Orlogskaptajn Michael Linden-Vørnle i en ledig stund om bord på Esbern Snare. Dem er der ikke mange af på sådan et togt, for arbejdet som chefkonsulent på DTU Space skal passes sideløbende.
11.03.2016
Artikel

Saturn afstak magisters livsbane

De fleste kender Michael Linden-Vørnle som videnskabsnørden med de hinkestenstykke briller fra tv, der taler om asteroider, nyopdagede stjerner og rumfartsmissioner. Kun de færreste ved, at han også er reserveofficer i Søværnet.

Af Steen Ramsgaard

Vi er vant til at se ham på tv, hvor han med sin enorme viden og engagement forklarer om komplicerede opdagelser i rummet, vigtigheden af at sende rumsonder til Mars, og hvorfor vi på bestemte tider af året løber ind i haglbyger af stjerneskud.

Men Michael Linden-Vørnle har også et andet liv, offentligheden ikke kender til. Han er reserveofficer i Søværnet. I efteråret 2014 lagde han fysisk set luft til sit chefkonsulent­job på Danmarks Tekniske Universitet, DTU, for at tage med støtteskibet Esbern Snare på piratjagt ved Afrikas Horn i “Operation Ocean Shield”. Han var en del af NATO-staben om bord.

Michael Linden-Vørnle er typen, der med egne ord får løn for at dyrke sine hobbyer, og som formår at kombinere arbejde og fritidsinteresser.

Hans skæbne som astrofysiker blev afgjort en lun forårsaften 18. april 1982 kl. 21.30. I det minut stod Michael Linden-Vørnle på altanen øverst i forældrenes hus i Vejle og fik øje på en rund kugle med ring omkring i den Carl Zeiss-stjernekikkert, han tidligere på dagen havde fået i konfirmationsgave. Synet af Saturn kom til at afstikke hans livsbane.

Men der er jo et gevaldigt spring fra astrofysikken til Søværnet, hvor Michael Linden-Vørnle har været reserveofficer i godt et kvart århundrede. Det skyldes noget fra denne kant så uventet som skoletræthed.

Skoletræt sprogofficer
Selv om Michael Linden-Vørnle så udpræget er den boglige type, havde han behov for et “miljøskift”, da han i 1987 blev student. Og så dukkede uddannelsen som sprogofficer op.

“Jeg ved godt, det lyder helt vanvittigt at melde sig til sprogofficersuddannelsen, når du er skoletræt. Det er jo en af de mest bogligt krævende og hårde uddannelser, du kan komme i nærheden af. Men med udendørsøvelser og fysisk træning blev jeg revet ud af “trætheden” og var meget klar, da jeg nåede til selve sproguddannelsen. Det var et timånedersforløb, hvor vi skulle lære at tale og skrive russisk. Samtidig skulle vi lære om historie, geografi og politik. Hver dag fik vi en lille gul seddel med 50 gloser, der skulle læres til næste dag. Med samtlige bøjninger osv. Heldigvis er hjernen som alle andre dele af kroppen noget, du kan træne”.

I 1989 var han færdig med sprogofficersuddannelsen og kom efter eget ønske til Søværnet. Derefter begyndte astronomi- og fysikstudierne på Københavns Universitet. Så mens kammeraterne tjente til studierne ved kassen i Netto, stod Michael ud med Søværnet, bl.a. på fiskeriinspektion omkring Færøerne.

I 1991 tog han endnu et afbræk og blev udsendt som vagtmester ved den danske ambassade i Moskva. Han rejste til Sovjetunionen og kom hjem fra Rusland – efter at have oplevet statskup, Gorbatjovs internering, en supermagts sammenbrud, og hvad det indebærer af sikkerhedspolitisk kaos. Han kom også hjem med en kæreste, Liselotte, som nu er hans kone. Hun var udsendt som korrespondent ved ambassaden og ankom til Moskva kort efter kuppet.

De næste år var turbulente, og Søværnet blev sat på vågeblus.

