12.02.2016
Artikel

Arbejd, arbejd, arbejd – nej tak!

Vi skal arbejde mere, siger beskæftigelsesministeren. Nej, lyder det fra et overvejende flertal af danskerne. De er mere enige med formanden for Dansk Psykolog Forening, der efterlyser politikere med visioner for det gode samfund.

Af Thomas Bøttcher og Martin Ejlertsen
V-regeringen har ikke en familieminister. I stedet for var det beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, der stillede op, da Berlingske i efteråret efterlyste bud på regeringens familiepolitik til serien “Pressede børnefamilier”.

Men den tidligere chef for Dansk Arbejdsgiverforening havde ikke lommen fuld af gaver til de trængte familier. Faktisk kom han med en opsang til fædre og mødre, der drømmer om at drosle ned for arbejdstiden.

“Vi skal passe på med, at vi ikke gør de stærkeste forældre i samfundet til ofre. Man skal også passe på med, at man ikke falder for falske løsninger. Såsom at de her mennesker skal arbejde mindre. I forvejen arbejder de ikke særligt meget, når vi måler i forhold til andre lande”.

Få dage efter blev Dansk Psykolog Forenings formand, Eva S. Mathiasen, landskendt, da hun i “Debatten” på DR 2 revsede beskæftigelsesministeren for hans udtalelser.

“Jeg vil gerne have politikere, der har visioner for et samfund, hvor vi alle har det godt, i stedet for et samfund, hvor vi kan piske flest mulige til at være konkurrencestatens fodsoldater”.

Klippet med irettesættelsen gik viralt med over to mio. klik, og Eva S. Mathiasen blev rost for at sætte foden ned og sige nej til, at danskerne skal arbejde stadig mere.

En måling, TNS Gallup har lavet for Magisterbladet, viser bred opbakning til psykologformandens udtalelser. I målingen siger 71 pct. af danskerne, at de er enige med Eva S. Mathiasen i, at politikerne har for lidt fokus på visioner og bruger for meget krudt på taler om, at danskerne skal arbejde mere. Også i blå blok deler et flertal hendes holdning.

Et folkeligt oprør
Ifølge Karen Lumholt, direktør for tænketanken Cura og stifter af Familiepolitisk Netværk, står vi foran et folkeligt oprør mod det rene politiske fokus på mere arbejde og vækst.

“Vi har en historisk høj mistillid til det politiske system. Vi har skabt et samfund, hvor vi giver hele vores liv til arbejdsmarkedet og ikke har tid til at give omsorg til vores nærmeste. Det svækker vores velfærd og vores relationer, som ellers gør os lykkelige. Folk har fået nok. Det er vores samfund. Ikke statens”.

Det usynlige arbejde som omsorg og sammenhæng i familielivet er blevet fortrængt de seneste 30 år af det økonomiske paradigme, der fokuserer på vækst og mere arbejde, mener Karen Lumholt.

“Når man fra fx Slotsholmen eller i DI siger, at danskerne arbejder for lidt, så er det måske rigtigt for nogle grupper. Men forældrene arbejder rigtig meget. Der er en fundamental manglende forståelse for, hvordan danskernes hverdag reelt ser ud”, siger hun.

Faktisk viser en kørsel, som Danmarks Statistik har lavet for Magisterbladet på baggrund af den såkaldte arbejdskraftundersøgelse fra 2014, at par med mindre børn i gennemsnit arbejder 75,5 timer eller 2,9 timer mere om ugen end par uden børn.

Karen Lumholt peger på, at børn i stigende grad får diagnoser på grund af manglende nærvær og selvværd. I alt er 400.000 danskere berørte af stress, og 35.000 er sygemeldt.

“Vi ser meget tydelige tegn på, at små børn lider under tabet af stabil voksenkontakt, når de kommer meget tidligt i institution. Den kabale skal vi løse, og der er delejob en løsning, som vi slet ikke har udforsket i Danmark”, siger hun.

