelsen får du tre år med lavere skat. Det er vores trade-off. Er det en dans på roser? Næ. Er det urimeligt? Næ, det synes jeg ikke”.

Pengene vokser hos de rige
Det, Oline har svært ved at forstå, er, at det ifølge regeringen er nødvendigt at spare penge på SU’en for at få mere råderum i statskassen. Og i samme plan står, at der er råd til topskattelettelser for indkomster på mellem 500.000 og 1.000.000 kr. om året. De vellønnede skal have mere, Oline skal have mindre.

Det kan Engel-Schmidt godt forklare. Skattelettelserne skal nemlig ses som en investering i vækst.

“For mange mennesker kan det ikke betale sig at arbejde. Får vi dem ind i arbejdsfællesskabet, er det en rigtig god forretning for samfundet. Det er det også, hvis alle dem lige over topskattegrænsen vælger at arbejde måske 5 timer mere. Det får produktiviteten i gang”.

At mange højtlønnede ikke har loft over arbejdstid og derfor ikke vil tjene mere, eller at mange i forvejen synes, de arbejder alt for meget, er ikke argumenter, der ødelægger den teori.

“Jeg sidder i byrådet i Lyngby, hvor der ligger mange store virksomheder. Deres største udfordring er at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. For højtuddannede udlændinge tænker: Hvorfor rejse til Danmark og blive brandbeskattet? Vi går glip af penge i statskassen, fordi vi har en marginalskat, der er alt for høj”, forklarer Engel-Schmidt.

Ikke overbevist
Klogere, men ikke meget klogere og heller ikke overbevist. Det er Olines status, da hun sidder med en kaffekop og tænker over besøgene. Hun er med på, som C-J forklarede, at SU’en kan være en knap, der kan drejes på for at få studerende i den retning, økonomer og erhvervsliv ønsker. I hvert fald i teorien.

“Jeg tror ikke, at det med at følge sit hjerte i studievalget handler om høj SU. Jeg tror, det er noget kulturelt. Blandt mine venner taler vi meget om, hvad vi brænder for i studiet. Og jeg er stadig tændt på at skifte studieretning, også selv om det giver mindre jobsikkerhed, og selv om jeg kommer til at mangle SU. Måske ville jeg være mere produktiv, hvis jeg bare kørte igennem. Men jeg vil ikke uddanne mig til noget, jeg dybest set ikke har lyst til”, fortæller hun.

At SU-besparelserne skal være med til at redde Danmarks økonomi, har hun også forstået. Men at spare SU og samtidig give topskattelettelser – det er stadig svært at se det oplagte i.

“Jeg synes ikke, at man skal tage fra dem, der har lidt, og give til det øverste lag. Og jeg tror ikke på, at de, der arbejder 50 timer om ugen, vil arbejde fem timer mere. Det ville jeg ikke selv gøre. Så tror jeg mere på, at vi som samfund satser på, at så mange som muligt får en uddannelse og udnytter deres potentiale”.