20.05.2016
Artikel

De tæller gamle hvide mænd

Nye grupper af studerende tager nu de første spæde skridt til at bekæmpe racisme og diskrimination på danske universiteter. De er inspireret af en stærk identitetspolitisk bevægelse i USA, som også manifesterer sig i Sverige.

Af Thomas Bøttcher

En ny identitetspolitisk bevægelse har gennem det seneste år været dagsordensættende på amerikanske universiteter med krav om flere farvede undervisere, ­flere ressourcer til minoritetsgrupper og et større fokus på race og etnicitet både i og uden for undervisningslokalerne. Og i vores naboland Sverige har man for længst taget skridt i den retning: Hensyn til køn, race og andre former for mangfoldighed er skrevet ind i den måde, universiteterne fungerer på, så det påvirker pensum og under­visningen.

I løbet af de seneste måneder er en lignende bevægelse begyndt at spire frem på danske universiteter. Her er studerende begyndt at sætte spørgsmålstegn ved pensum. Inspireret af udviklingen i USA vil de tage livtag med det, de opfatter som en racisme og diskrimination, der sidder i væggene. En diskrimination, som ikke er båret af individuelle handlinger, men som er indlejret i den måde, universitetet er indrettet på.

På Antropologi på Københavns Universitet (KU) har en gruppe studerende, Fællesskab for Kritiske Antropologer (FKA), gennemgået pensum på første år af uddannelsen og kritiseret indholdet for at reproducere et hvidt, europæisk blik på verden. En lignende gruppe, FRONT, er startet af studerende på filosofi og litteraturvidenskab på Københavns Universitet samt kultur- og sprogmødestudier på RUC.

Kun én farvet underviser
Magisterbladet har mødt to af FRONTs medlemmer, Christopher Macias Escalona og Mette A. E. Kim-Larsen, på et bibliotek på KUA. Foran dem ligger kompendier og pensumlister til kurser som “Moderne kultur 1-2”, “20. århundredes filosofi” og “Litteraturhistorie 1”. Lister, der ifølge FRONT dokumenterer, at hvide europæere er de altdominerende forfattere.


Foto: Jakob Carlsen

“I al den tid jeg har gået her, har jeg haft én enkelt farvet underviser. Og ud af en årgang på 60 studerende har jeg været én ud af to-tre farvede. Så hvad er det ved mit fag, litteraturvidenskab, der gør, at der kun er enkelte farvede studerende?” spørger Mette A.E. Kim-Larsen, der selv er farvet og læser på Københavns Universitet.

Hun mener, at svaret blandt andet skal findes i den viden, de studerende præsenteres for.

“Vi har to obligatoriske fag, ­litteraturhistorie og litteraturanalyse, og tekst­erne er simpelthen lige så hvide som underviserne. Det starter ved ­Homer og går så gennem hele litteraturhistorien. Og der, hvor vi så endelig tager fat på postkolonialismen første gang, gjorde vi det ikke med en brun forfatter, men med Jean-Paul Sartre. Det er jo ret ironisk”, siger hun.

Når farvede forfattere eller kritiske tekster om hvidhed endelig finder vej til undervisningen, så møder det ringe forståelse.

“Det var sjovt nok først, da jeg fik en brun underviser, at vi begyndte at gennemgå disse tekster. Men selv da var der en tendens til, at de studerende ikke kunne se den usynlige diskrimination, som er en del af den måde, universiteterne fungerer på. I stedet for tror de, man anklager dem for at være racister”, siger Christopher Macias Escalona, der læser kultur- og sprogmødestudier på RUC.

At grupper som FRONT og FKA nu er opstået i Danmark, viser, at de danske universiteter har fået en større mangfoldighed af studerende, siger Karen Sjørup, som er professor og kønsforsker på RUC. De er blandt andet tydeligt præget af udviklingen i USA.

“Mange danske studerende rejser ud, og vi får flere studerende udefra. Det betyder, at man begynder at se på den vestlige videnskabs opbygning udefra og med nye øjne. Man kan sige, at det er et kæmpe opgør med videnskaben på mange felter, som er fyldt med blandt andet hvide og kønnede selvfølgeligheder. Så de her studerende udtrykker behovet for en ny fagkritik og et paradigmeskifte inden for videnskaben”.

LÆS OGSÅ: Studerende til KU - Kom i gang med menneskerettighederne

Mordet på Michael Brown
Udviklingen på de amerikanske universiteter rækker i princippet til­bage til borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne, men en række nylige begivenheder, ikke mindst episoder med politivold, har resulteret i et skærpet fokus på sortes historie og rettigheder.

En bevægelse, der kalder sig the­demands.org med grupper på 80 universiteter, har eksempelvis brugt politidrabet på den sorte student Michael Brown i Ferguson i 2014 og andre lignende sager til at fremsætte en lang række krav til universiteternes ledelser.

