“Vi ved alle, hvad vi går ind til. De store risici er desværre så meget en del af hverdagen, at man vænner sig til det”, forklarer tropebiolog Ida Theilade./“Jeg har kun en enkelt gang fået taget mit pas og siddet i en militærlejr nogle dage. Men min nationalitet og status beskytter mig”, siger tropebiolog Ida Theilade.
20.05.2016
Artikel

14 af Ida Theilades samarbejdspart­nere er blevet myrdet

I regnskovene på Borneo og i Cambodia arbejder en af KU’s førende tropebiologer, Ida Theilade, med at inddrage unge indfødte i kampen for et af verdens mest sårbare økosystemer. Her er miljøbeskyttelse en sag om liv og død.

Af Pernille Siegumfeldt
Ida Theilade var kun 21 år gammel, da hun faldt for regnskovens skønhed på en sejltur op ad Rejangfloden på Borneo. Hun blev inviteret hjem at bo i et langhus ved flodens bredder hos regnskovens indfødte i nogle uger – og var helt solgt.

Allerede dengang blev det tydeligt for hende, at de lokale var nøglen til forståelse af regnskoven.

“De har en enestående viden om planter og økosystemer, og det var stærkt for mig som ung at opleve, hvordan disse sande eksperter begår sig i den skov, de kalder for deres hjem. Det var der, min interesse for etnobiologi blev vakt”, fortæller Ida Theilade.

I dag er den 52-årige aarhusianer tropebiolog ved SCIENCE på Køben­havns Universitet og en af de førende forskere i landet på sit område. Ida Theilade har stået i spidsen for at udvikle hele det etnobotaniske felt på universitetet og har i dag speciale- og ph.d.-studerende i fem verdensdele.

Selv er hun specialist i indfødtes viden om tropisk skov og i, hvordan den lokale befolkning kan – og skal – spille en rolle i beskyttelsen af et af verdens mest sårbare økosystemer.

“De indfødte folk er de vigtigste frontkæmpere, når det kommer til at beskytte skove, floder og biodiversitet, både i Cambodia og på Borneo, hvor jeg primært arbejder, og andre steder”, fortæller hun.

“Men de arbejder i lande, hvor fattigdommen er stor, og hvor du kan hyre en lejemorder for mellem 10 og 20 dollars. Hvis vi seriøst vil modgå klimaforandringerne, er vi nødt til at gøre mere for at beskytte de folk, der beskytter de tropiske skove”, pointerer Ida Theilade.

14 mord på 10 år
Statistik fra menneskeretsorganisationen Global Witness dokumenterer, at adgangen til regnskovens ressourcer er blevet en kamp på liv og død. Organisationen anslår forsigtigt, at mindst to miljøaktivister bliver myrdet hver uge et sted i verden.

I de 10 år, hvor Ida Theilade er kommet i Cambodia, har 14 af hendes samarbejdspartnere – miljøforkæmpere og journalister – mistet livet.

“Vi ved alle, hvad vi går ind til. De store risici, som er forbundet med arbejdet, er desværre så meget en del af hverdagen, at man vænner sig til det. Men vi er meget opmærksomme på vores partneres sikkerhed. Alle patruljemedlemmer er trænet i konflikthåndtering. Vi understøtter deres arbejde og er meget påpasselige med ikke at skubbe de lokale foran os. Men de påpeger selv hele tiden, at hvis de ikke gør noget, så smuldrer deres eksistensgrundlag”, understreger Ida Theilade.

Hun er selv helt tryg ved at færdes i regnskovene i selskab med de lokale miljøforkæmpere.

“Jeg har kun en enkelt gang fået taget mit pas og siddet i en militærlejr nogle dage. Men min nationalitet og status beskytter mig. Det ville give myndighederne alt for meget ballade, hvis der skete noget med mig”, forklarer hun.

Ikke råd til at vente
Ida Theilade har været pennefører på et hav af nationale skovprogrammer og FN- og Verdensbankrapporter om skov- og klimaprojekter. Hun anerkender, at knastør dokumentation er vigtig, og at det også kan have en positiv effekt, når statsoverhoveder udveksler håndtryk på internationale klimatopmøder. Men efter mange år i felten tvivler hun på, at miljøet bliver reddet fra den kant.

“Tag igen Cambodia som et eksempel. Landet har i øjeblikket en af verdens højeste afskovningsrater. De store udviklingsbanker, FN og EU støtter skovsektoren, og hovedstaden vrimler med firhjulstrækkere fra de store donorer. Men de forlader sjældent byen, og langt de fleste midler går til konsulenter, møder, workshops og koordinering mellem ministerier. Der er stort set ingen tilstedeværelse ude blandt de folk, der er mest direkte afhængige af skoven, og de lokale blev til sidst så trætte af at vente på myndighederne, at de startede deres egne skovpatruljer. De havde simpelthen ikke råd til at se passivt til”, forklarer Ida Theilade.

Med hjælp fra studerende på KU og Danmission har de lokale ngo’er udviklet en speciel app til smartphones, der gør skovpatruljernes arbejde mere effektivt.

“Det appellerer til de unge at bruge mobiltelefoner, og vi har i øjeblikket 34 telefoner ude i lokalsamfundet. Det betyder meget at få de unge med i miljøbeskyttelsesarbejdet”, siger Theilade.

I et andet projekt på Borneo arbejder KU med at træne såkaldte parataksonomer.

“De lokale langhusfolk får redskaberne til at indsamle og tørre planter, lave belæg til herbarier og udarbejde artslister. Vi er interesserede i, at de unge lokale bliver involveret så meget som muligt i overvågningen og dokumentationen af, hvad der sker i regnskoven. Forskning viser, at lokal inddragelse øger følelsen af ansvar, styrker de indfødtes rettigheder og leder til hurtigere indgriben mod ulovlige aktiviteter. Når der bliver skabt bedre fremtidsudsigter og job, ved vi, at skovbevaringen lykkes bedst”, fortæller tropebiologen.

Private penge er vigtige
At de store internationale klimaaftaler nærmest kan spænde ben for konkrete projekter, er Copenhagen Accord et godt eksempel på.

“Aftalen fra 2009 var meget omfattende og gik på både bevaring, rehabilitering og genplantning, men også på, hvordan finansieringen skulle fordeles mellem rige og fattige lande. Siden har Verdensbanken, FN og nationalstaterne brugt utroligt meget krudt på at holde møder med hinanden, samle informationer, udvikle politikker, lave workshops og træne de ansatte i administrationen. Men der er endnu langt imellem de inspirerende pilotprojekter i regnskovene, vi mangler praktiske erfaringer, og det er frustrerende. Lokalsamfundene er nøglen til succes, men vi har ikke meget tid tilbage at handle i”, erklærer Ida Theilade.

Igennem årene har Danida været en stærk samarbejdspartner i arbejdet med skove og deres oprindelige befolkninger. Men nedskæringer og et skifte i den udviklingspolitiske strategi har fået tropebiologen til at flytte fokus.

“Vi kigger i øjeblikket meget til fx USA, og vi søger internationale ngo’er om midler til udviklingsarbejdet. Og så tror jeg, det er forholdsvis nyt, at private fonde og virksomheder fylder mere i miljøbeskyttelsesarbejdet. Det bliver meget interessant at se, hvordan miljøskatter, certificeringsordninger og det private erhvervslivs CSR-indsatser kan være med til at begrænse afbrændingen af skov og planetens tunge udåndinger af drivhusgasser”.