15.04.2016
Artikel

Magistrenes udenrigspolitik

Senest 1. maj skal Lars Løkkes “udenrigsgransker”, topdiplomaten Peter Taksøe-Jensen, aflevere et forslag til en ny dansk udenrigspolitik. Magisterbladet har bedt en række magistre komme med deres anbefalinger til en ny strategi for dansk udenrigspolitik.

Af Pernille Siegumfeldt

Danmark skal hjælpe svage lande
Anja Dalgaard-Nielsen, ph.d. i europæiske studier, chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet og tilknyttet Stanford University, Center for International Security and Cooperation
“Umiddelbart kan det virke fristende for en lille nation med begrænsede midler at fokusere sin indsats på nærområderne. Især Ruslands ageren er svær at ignorere, særligt i forhold til Krim-halvøen og separatisterne i Ukraine. Det kunne tilsige et skærpet fokus på Østersøen.

Samtidig er det med flygtningekrisen og med IS´ angreb i Europa ganske tydeligt, at begivenheder langt fra Danmark også påvirker vores velfærd, tryghed og sikkerhed. Den amerikanske tænketank The Fund for Peace vurderer, at halvdelen af verdens lande er skrøbelige, samtidig med at vores eget sammenhold i Europa er udfordret – et sammenhold, der i mere end et halvt århundrede har været en grundpille i vores velstand og sikkerhed.

Hvis vi dropper forebyggende indsatser i svage lande, der fortjener vores hjælp – det kunne fx være Tunesien – så bliver vi efter min bedste overbevisning nødt til at genopfinde dem igen på et senere tidspunkt. Vi har ikke råd til at lade være. Hvis vi får fat om problemerne, før de vokser sig store, så er det som bekendt billigere end at forsøge at lappe sammen på tingene senere. En prioritering af forebyggende indsatser i svage lande, der er i en demokratiseringsproces, og hvor udviklingen er væsentlig for vores sikkerhed, er en alternativ måde at få ressourcerne til at række langt på”.

Fokus  på riget i midten
Mette Thunø, lektor, ph.d., Kinastudier, Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet
“Anders Fogh Rasmussen var visionær, da han i 2008 indledte et strategisk partnerskab med Kina som et af de første lande i Europa. Det betyder, at vi i dag har et tæt samarbejde med det land, der nu ifølge IMF har verdens største økonomi. Landet, som har erklærede ambitioner om også at blive en politisk stormagt, og som allerede i dag er en stærkt indflydelsesrig spiller på verdensscenen.

Allerede i 1950 anerkendte Danmark som et af de første lande i verden Kina, og fordi Anders Fogh tog stafetten op, kan Danmark i dag bokse langt hårdere, end vi som lilleputnation egentlig burde have kræfter til. Hvis vi toner det nuværende partnerskab med Kina ned, mister vi indflydelse på samarbejder om bl.a. klima og miljø, design, uddannelse og forskning – husk at vi jo fx nu har et helt universitet derude. Også i forhold til demokratiudviklingen i Kina har Danmark en særlig status og kan udøve indflydelse, fx som vi gør p.t. ved at præsentere ombudsmandsinstitutionen for kineserne.

Jeg har stor forståelse for, at Danmark er nødt til at prioritere sin udenrigspolitiske indsats og derfor må hugge en hæl og klippe en tå. Men i forholdet til verdens kommende supermagt kan Danmark ikke tillade sig at skrue op i perioder og ned i andre. Det ville være katastrofalt for os”.

Sats på nærområdet
Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk historie på CBS
“Sats på Arktis, Østersøen og EU. Nedtrap ulandshjælpen, og vink farvel til Det Arabiske Initiativ. Sådan ville mine prioriteter se ud, hvis jeg havde ansvaret for dansk udenrigspolitik. Og det er med sorg i hjertet. Ulandshjælpen og indsatsen i de arabiske lande er jo ikke ligegyldig – vi må bare vælge. Og hvorfor nærområdet? Altså, det nuværende forhold mellem Sverige og Danmark er et kongeeksempel på, hvor hurtigt vi kan misforstå hinanden og dæmonisere de andre, hvis vi ikke plejer vores relationer til naboerne hele tiden.

Danmark har i de senere år gjort en stor indsats for at gøre EU til en koalition af nationalstater og mindre til en union. Jeg synes, det er uklogt, at den danske regering har stillet sig så entydigt på Englandsbåden. Grænserne er jo ved at genopstå, og det er håbløst at gøre om. I min optik har vi brug for Nato og for langt mere EU. I Danmark er vi store nok til at have vores egen ballet, men ikke til at have vores egen globale udenrigsstrategi. Vi må overlade til andre at øve hemmelige angreb på Moskva, så kan vi bidrage med luftovervågning i Baltikum og over Island, det er til gengæld også en fornuftig investering”.