Liselotte var udsendt til både Ghana og Bruxelles for Udenrigsministeriet, mens Michael efter kandidatuddannelsen skrev sin ph.d. i Madrid og London. Midt i det hele blev den første af deres to sønner født. Efter ph.d.-afhandlingen fik han job på Tycho Brahe Planetarium, og så poppede Søværnet op igen.

Informationsoperationer
“Mens jeg blev mere og mere aktiv i Søværnet fra starten af nullerne, måtte jeg se mig selv og Færøernes Kommando i øjnene og spørge: “Har I virkelig brug for en russisk sprogofficer i dag?” Konceptet i den gamle koldkrigsstruktur var jo, at vi sprogofficerer var uddannet til afhøring af krigsfanger. Da den kolde krig nu officielt var aflyst, så jeg mig om efter noget andet. Mit daglige arbejde og virke på Tycho Brahe Planetarium hang meget naturligt sammen med kommunikation, formidling og kontakt med journalister og medier. Det er noget, jeg altid har befundet mig rigtig godt med”.

Så han blev overført til Søværnets Operative Kommandos presse- og informationsafdeling som assisterende presseofficer og deltog ved større øvelser i nogle år. Dog altid på land, så han kunne servicere journalister. Men søen trak igen, og i 2008 opstod muligheden for at indgå i Søværnets Taktiske Stab, STS, da Søværnet første gang blev sendt af sted på antipirateri­operation ud for Somalias kyst.

“På den mission lærte jeg rigtig meget, alt var jo nyt og blev gjort for første gang. Jeg fandt ud af, at det “rene presseofficersarbejde” ikke lige var mig. I årene derefter blev jeg tættere og tættere knyttet til STS, og vi begyndte at se nærmere på, om vi ikke skulle professionalisere arbejdet”.

Michael kom på stabskursus for reserveofficerer og blev udnævnt til orlogskaptajn og chef for sektionen for informationsoperationer ved STS.

Sammenhæng
I februar 2013 stoppede Michael Linden-Vørnle på Tycho Brahe Planetarium og skiftede til en stilling som chefkonsulent ved Institut for Rumforskning og -teknologi under DTU – kaldet DTU Space. Det passede med, at DTU havde fået midler fra Uddannelsesministeriet til at gennemføre en undersøgelse af, hvordan man skaber bedre kommunikation og overvågning i Arktis.

“Jeg blev delvist hyret ind på grund af min kobling til Forsvaret, hvor flere af mine aktiviteter efterhånden er smeltet sammen med det, jeg laver hos DTU Space. En del af undersøgelsen har rod i forsvarsforliget og ser på, hvordan man kan styrke Forsvarets opgaveløsning med bedre overvågning og bedre kommunikation i Arktis ved hjælp af satellitter og droner. Som en afledt konsekvens er der oprettet et dronecenter ved DTU Space, som jeg er leder af. Centret samler trådene og fungerer som kontaktpunkt, hvor omverdenen kan henvende sig”.

Man skulle mene, at det krævende DTU-job ville udelukke reserveofficeren, og at det især er umuligt at forene de to under et togt med Esbern Snare. Men ikke i Michaels tilfælde. For der er en særlig tidsboble om bord, hvor tid og rum bare forsvinder, og dagene smelter sammen. Begreberne hverdag og weekend eksisterer kun i kabyssens madtraditioner. Så når dagens sidste briefing er overstået, lister Michael stilfærdigt ind i officersmessen med pc’en og besvarer de mails, der er forbundet med DTU-livet. Det hænger fint sammen i nogle måneder, indtil kravet om nærvær på DTU ikke længere kan overkommes ved hjælp af mails og ip-telefoni. Der er dog stadig i høj grad plads til reserveofficeren.

“Jeg har altid følt mig utrolig godt hjemme i Søværnet. Siden starten af nullerne har jeg i særlig grad fået mulighed for at udvikle mig fagligt og karrieremæssigt i Søværnet. Så jeg ser ingen grund til ikke at fortsætte. Tværtimod”.