Stressretorik
Tværtimod har de sidste to regeringer skærpet retorikken i modsat retning, mener psykologformand Eva S. Mathiasen. For ikke nok med, at vi arbejder for lidt. Vi er heller ikke gode nok. Som daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen konstaterede i afslutningsdebatten i Folketinget i 2010:

“Vi skal skabe vækst ved at være flittigere. Vi skal skabe vækst ved at være dygtigere”. Hvorpå han konstaterede, at “en hollænder skaber hver arbejdstime 25 procent mere værdi end en dansker. En finne arbejder to timer mere om ugen end en dansker. En koreaner påbegynder sin videregående uddannelse fire år tidligere end en dansker”.

Eva S. Mathiasen sammenligner den politiske retorik med det, der foregår i virksomheder med dårligt psykisk arbejdsmiljø.

“Vi er for slappe, vi tager ikke de rigtige beslutninger for vores liv, siger politikerne. Og det samme foregår på arbejdspladser. Når du arbejder rigtig meget og gør dig umage, men alligevel får at vide, at det ikke er godt nok.
Når der ikke er en forventningsafstemning med ledelsen om de produkter, du leverer. Så er ens afkald for eksempel som småbørnsforældre simpelthen ikke det værd – og så ender man i en situation, hvor man bliver stresset over det samlede liv. For hvad skal det hele nytte?”

Arbejdstid og livskvalitet er individuel afvejning
Men når Eva S. Mathiasen efterlyser politiske visioner frem for mere arbejde, løber hun en pivåben ladeport ind, mener Ove Kaj Pedersen, professor på CBS.

“Det er faktisk en tom floskel, for hvem vil ikke have visioner. Det væsentligste spørgsmål er, hvordan vi sikrer det gode liv for så mange som muligt og også for dem, der ikke selv kan sikre deres. Herunder, hvordan sikrer vi, at de, der skal betale for andre gennem deres skattebetaling, finder det legitimt at gøre det”.

Af samme grund giver han ikke meget for TNS Gallup-målingen, hvor syv ud af ti erklærer enig med Eva S. Mathiasen.

“Hvis du spurgte den danske befolkning, om den gerne vil have sommer hele året, så får du samme resultat. Spørg hellere danskerne, om de vil vælge fuldtidsarbejde og langtidssikre deres økonomi, herunder pensionen, eller hellere vil nedsætte arbejdstiden med lavere livsindkomst til følge og en usikker langtidsopsparing. Så ville svaret nok være et andet”.

I sidste ende må danskerne selv tilrettelægge deres arbejdsliv, mener Ove Kaj Pedersen. Og afveje hvilke risici de vil løbe, når det gælder livsindkomst og livskvalitet.

Men der er langtfra tale om en individuel problemstilling, mener Eva S. Mathiasen.

“Når for eksempel WHO vurderer, at depression om 30 år bliver den væsentligste årsag til, at folk står uden for arbejdsmarkedet, så er der ikke længere tale om en individuel udfordring. Jeg tror ikke, at Ove Kaj Pedersen er klar over, hvor skadeligt det er at sige, at de ydre rammer, der er for dit liv, dem er du fuldstændig selv herre over, og så må du bare indadtil tage dig sammen og levere den del af produktionen, der er dit ansvar”.

Hver tredje børnefamilie er på kanten
Danskernes interesse for at arbejde mere er ret begrænset – det ønsker kun fem pct. af alle lønmodtagere ifølge Danmarks Statistik. Til gengæld er der færre, som ønsker deltid. Fra 2007 til 2014 er antallet af lønmodtagere, der ønsker at gå på deltid, faldet fra 18 pct. til syv pct.

En undersøgelse fra Rockwool ­Fondens forskningsenhed viste sidste år, at danskerne generelt er godt tilfredse med sammenhængen mellem arbejdsliv og fritidsliv. Men ca. en tredjedel af alle par med børn tilkendegav også, at sammenhængen er “dårlig” eller blot “nogenlunde” god.

“Det er fritid eller mangel på samme, der har betydning for balancen. Ikke arbejdet. Ja, faktisk betyder tilfredsheden med fritiden tre gange så meget som tilfredsheden med arbejdet”, siger seniorforsker Jens Bonke, der står bag undersøgelsen.

