15.01.2016
Artikel

Bare det faglige miljø holder

Michael Siig Jakobsen, 49 år, specialkonsulent i Banedanmark, som skal flytte til Ringsted

Af Pernille Siegumfeldt
“Min største bekymring er, at de dygtige specialister enten vælger at lade sig pensionere tidligt eller simpelthen søger væk. Så ryger det stærke faglige miljø”.

“Jeg bor i Roskilde med min kone og to børn. Om jeg skal pendle til Ringsted eller København, gør ingen forskel for mig. Men det gør en kæmpe forskel for de af mine kolleger, der fx bor i Nordsjælland”.

“Banedanmark er et farligt træ at ruske. Vi står med nogle meget dyre projekter som et elektrificeringsprogram, et signalprogram og Femern-forbindelsen”.

“Mange af de møder, vi har med samarbejdspartnere som DSB, foregår i København, så flytningen vil give meget ekstra transporttid, også i arbejdstiden”.

“Før det blev meldt ud, at arbejdspladsen skulle flytte til Ringsted, havde vi i familien gjort op med os selv, at vi ikke var indstillet på at flytte. Min smertegrænse for, hvor langt jeg var indstillet på at pendle, gik ved Odense. På den måde er det en lettelse for mig, at placeringen nu er meldt ud, så vi kan komme videre”.

Læs om den rundspørge, som Magisterbladet har foretaget blandt de statsansatte DM-medlemmer, som er på arbejdspladser, der er berørt af udflytningsplanerne.