Blandt kravene er fx et opgør med “hvide privilegier”, obligatoriske kurser i etnicitet og kulturelle færdigheder på alle bacheloruddannelser eller etableringen af nye institutter og centre, der skal indeholde forskning og undervisning i race, køn, sprog, etnicitet og klasse.

Flere universiteter har gennemført nogle af kravene, mens andre har lovet reformer. Eksempelvis har det store private Brown University i Providence, Rhode Island, afsat 100 mio. dollars til inklusion.

Bevægelsen kræver etablering af såkaldte safe spaces, hvor minoritetsstuderende ikke kan udsættes for potentiel diskrimination eller krænkelser af fx seksuel eller racistisk karakter. Og flere universiteter har indført trigger warnings, der advarer og afskærmer studerende mod ord og ideer i undervisningen eller pensum, der kan være krænkende og fremkalde stærke følelser eller traumer.

Advarsel om censur og dogmatisme
Kritikere advarer om, at de studerende er for følsomme. At deres krav om retten til ikke at blive udsat for krænkelser og stødende sprogbrug risikerer at undergrave ideen med universitetet som et sted, hvor frie ytringer mødes. Samtidig siger kritikerne, at bevægelsen er på kollisionskurs med USA’s forfatnings klare regler om ytringsfrihed.

Et eksempel: I efteråret havde et såkaldt frat party på California Univer­sity celebrityparret Kanye West og Kim Kardashian som tema. Nogle ­gæster var malet sorte i hovedet, og andre havde stoppet puder ned i kjolen for at få en stor røv. Der er siden opstået vild diskussion om, hvorvidt de studerende var udklædt som kulminearbejdere med reference til Kanye Wests sang “Golddigger”, eller om det var klassisk racistisk blackfacing. Og om de store røve var racistiske over for sorte, når nu Kim Kardashian er hvid armenier.

Det korte af det lange var, at universitetsledelsen greb ind og suspenderede sociale aktiviteter for en periode, selv om flere jurister sagde, at udklædningerne var beskyttet af både forfatningen og højesteretsdomme.

I efteråret har der været protestmarcher og offentlige møder om racisme ved mange universiteter I USA.

Samtidig er det blevet kritiseret, at nogle af de protesterende studerende er så offensive i deres retorik, at de reelt beder gamle hvide mænd om at holde kæft i racespørgsmål, alene fordi de er hvide.

Selv præsident Barack Obama har taget emnet op offentligt. Han kan sagtens forstå de protesterende studenter, men han er også bekymret og har advaret sin egen datter Malia om, at en overdrevet krænkelseskultur kan føre til dogmatisme.

“Hvis man siger: Vi vil ikke tillade, at den eller den taler på vores universitet, fordi vi er uenige med vedkommende eller føler os truede af vedkommendes ideer, så tror jeg, at det er en opskrift på dogmatisme”.

LÆS OGSÅ: Redaktørens kommentar: Kritiske spørgsmål, ja tak

Sexistiske ritualer på rustur
Trods øget diversitet på danske universiteter skal vi ikke forvente amerikanske tilstande i Danmark lige med det samme. Det siger Rikke Andreassen, der er lektor i samfundsforhold og køn ved RUC.

“Danmark har et meget anderledes klima for at diskutere diversitet og mangfoldighed end i USA. Der skal meget til, før man vil se danske studerendes på mange måder legitime krav om mangfoldighed resultere i en situation, der svarer til den, der er i USA. USA har fx haft positiv særbehandling og professorater til ikkehvide længe. Herhjemme går folk jo nærmest i koma, når man nævner det”, siger hun.

Alligevel kan grupper som FRONT måske skubbe til vores syn på mangfoldighed, tilføjer hun.

“Ligesom de fleste i dag kan se det fornuftige i, at der skal være kvinder i forskning, kunne det jo godt være, at man kunne nå hen til at se det fornuftige i, at kvindelige forskere ikke kun er hvide”.

En rustur med sexistiske ritualer fik i januar CBS til at stramme op på rammerne for introforløb. Krænkende ritualer – men med racistisk indhold – var også det, der førte til dannelsen af Fællesskab for Kritiske Antropologer på Københavns Universitet, fortæller Karen Ravn, der har været med til at starte gruppen.

“Vores rustur var helt vildt racistisk. Vi skulle rende rundt og lege indianere og masaier og var smurt ind i sovsekulør. Det virkede, som om holdningen var, at når man læser antropologi, så har man moralen i orden, og så kan man ikke være racistisk”, siger Karen Ravn.

Efterfølgende kastede de sig kritisk over indholdet i det obligatoriske pensum for førsteårsstuderende.

