20.05.2016
Artikel

Kritiske spørgsmål, ja tak

Af Jakob Elkjær

REDAKTØRENS KOMMENTAR

Jeg bor i Malmø og er gift med Emma, som er svensker og journalist på Sydsvenskan. Forleden sukkede hun over de unge vikarer og praktikanter. Det eneste, de ville skrive om, var kønsroller, feminisme, racisme og HBTQ-spørgsmål, som er den officielle svenske betegnelse for homoseksuelle, biseksuelle, trans- og queer-personer. Kort sagt: identitetspolitik.

Min kone er selvfølgelig også feminist. Ja, hun er ligefrem ved at skrive en bog om tabermænd og vinderkvinder (hvor kom det fra?) Så man skulle ikke lige tro, at hun ville blive træt af den identitetspolitik, som fylder så meget i Sverige.

Vi snakkede om, at det ubehagelige ved identitetspolitikken er, at nogle af dens udøvere udgrænser folk i debatten: Du kan ikke tillade dig at have en holdning til det her, fordi du som hvid mand tilhører majoritetskulturen. Derfor ved du ikke, hvordan det er at være undertrykt. Derfor skal du holde din kæft, og du må slet ikke bruge minoritetskulturens symboler – altså må Justin Bieber ikke have dreadlocks, for han er ikke sort! WTF?

Vi blev også enige om, at man skal lade være med at forsøge at pletrense historien og kræve Tintin fjernet fra biblioteket.  Ja, Tintin i Congo er racistisk med vores tids øjne, men diskrimination og undertrykkelse er en del af historien, som vi hverken kan eller skal censurere med tilbagevirkende kraft.

Den identitetspolitiske debat er ikke kun stærk i Sverige. I USA har racedebatten kørt på højtryk i kølvandet på politidrab på sorte – og på de amerikanske universiteter får bevægelsen en del indrømmelser. Så mange, at præsident Barack Obama offentligt har advaret mod at udelukke talere med “forkerte” holdninger fra universiteterne. Det kan føre til dogmatisme, har han sagt til både medierne og sin datter Malia, som er på vej på Harvard.

I dette nummer af Magisterbladet bruger vi god plads på at beskrive de første meget spæde skridt mod en lignende bevægelse på danske universiteter.  Det gør vi, dels fordi bevægelser fra USA har det med at slå igennem i Danmark. Dels fordi bevægelsen rejser en række principielle spørgsmål om identitet og ytringsfrihed etc. Og endelig fordi bevægelsen, ligesom andre oprørsbevægelser, udfordrer os.

Tænk bare på de revolutionære marxister, hippierne, de ultraliberale og islamkritikerne. Deres løsningsforslag er nogle gange langt ude eller farlige. Men de stiller gode kritiske spørgsmål om social retfærdighed, forbrugssamfundet, frihed og fordeling af indvandringens byrder.

Det gør de studerende, som vi har interviewet i dette nummer af Magisterbladet, også, når de starter med helt enkelt at spørge, hvorfor deres pensum næsten kun er skrevet af ældre hvide mænd? Jeg er ikke i tvivl om, at danske universiteter i stigende grad kommer til at forholde sig til det spørgsmål.

I de kommende år vil 85 procent af den økonomiske vækst foregå uden for Europa. Og mange udviklingslande satser massivt på stadig bedre universiteter.  De dygtigste virksomheder som Novo er meget bevidste om, at de skal kunne tiltrække de dygtigste fra hele verden. Derfor fremmer Novo mangfoldighed. Jeg er ikke i tvivl om, at globaliseringen kommer til at påvirke både pensum og rusturene. Man kommer fx nok til at finde andre måder at muntre sig på end ved at hælde sovsekulør i hovedet og lege indianerer. Det gør de heller ikke på Novo, så mon ikke det går endda?