Støt civilsamfund hos Ruslands naboer
Flemming Splidsboel, Ruslandsekspert og seniorforsker ved DIIS
“I 2013 foretog russerne en militærøvelse, der simulerede et atomangreb mod Stockholm. I 2014 simulerede de et missilangreb mod Bornholm. Og i 2016 opstiller de nye atommissiler rettet mod bl.a. Skandinavien. Sammenholdt med en meget dæmoniserende narrativ om Vesten, helt ned i skolebøgerne, er der god grund til at overveje, om Danmark skal optrappe sit udenrigspolitiske fokus på landet mod øst.

Jeg tror, at den primære påvirkning af Rusland bør ske via EU og Nato. I stedet kunne vi koncentrere os om at hjælpe med opbygningen af de meget skrøbelige civilsamfund i nabostater som Moldova, Ukraine og Baltikum. De mærker for alvor Putins ånde i nakken. På en konference i Polen hørte jeg, hvordan man har udpeget de broer, som skulle sprænges i luften, hvis de russiske tropper kommer. Det var alligevel overraskende, at polakkerne er så langt i den tankerække.

I det hele taget skal vi indstille os på, at den dialog og anden tillidsskabende udveksling, vi fik etableret i 90´erne, nu er stoppet. Det anspændte forhold, vi har, er en ny normaltilstand, som kræver et militært og diplomatisk beredskab. Men der er trods alt et stykke vej derfra og så til, at Rusland snupper en bid af Estland, Letland eller Litauen. For Ukraine var truslen helt reel, for os er faren ikke så overhængende, at det holder mig vågen om natten. Jeg tror faktisk, at der er større risiko for et terrorangreb fra Islamisk Stat”.

Danmark er Arktis’ vigtigste stormagt
Minik Rosing, professor i geologi ved Københavns Universitet
“Umiddelbart udgør situationen i Arktis ikke nogen sikkerhedspolitisk trussel mod Danmark, selv om grænsedragningen under havet ikke er endeligt afklaret med russerne og canadierne. Olieudvindingen lader også vente på sig, og spørgsmålet er, om den nogensinde bliver en realitet i området. Jeg er ikke umiddelbart bekymret for den russiske tilstedeværelse ved Nordpolen, for det er næsten kun forskere, der har aktiviteter i området i dag. Alligevel mener jeg, at det er et must at indlemme Arktis i en udenrigspolitisk strategi, også selv om resten af verden står i flammer af andre grunde lige nu. Vigtigst af alt på grund af klimatruslen.

Vi taler om flygtningestrømme i dag, men de er for intet at regne mod de strømme af mennesker, som klimaforandringerne risikerer at sende på flugt. Hvis vi vil forstå, hvad der kommer til at ske med vores klima i de næste 50 år, og planlægge efter det, er vi nødt til at følge udviklingen i Arktis helt tæt. Allerede i dag kan vi fx sige en del om klimaudviklingen i Asien på baggrund af vores forskning i Arktis. Danmark skal beholde teten i området. Vi har kompetencerne, den særlige tilknytning til og forståelse for regionen. Vi skal heller ikke glemme, at fællesskabet i Rigsfællesskabet hidtil har ladt meget tilbage at ønske. Vi har et kæmpe ansvar, når det gælder Arktis. Men hellere løfte det gennem intensiveret forskning end gennem en større militær tilstedeværelse”.

Vi skal ud af USA’s slipstrøm
Lars Erslev Andersen, seniorforsker i international sikkerhed ved DIIS
“Når de kommende års udenrigsstrategi skal formuleres, er noget af det vigtigste, at vi gør op med os selv, om vi fortsat skal tænke vores udenrigspolitik primært i forhold til amerikanske interesser, eller vi skal satse mere på multilaterale løsninger igennem de internationale organisationer.

Siden Anders Fogh Rasmussen har Danmark tænkt sin udenrigs- og sikkerhedspolitik i forholdet til USA. Det skal vi blive ved med, men i balance med forholdet til Tyskland og EU samt ikke mindst FN. Første gang, vi lagde os i USA’s slipstrøm, var, da vi gik ind i Irak, men også så sent som den 29. marts i år, hvor vi øgede vores militære bidrag til bekæmpelsen af ISIL på foranledning af USA. Vi har bildt os selv ind i alle de år, at det havde en betydning, at vores statsminister blev inviteret til morgenmad i Det Hvide Hus. Det har det ikke, for det gør alle de andre statsministre også. Og den strategi har indtil videre kun resulteret i en fejlslagen krig, en korrupt regering i Bagdad, en masse mennesker på flugt og en øget terrortrussel. Vi har ingen hangarskibe, ubåde eller store troppestyrker, derfor kan vi anvende vores midler klogere ved at prioritere den multilaterale indsats og øge støtten til indsatser i EU- og FN-regi. Som småstat kan vi spille en dygtig rolle ved at arbejde humanitært – det giver os en vis troværdighed på den internationale scene – men vi har jo ingen muskler at spille med i forhold til fx Israel-Palæstina-konflikten. Her skal vi i stedet presse på via FN og EU for at få parterne til at overholde de internationale love og respektere menneskerettighederne”.