“Nogle vil sige, det er en gratis omgang, når Amnesty fx kritiserer dæmoniseringen af de fremmede. For mig er det organisationens vigtigste opgave at mobilisere det folkelige bolværk mod intolerance og rå retorik”, siger afgående generalsekretær i Amnesty Lars Normann Jørgensen.
04.12.2015
Artikel

“Den rå kynisme overgår alt”

Ikke én eneste gang i sine 23 år som chef for Amnesty har Lars Normann Jørgensen hævet stemmen. Men selv en stilfærdig general kan nå kogepunktet, og det punkt er nu nået, forklarer han. Politikernes mangel på empati med flygtninge er mere eklatant end nogensinde før. Borgernes retssikkerhed smuldrer.

Af Pernille Siegumfeldt

Det var de børn, han mødte i Bekaa-dalen, der gjorde størst indtryk på Lars Normann Jørgensen, da han besøgte Libanons enorme flygtningelejre sidste efterår.

Blandt de 1,2 millioner syrere, der er flygtet til nabolandet fra IS og Assads bomber, er der tusinder af børn, der venter på familiesammenføring med en forælder i Vesten. Og som efter de seneste asylstramninger i Danmark kommer til at vente endnu længere.

“De børn lever under ekstremt barske betingelser, uden ret megen beskyttelse og under vanskeligere forhold end børn, der bor med deres familier. De får ikke altid mad nok, der er ikke rindende vand eller elektricitet, de kan hverken blive behandlet for deres sygdomme eller få godskrevet deres skolegang, hvis de er så heldige at have sådan en. Det er disse små mennesker, som Danmark nu frarøver den sidste chance for at opleve en tryg barndom”, siger Lars Normann Jørgensen.

“Ét år var længe at vente på familiesammenføring, tre år af en opvækst er en evighed og længe nok til, at liv ødelægges. Jeg har oplevet meget i mine 23 år som generalsekretær for Amnesty, men den rå kynisme, der ligger i de nye asylstramninger, overgår alt, hvad jeg har set. Det er rystende ubegribeligt, at vores politikere gambler så brutalt med så mange børns fremtid. Og jeg har endnu ikke hørt nogen komme med en fornuftig forklaring på, hvad der skulle tilsige, at Danmark dirigerer sin politik på området den vej. Den eneste plan, jeg kan se i det her, er, at det skal gøre så ondt på flygtningene, at de bliver skræmt til at holde sig helt væk”.

Politikere bliver til dommere
Det er et heftigt tidspunkt, den 63-årige magister forlader posten som generalsekretær på for at lade sig pensionere fra den danske afdeling af verdens største menneskerettighedsorganisation.

Ikke nok med at flygtninge udsættes for en hård behandling. Fra terrorangrebene i London og Madrid, som førte til terrorpakke II i 2006, og til angrebet i Paris har almindelige borgeres retssikkerhed været under stigende pres. De svækkede domstole er en “sleeping dog”, for de færreste kan gennemskue det skred, der nu sker, mener han.

“Danskerne har en enorm tillid til retsvæsenet, og oftest med god grund. Derfor reagerer vi ikke særligt opmærksomt på de forringelser af menneskerettighederne – særligt beskyttelsen af borgernes privatliv – som er indført over hals og hoved de sidste ti år, og som tillader fx aflytning af ikke mistænkte uden dommerkendelse, præventive anholdelser og senest L62, som giver mulighed for frihedsberøvelse af asylansøgere uden dommerkendelse. At frihedsberøve et menneske er – næst efter dødsstraf og tortur – det mest voldsomme overgreb, man kan udsætte nogen for. Og alligevel er størstedelen af de mange svækkelser af retssikkerheden vedtaget uden nogen synlig eftertanke eller bekymring over de brud, der sker på vores grundlæggende retsprincipper og sædvaner, hvilket både Amnesty og andre har kritiseret voldsomt”, forklarer Lars Normann Jørgensen.

“Vi ved af erfaring, at de metoder, man indfører i en ekstrem situation, stille og roligt glider ind og bliver helt almindelige redskaber, ikke kun under forhøjet terrorberedskab, men også i almindelig efterforskning. Der sker en banalisering af de beføjelser, som kun skal anvendes, “hvis særlige omstændigheder taler for det”. For få år siden kunne man næppe have forestillet sig en lov som L62, der giver ministeren – den udøvende magt – beføjelser til at suspendere den dømmende magt uden nærmere angivelse af de retlige betingelser. Nu har vi vænnet os til tankegangen”, pointerer han.