“Vi kunne fx se, at teoretikere, der blev fremstillet som “klassiske”, oftest er hvide og fra Vesten. Hvorimod tekster, der bliver betragtet som syrede eller outrerede, ofte er dem, der ikke kommer fra Vesten. Der var en slags magtopdeling, hvor det vestlige og civiliserede stod over for det eksotiske og naturlige”, siger Karen Ravn.

“Man skal tænke på, at antropologien har en enorm kolonial bagage med hvide mænd, der gik ud og undersøgte “de fremmede”. På den baggrund er det utroligt, at man fortsat på faget laver en racistisk opdeling mellem “dem” og “os” uden at reflektere over det. Det vil vi gøre noget ved”, siger Karen Ravn.

Hipsterracisme
Studieleder på Antropologi, Helle Bundgaard, erkender, at de studerende har en sag. Hun roser endda FKA for at være “dygtige” og kritiske studerende, der har påpeget, at noget var galt på faget.

“Det har været et wake-up call. ­Vores studerende er et andet sted i dag end os andre, der har læst for mange år siden. Derfor er vi nødt til at sætte fokus på problemet. Vi kan starte med på første år at diskutere, hvad forfatteren Ijeoma Oluo kalder “hipster ­racism”, antagelsen om, at man er så antiracistisk, at man kan tillade sig at sige racistiske ting”, siger hun.

FRONT skriver på gruppens hjemme­side, at den vil arbejde med undertrykkelse i skæringspunkter som klasse, helbred, sprog, race, køn, seksualitet, religion og fødsel.


Foto: Lars Bech

Og så vil gruppen – med Københavns Universitet som første mål – have universiteterne til at overholde deres juridiske forpligtelse til at respektere menneskerettighederne og modarbejde forskelsbehandling.

Det siger en anden af gruppens medlemmer, Tara Skadegård Thorsen, der læser filosofi på Københavns Universitet.

“Vi ønsker, at KU får en politik og en procedure for, hvordan man arbej­der med menneskerettighederne. Både i forhold til, hvordan man arbejder med at fremme dem, og i forhold til, når det handler om at identificere forskelsbehandling eller negative indvirkninger. Og selvfølgelig også hvad man så vil gøre ved det”, ­siger hun.

Godt nok har KU allerede en politik om ligestilling og mangfoldighed, men den omhandler stort set ude­lukkende kvinder i forskning, påpeger Tara Skade­gård Thorsen.

“Det er en lidt gammeldags måde at tænke på, når de ikke forholder sig til alle menneskerettighederne eller alle diskriminationsgrundene, men har valgt et fokusområde, som de så stiller sig tilfreds med”, siger hun.

Københavns Universitet har ikke ønsket at kommentere kritikken fra FRONT.

Svenske tilstande
Københavns Universitet adskiller sig fra svenske universiteter, der arbejder med ligestilling og mangfoldighed i bred forstand. Det fortæller ­Drude Dahlerup, professor i statskundskab ved Stockholms Universitet.

“Alle universiteter i Sverige har ikke bare et ligestillingsudvalg, men også et mangfoldighedsudvalg. Så man arbejder med og tager spørgsmål om fx race og seksuelle præferencer alvorligt”, siger hun.

Arbejdet med mangfoldighed foregår både centralt på universiteterne og på det enkelte institut. Det indebærer eksempelvis, at der skal føres statistikker over mangfoldighed, men også at institutterne skal have strategier og planer for at øge mangfoldigheden, forklarer Drude Dahlerup.

“Det handler fx om, at man tænker på indholdet i undervisningen. På mit institut skal der være artikler i de fleste kurser, som inddrager kønsperspektivet, hvad enten det drejer sig om kurser i offentlige institutioner eller udenrigspolitik. Sådan har det været de seneste ti år”, siger Drude Dahlerup.

Når Sverige har større fokus på ligestilling og mangfoldighed, så skyldes det ifølge Drude Dahlerup ikke mindst to store kommissioner i 1990’erne og 2000’erne, den ene om køn og magt, den anden om indvandringsspørgsmålet.

“I begge tilfælde, blev det præciseret på et solidt fagligt grundlag, at man må se på de strukturelle barrierer, når det handler om diskrimination, og ikke så meget det individuelle perspektiv. Det tog de politiske partier til sig, hvor man i Danmark fortsat tænker, at individerne “bare” må tage sig sammen”.

Ballade på Facebook
Under interviewet med Magisterbladet henviser medlemmerne af FRONT igen og igen til pensumlisterne.

“Det er sjovt, at da jeg først blev præsenteret ordentligt for andre tekster, var det på mine tilvalgsfag. Men hvorfor var det ikke vendt om? Hvorfor blev jeg ikke præsenteret for det i hovedfagene”, spørger Mette A.E. Kim-Larsen.

