07.10.2016
Artikel

Når hjernen brænder sammen

NN stiller sig over i et hjørne af butikken og fisker sin mobil frem for at ringe efter hjælp. Men han kan ikke huske, hvordan man bruger en telefon. Han er et typisk eksempel på, hvordan hjernen kan brænde sammen på grund af urealistiske krav og dårlig ledelse.

Af Pernille Siegumfeldt

Arbejdspsykolog Einar Baldursson mødte NN første gang på sin klinik i 2015.

I lighed med en strøm af andre vidensarbejdere, der møder muren, brændte NN sammen i et forsøg på at finde mening i det meningsløse.

NN er en mand midt i 40’erne og offentligt ansat i en stor organisation. Han arbejder med projektudvikling og har stor succes med det. Så stor, at han bliver headhuntet til en ny afdeling, hvor han skal implementere et it-projekt, der er kørt lidt af sporet.

Ikke overraskende er det en svær opgave.

NN oplever en længere periode med skiftende chefer, der har skiftende holdninger til, hvor projektet skal ende, og hvad tidshorisonten for opgaven bør være. Mange måneder inde i forløbet bliver det med kort varsel offentliggjort, at den afdeling, han arbejder for, skal flytte til en by langt væk. En omlægning og en beslutning, som han har svært ved at se nogen fagligt fornuftig begrundelse for.

Ledelsen sætter sig ikke imod, og NN’s projekt bliver ikke sat på pause. Det fortsætter med uændret deadline, samtidig med at flyttekasserne bliver pakket. Da han undrer sig højlydt, minder chefen ham om, at det er gennemførelsen af projektet, han er ansat til. Ikke andet end det.

På et tidspunkt bliver specifikationerne ændret igen.

En lønstigning på 20 procent
NN oplever, at han igennem et stykke tid får vanskeligere og vanskeligere ved at koncentrere sig. Han sover elendigt, føler sig konstant meget træt, og han har også svært ved at huske. Han kan se, at tidsplanen på arbejdet skrider, og at der mangler ressourcer. Da han igen deler bekymringerne med sin chef, kommer reaktionen bag på ham. I stedet for at diskutere den konkrete problemstilling bliver han tilbudt en lønstigning på 20 procent.

NN er blevet malet op i et hjørne uden nogen chancer for at navigere, og det går op for ham, at han står alene med ansvaret for et projekt, der ikke holder vand. Hans leder har ingen faglig indsigt i den opgave, han skal løse, så NN har heller ingen sparringspartner.

En dag siger NN’s nærmeste kollega op. Det er samme dag, NN kollapser.

Sammenbruddet sker på vej hjem fra arbejde en sen fredag eftermiddag. NN skal købe ind til weekenden, men befinder sig pludselig i en del af byen, han ikke kan genkende.

I et hjørne af butikken
Han aner ikke, hvordan han er endt der, men han sætter automatpiloten til, går ind i et supermarked, tager en indkøbsvogn og fylder den med varer. Da han skal betale, kan han ikke huske sin pinkode.

I det øjeblik forsvinder alt.

NN tror, han er ved at få en hjerneblødning og bliver rigtig bange. Han stiller sig over i et hjørne af butikken og fisker sin mobil frem for at ringe efter hjælp. Men han kan ikke huske, hvordan man bruger en telefon.

På en eller anden måde får han trykket på et nummer, han har ringet til først på dagen. Det er en tidligere kollega. Kollegaen kan høre, at den er helt gal, og får fat i NN’s datter. Datteren finder ham i det supermarked tæt på arbejdspladsen, hvor han ofte køber ind på vej hjem. På det tidspunkt står han stadig i hjørnet af butikken.

Det er NN’s datter, der sørger for, at hendes far kommer i behandling hos arbejdspsykolog Einar Baldursson. Behandlingen går, som den skal, og han kommer langsomt til hægterne igen.

Arbejdspladsen vil rigtig gerne have NN tilbage. Han vil også gerne selv.

Et sejlende projektmiljø
Efter tre måneder genoptager han arbejdet. Det første par dage går det nogenlunde. På fjerdedagen, da han nærmer sig sin arbejdsplads om morgenen, bliver han lammet af angst i bilen. Han må opgive og køre hjem. Han kontakter sin læge. Det viser sig, at han har stærkt forhøjet blodtryk.

Da han igen forsøger at gå på arbejde, rammer panikangsten, så snart han prøver på at gå ind gennem indgangsdøren.

De forsøger forskellige metoder til håndtering af frygt og fobier, men det lykkes aldrig for arbejdspsykolog Einar Baldursson og NN i fællesskab at få bugt med frygten. Den optræder efterhånden som en traumatisk reaktion. Det skyldes til dels, at den opgave, NN vendte tilbage til, var lige så meningsløs og uløselig som før. Ledelsesforholdene havde heller ikke ændret sig, og ingen havde lært noget. Det er en sandsynlig forklaring på, at angstanfaldene vendte tilbage. Stress sidder ikke kun i tankerne og følelserne. Et langt stykke hen ad vejen er det kroppen, der reagerer først, når der sker en mental nedbrydning.

NN blev omskolet og arbejder i dag som folkeskolelærer.

Hans historie er langtfra usædvanlig, forklarer arbejdspsykolog Einar Baldursson:

“Jeg kender problemet fra et utal af organisationer, især i det offentlige, fx forsvaret, SKAT og politiet. Ansvaret, især for de store projekter, sejler. Rekvirenterne – og det gælder især i politisk styrede organisationer – får uhindret lov at stille nye, uigennemtænkte krav. Ledelsen lader bolden passere til medarbejderne”, siger han.

“NN måtte forlade et sejlende projektmiljø, som vippede ham helt af pinden. Oftest sker det for de dygtigste og mest engagerede medarbejdere, der identificerer sig med deres arbejde, er optaget af det faglige indhold i deres arbejde og fokuserer på at opnå gode resultater”.  

Af hensyn til anonymitet er NN’s eksempel stykket sammen på baggrund af flere af de personer, som Einar Baldursson har mødt i forbindelse med sin praksis som klinisk arbejdspsykolog.