Ligesom Eva S. Mathiasen efterlyser han flere nuancer i den politiske diskussion om arbejdstid.

“Jeg kan ikke rigtig forstå, at der ikke er en politisk diskussion om, hvor det er, vi gerne vil bevæge os hen”, siger Jens Bonke.

Der findes dog eksempler på det sidste, som da Alternativet sidste år foreslog en gradvis nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer. Forslaget blev straks skudt ned af tænketanken Kraka, der regnede ud, at det ville koste samfundet 270 mia. kroner om året, hvilket svarer til de årlige udgifter til sundhedsvæsen, forsvar og uddannelsesområdet tilsammen.

Og mens andre økonomer efterfølgende har sat spørgsmålstegn ved Krakas beregninger og argumenteret for, at forslaget ikke behøver at føre til en nedgang i bnp, levestandard eller løn, er paradigmet om mere arbejde fortsat uantastet blandt de bestemmende partier på Christiansborg.

Jens Bonkes undersøgelser viser, at sociale relationer er det, der betyder mest for både mænds og kvinders tilfredshed, efterfulgt af tilfredshed med boligforhold og fritidens omfang. Ja, faktisk er tilfredshed med den økonomiske situation blandt de forhold, der betyder mindst.

“Hvis man gik ind på tanken om at arbejde mindre, så kunne man jo også komme med bud på, hvor det så er, man vil renoncere på nogle ting. Hvordan bruger vi så den tid, vi får ekstra, ikke kun på børnene, men også på hinanden og på de ældre, så man reducerer behovet for en stor formel sektor. Det kunne da være interessant at få belyst, så man måske også kunne opretholde velfærden den vej rundt”.

Embedsværket har taget magten
Når diskussionen om det gode liv mangler i den politiske debat, hænger det ifølge lektor og historiker ved Aarhus Universitet Michael Böss sammen med, at embedsværket, ministerier og økonomiske eksperter siden globaliseringens indtog i 1990’erne har fået en afgørende indflydelse på at “fremtidssikre” Danmark.

“Men befolkningen anskuer det anderledes, og derfor ser man også en folkelig modstand. I befolkningen er diskursen om det gode liv fortsat meget stærk, det er bare ikke en diskurs, man er optaget af i cand.scient.pol.-verdenen. Det er nok ikke sådan, at befolkningen ligefrem ønsker en ­reideologisering af politik, men når den efterlyser visioner, så er det netop forestillingen om det gode liv, det gode samfund, der er på spil”.

Eva S. Mathiasen anerkender, at det i sidste ende også handler om at beslutte, om vi skal have et velfærdssamfund eller ej. Og derfor kan det også være nødvendigt, at vi arbejder mere – som befolkning. Men der er andre måder at nå dertil på, mener hun.

“Der er folk, der står uden for arbejdsmarkedet af grunde, vi kunne have forebygget. Så i stedet for bare at acceptere den slagside, som konkurrencen har på den enkelte, skulle vi hellere betragte det at have det godt som et vigtigt konkurrenceparameter. Hvis vi er det land, hvor folk trives bedst om 30 år, når depression bliver den primære årsag til arbejdsløshed i andre lande, så kan du tro, vi har en ganske betydelig konkurrencefordel. Dét bliver overset i økonomernes og politikernes måde at forholde sig til udfordringerne på. De overser betydningen af, at vi har det godt”.

Arbejdstid med og uden børn
  Timer per uge
 Mand med børn
 40,5
 Kvinde med børn  35,0
 Total
 75,5
   
 Mand uden børn  39,0
 Kvinde uden børn  33,6
 Total  72,6
   
 Enlig mand med børn  37,1
 Enlig mand uden børn
 35,7
 Total  72,8
   
 Enlig kvinde med børn
 34,1
 Enlig kvinde uden børn  30,9
 Total  65,0

Kilde: Danmarks Statistik, Arbejdskraftundersøgelsen 2014