Hun understreger dog samtidig, at gruppen også har til hensigt at tage fat på andre former for strukturel diskrimination. Det gælder fx de diskriminerende effekter, hun ser i konsekvenserne af fremdriftsreformen, og som blandt andet har fået handicaporganisationer til at reagere, fordi flere studerende med fysisk disabilitet, fx blinde, bruger længere tid på at tilegne sig stoffet end andre. Tilsvarende peger hun på klasseaspektet.

“Man skærer ned på, hvor meget tid underviserne skal bruge på at rette opgaverne og give feedback. Tilbage står man med en gruppe af studerende, som ikke har nok tid hos underviserne, de kommer typisk fra ikke-akademiske hjem”.

FRONT har kun eksisteret i to måneder. Gruppen har lidt mere end 650 likes på Facebook, hvor debatten har været intens.

“Det med pensum af hvide mænd er vel ikke så underligt, når man tænker på, at 2.400 år af filosofiens 2.500 årige historie er foregået i en verden, hvor det kun var disse, der deltog i den akademiske udvikling”, lyder en typisk indvending fra en filosofistuderende.

Men synspunktet holder ikke, mener Christopher Macias Escalona.

“Det indebærer, at man retfærdiggør, at verden ser ud som den gør, fordi historien har udviklet sig på en bestemt måde. Og desuden er det ikke rigtigt. Det, de oldgræske filosoffer inter­esserede sig for, ontologi, rationalitet og logik, var andre filosoffer inter­esseret i før dem. Det hører vi bare ikke om”.

Omvendt diskrimination
Men FRONT’s kritik risikerer at resultere i en slags omvendt diskrimination. Det siger Thomas Wiben Jensen, lektor ved Center for human interaktion ved Syddansk Universitet, til Magisterbladet.

“Det er godt, at de studerende har et kritisk perspektiv og udfordrer vante måder at tænke på. Problemet opstår, når man reducerer en forfatter til en hudfarve eller et køn. For begreber som “hvidhed” eller “den hvide mands rationalitet” underminerer jo ideen om, at man kan måle noget ud fra en standard om god kvalitet. I stedet for placerer man bestemte forfattere eller tænkere i pensum og ekskulderer andre netop i kraft af deres køn eller etnicitet. Kønnet og etniciteten får derfor forrang på bekostning af indholdet, og det er problematisk”, siger Thomas Wiben Jensen.

Mur af velmenende hvide
En anden kritik, som FRONT konfronteres med, er anklagen om, at gruppen ukritisk importerer ideer fra amerikanske universiteter frem for at forholde sig til reelle problemer med fx etnicitet i det danske samfund. Ja, faktisk tjener FRONT slet ikke de minoriteter, den foregiver at repræsentere, skriver eksempelvis Amgad El-Chahabi på FRONTs Facebookside.

“For det er os, der bor i Mjølnerparken, Tingbjerg og Vollsmose, der møder og går igennem de utallige problemstillinger, der findes her. Og det er os, der forsøger at gøre op med problemerne. Men hvad er det, der sker? Vi bliver mødt af en mur af velmenende hvide venstreorienterede, der hellere vil pudse deres egen glorie for at fremstå som “gode” end at tage den nødvendige og nogle gange svære kamp for rent faktisk at gøre situationen bedre for minoriteterne”.

I stedet for er gruppen, ligesom de amerikanske studerende, mener ­Amgad El-Chahabi, ude i et misforstået angreb på ytringsfrihed og fri debat.

“De indfører safe spaces og trigger warnings på universiteter. Et universitet er et sted, hvor det er meningen, at man skal udfordres, hvor man skal føle sig utilpas med nye og udfordrende idéer, personer og ideologier”, skriver han.

Christopher Macias Escalona medgiver, at udviklingen i USA har spillet en rolle for gruppen.

“Ikke mindst når det handler om at tage retten til at definere sig selv som minoritet. Problemet er så bare, at vi straks bliver forbundet med den her safe space- og trigger warning-retorik, og uha, hvor er vi farlige”.

Han understreger, at FRONT slet ikke har forholdt sig til spørgsmålet om safe spaces.

“Jeg vil ikke fortælle folk, hvad de må sige eller ej. Men jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor nogle mennesker føler sig berettiget til at bruge nogle bestemte ord om andre mennesker”, siger Christopher Macias Escalona.

FRONT skriver på Facebook, at gruppen vil arbejde for at “gøre pensum mindre majoritetspræget”. Ifølge Christopher Macias Escalona, der har en international baggrund og mexicanske rødder, skal det først og fremmest ske ved at starte en debat.

“Vi har meget svært ved at komme igennem med vores synspunkter, så FRONT skal være en platform for diskussion og kritisk refleksion. Det har jeg tænkt mig at gøre konkret ved at sætte spørgsmålstegn ved de selvfølgeligheder, vi bliver præsenteret for på universitetet”.