12.02.2016
Artikel

Voldsomme fyringer

LEDER af Camilla Gregersen

Dygtig? Dedikeret? Brug for dig? Selv om man kan svare ja til alle disse spørgsmål, er det ingen garanti for, at man beholder sit job, hvis man er offentligt ansat, i disse år. Finanslovens besparelser kan nu ses ved, at fyresedlerne regner ned over usædvanligt mange af DM’s medlemmer. Nogle opsigelser sker ad såkaldt frivillig vej, men besparelserne er så voldsomme, at frivillighed ikke rækker.

Det er altid voldsomt at blive fyret. Når vi til daglig går på arbejde, indgår vi i et fællesskab, som nærmest kan føles som en familierelation – vi følger med i hinandens liv, vi forholder os til hinanden, og vi udvikler os selv og vores arbejdsliv. Der ligger en underforstået aftale om, at der er brug for os i fællesskabet – ellers ville vi jo heller ikke få løn for arbejdet. Og så pludselig bliver man skåret væk og revet ud af fællesskabet. Det er modbydeligt og livsomvæltende at blive fyret, også selv om nedskæringer sker af økonomiske årsager, og selv om man ikke er den eneste, der bliver opsagt. I DM arbejder vi hårdt på at indgå ordentlige fratrædelsesaftaler for de medlemmer, der bliver fyret. Det er en højt prioriteret arbejdsopgave for de ansatte i DM.

Fyringsrunder er også hårde for dem, der er tilbage på arbejdspladsen. Ud over chokket ved at miste gode kolleger bliver der måske rykket rundt på arbejdsopgaver, team og iværksat organisationsforandringer. En vigtig ledelsesopgave bliver derfor at prioritere, hvad der ikke længere skal laves. Det er vigtigt at erkende, at færre hænder ikke kan dække alle opgaver.

Vi vil i DM bekæmpe nedskæringerne på de offentlige arbejdspladser. En stærk offentlig sektor står ikke i modsætning til en stærk privat sektor – tværtimod er de hinandens forudsætninger.

Uafhængigt af fyringsrunderne handler dette blads tema om, hvorvidt vi kan indrette arbejdsmarkedet anderledes. Det akademiske arbejdsliv er grænseløst, og mange arbejder, til de bogstaveligt talt segner af stress. Samtidig står flere uden for arbejdsmarkedet og bliver pressede af ikke at kunne få et arbejde. Det må kunne indrettes smartere.

En mulighed er at se på en reduceret ugentlig arbejdstid. I perioden 1986-92 blev arbejdstiden nedsat med tre timer til de nuværende 37 timer. Det var i en situation med høj arbejdsløshed, og resultatet var positivt: Flere arbejdsløse kom i job, og de beskæftigede fik bedre mulighed for at skabe sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv. Det er på tide, at vi igen tør snakke om fordeling af arbejdet. Fordelen ved en generelt nedsat arbejdstid er, at den er kønsneutral.

Et alternativ, der også fordeler arbejdet på flere hænder, er at sikre ret til deltid, som man kan læse om inde i bladet.
Problemet med deltidsarbejde er, at det ofte er kvinderne, der går på nedsat tid, hvilket påvirker livsindtægt og videre muligheder for at avancere i arbejdslivet. En formel ret til deltid er desværre heller ikke det samme som, at et ønske om deltid bliver accepteret på arbejdspladserne, på samme måde som det ikke er karrierefremmende at tage barsel alle steder. Det er vigtigt for især medlemmer med små børn, at retten til deltid bliver bredt accepteret. I dag arbejder et par med børn i gennemsnit flere timer på arbejdsmarkedet end et par uden børn, hvor enhver fornuft tilsiger, at det burde forholde sig omvendt.

Denne vigtige diskussion om arbejdsmarkedets indretning skal vi dog ikke blande sammen med de nuværende fyringsrunder. Det er ikke en fagforenings opgave at fordele smulerne mellem os. Vi skal sige fra over for den kamp om ressourcerne, der pågår lige nu – besparelserne skal bekæmpes.