Konventioner som målestok
Lars Normann Jørgensen er uddannet cand.scient. i biologi, og han ser mennesker, før han ser paragraffer og konventioner. Og selv om han er helt på hjemmebane i lovstoffet, så mener han ikke, at jura alene kan være løftestang for menneskerettighedsarbejdet.

“Nogle vil mene, det er en gratis omgang, når Amnesty fx kritiserer dæmoniseringen af de fremmede. For mig er organisationens vigtigste opgave at mobilisere det folkelige bolværk mod intolerance og rå retorik. Politikerne bruger fx børnekonventionen som en målestok for, hvor langt de kan tillade sig at gå, og hvor grænsen går. Vi vil hellere tale om værdier og etik, om, hvad vi kan være bekendt, og hvordan vi synes, børn bør behandles”, siger den afgående generalsekretær.

I futtog på asfalten
Allerede for 15 år siden dømte Morgenavisen Jyllands-Posten Lars Normann Jørgensen ude. En artikel beskrev, hvordan økonomien sejlede i Amnesty som følge af et vigende medlemstal, og hvordan taburetten vaklede under generalsekretæren. Det var cirka på samme tidspunkt, at han traf en af de organisatoriske beslutninger, han mener har krævet størst mod: at satse hele den græsrodsbaserede butik på at indføre moderne fundraising og telemarketing.

Som den første NGO i Danmark lancerede Amnesty desuden de såkaldte face2face hvervningskampagner på gader og stræder. På få år var økonomien rettet op, og i september 2011 var medlemstallet oppe på 85.000. Det var tiåret for eftervirkningerne fra terroren mod World Trade Center i New York, og det år, politikerne ifølge Normann Jørgensen tog de første skridt væk fra den grundlovssikrede retssikkerhed.

“Efter terrorpakke 1 og 2 fik vi lømmelpakken, som blandt andet betød, at pæne københavnere på spadseretur i deres by pludselig sad i futtog på asfalten i hård frost i tre-fire timer midt under klimatopmødet i København. Lovpakkerne betød fx også, at familier kunne aflyttes uden en dommerkendelse. Siden har man lagt yderligere lovgivning oven i den lovgivning, der allerede var skredet. Og intet, absolut intet, har på noget tidspunkt tilsagt, at domstolskendelser skulle pilles ud af systemet. Tværtimod”, påpeger Lars Normann Jørgensen.

Udsyn og tolerance
Generalsekretæren forlader ved årets udgang chefstolen i en ­organisation med en omsætning på 85 millioner kroner og godt 80 lønnede medarbejdere. Han fortsætter som international konsulent lidt endnu, men glæder sig til at få mere tid i skovene tæt på huset i Køge, hvor han kigger på fugle.

Det var også fuglene, der lokkede ham til at læse biologi på Københavns Universitet i slut-70’erne. Dem har han elsket, siden han med sin kikkert gik timelange, og lidt nørdede, ture omkring Herlufsholm, hvor han også selv gik i skole fra 6. klasse, og hvor faren underviste, og moren var skolens sygeplejerske.

Men selv om han var ovenud begejstret for sine biologistudier, trak studenterpolitikken og det organisatoriske og aktivistiske arbejde ham i en anden retning:

“Herlufsholm gav mig udsyn og tolerance. Det er en gave at gå i skole i et internationalt miljø. Mine kammeraters forældre boede i Kina, Brasilien og Uganda. Og det var her, min interesse opstod for ulande og for arbejdet i organisationer med en folkelig forankring. Jeg har da heller ikke lavet andet siden”.

Skal han pege på nogle af de vigtigste politiske sejre for Amnesty, bliver det de mange enkeltsager, som det er lykkedes organisationen at få indflydelse på:

“Fængslinger, stokkeslag, forfølgelser af homoseksuelle. Vi er enormt dygtige til at rette søgelyset imod den type af menneskerettighedskrænkelser og tæppebombe regimer ved at udstille deres brutalitet, indtil de omstøder deres beslutninger”, siger Lars Normann Jørgensen.

Aktivismen som våben tror han stadig på.

“I flygtningedebatten fremstiller politikere og debattører de fremmede som belastende, unødvendige og endda farlige. Til gengæld har jeg hørt selv de mest skingre og forbenede typer ændre toneleje fuldstændigt, når fx en udvisning pludselig kommer på tale for deres barns velintegrerede skolekammerat eller en velfungerende og højtuddannet kollega. Møder mellem mennesker rykker noget, og det er et af de stærkeste kort, vi har på hånden i kampen for menneskerettigheder”, fastslår Lars Normann Jørgensen.