04.12.2015
Artikel

Det gyldne øjeblik

Hvornår fik du en indsigt og traf et afgørende valg? Vi har spurgt en række markante magistre om vendepunkter og nøglepersoner.

Af Pernille Siegumfeldt

Anne Skare Nielsen, direktør i Future Navigator og fremtidsforsker
“Ved du godt, at mening opstår i pauserne? Den besked kom en kvinde fra mit publikum og hviskede i øret på mig i en pause, da jeg på et tidspunkt var ude at holde foredrag. En ret irriterende oplysning at få overleveret, mens jeg var godt i gang med at fægte med armene og fortælle historier med mange ord fra en scene.

I det hele taget talte jeg både meget og meget hurtigt i starten af min karriere. Alting gik stærkt, og det passer godt til mit temperament. Men jeg kunne ikke slå den bemærkning ud af hovedet, for jeg vidste intuitivt, at hun havde ramt noget vigtigt. At jeg skulle tage at slappe lidt af og lytte mere frem for at plapre hele tiden. I det hele taget lytter folk jo ret dårligt. Det er derfor, de bliver skilt eller bliver syge uden at opdage det. Så jeg øvede mig. Satte mig ned og holdt kæft og blev frustreret og mærkede min usikkerhed og alt det andet, jeg rummer. Der skete noget med mig efter det, som jeg er dybt taknemmelig for i dag. Hvis man som jeg tror på, at alt i universet hænger sammen, og man hele tiden skal arbejde på at blive den bedste udgave af sig selv, så er man nødt til at lytte højt. Og holde pauser”.

Rane Willerslev, professor i socialantropologi
“Mit gyldne øjeblik fandt sted, da jeg studerede antropologi og tog et år til Manchester som udvekslingsstudent på universitetet. Jeg læste visuel antropologi og lavede i den forbindelse for første gang en dokumentarfilm. “Du har jo talent”, udbrød min lærer på universitetet, Anne Grimshaw.

Det var der ikke rigtig nogen, der havde sagt til mig før. Det blev et afgørende øjeblik for mig, fordi jeg oplevede, at jeg kunne skabe noget særligt, når jeg kombinerede min viden om filmkunst og mit akademiske arbejde. Lige dér stod det meget klart for mig, hvor vigtigt det er – også i videnskabens verden – at skabe en fortælling, der kan forføre læseren eller seeren. At den gode formidling gør en kæmpe forskel, havde jeg ikke tidligere tænkt så meget over, når jeg skrev artikler og opgaver. Det har jeg til gengæld været opmærksom på lige siden. Ligesom jeg flere gange har oplevet, at andre forskere, der også har evner inden for et helt andet felt, fx musikken, bringer noget meget værdifuldt ind i videnskaben”.

Anja C. Andersen, astronom og lektor ved Niels Bohr Institutet
“Jeg gik på Den Lille Skole i Lyngby og fik i 7. klasse en vikar i fysik og kemi, som hed Uffe Gråe Jørgensen. Uffe var astronomistuderende og talte hele tiden om stjerner. I dag er vi kolleger på Niels Bohr Institutet. Hans begejstring smittede, og hans evne til at formidle det store rummysterium fik mig til at gå ud med kikkert om natten og se på månen og Saturn. Vi har kun den information, som lyset giver, men alligevel nok viden til at kunne fortælle hele den fantastiske historie om begyndelsen, og hvor materialerne kommer fra. Til at begynde med var det romantikken ved stjernerne, der trak i mig, så virkeligheden slog hårdt, da jeg begyndte på universitetet. Matematik og fysik faldt mig ikke let. Selv om jeg havde dygtige forelæsere som Jens Martin Knudsen, så kæmpede jeg med stoffet. På et tidspunkt dumpede jeg en eksamen og brokkede mig til min gode veninde Pernille, der er lektor på DTU i dag. Hun syntes, det var synd for mig. Men hun havde ikke ondt af mig. Du læser ikke nok, sagde hun. Først blev jeg sur, men jeg indså hurtigt, at hun havde ret. Hvis jeg ville det her, måtte jeg tage skeen i den anden hånd og arbejde hårdere. På gymnasiet kan du bestå, hvis du læser dit pensum. På universitetet konkurrerer du med toppen af poppen. Og det er ikke unikt, at nogle må knokle som bæster for resultaterne, mens andre glider lettere igennem. Hvem det går godt for, har ikke så meget med retfærdighed at gøre”.

Bengt Holst, videnskabelig direktør i Københavns Zoo
“Som barn fik jeg en bog om regnormenes liv. En hel bog, der ikke handlede om andet. At man kunne finde ud af så meget om et lille bitte dyr, fascinerede mig dybt. Min far lå hver dag, når han kom hjem fra arbejde, og rodede i haven. Han vidste intet om, hvad han fandt i jorden, men det smittede, at han begejstret kom og viste mig alle billerne. Min skæbne blev endeligt beseglet i 1.g., da Sporring, min fantastiske lærer på Virum Statsskole, tog mig og min klasse med til Læsø i tre dage. Vi undersøgte vandhuller, planter og dyr. Vores feltstudier var fuldstændig renset for teorien bag, men oplevelsen var berusende. Min interesse for adfærdsbiologi hos alt fra kakerlakker til elefanter udviklede sig undervejs i mine studier. Et studie i Zoo af pingvinernes aktiviteter omkring fodringstidspunkterne var min adgangsbillet til den første stilling, haven slog op, som videnskabelig assistent i 1983. Bent Jørgensen, som var direktør dengang, var ikke bange for at sende mig ud til alverdens begivenheder som repræsentant for Zoo, selv om jeg bare var en grønskolling. Det voksede jeg af”.